»Håbløs« og »ufatteligt«: Hverken Kevin Magnussen eller hans chef anede, hvad der skete
Haas-racernes manglende fart kom som en overraskelse for både Kevin Magnussen og Günther Steiner.
Fra en fremragende lørdag til en forfærdelig søndag. Det var resultatet for Kevin Magnussen, da han lørdag kvalificerede sig på sjettepladsen, mens han søndag blev overhalet både højre og venstre om, da grandprixet i Bahrain blev afviklet. Han endte på en 13.-plads.
»Jeg ved ikke, hvorfor vi var så håbløse, men det håber jeg, vi kan finde ud af. Vi kørte for langsomme omgangstider, men vi kørte også håbløst langsomt på langsiderne, så jeg blev bare overhalet alle steder fra og kunne ikke gøre noget for at forsvare mig,« sagde Kevin Magnussen til Viasat.
Haas-teamchef, Günther Steiner, var lige så målløs over, at hans racere ikke havde farten.
»Jeg har ingen forklaring. Det er ufatteligt, hvor langsomme vi var, og vi aner ikke hvorfor. Fra en kvalifikation som denne, og så gå over til race som dette – jeg aner ikke, hvad vi gjorde. Det eneste gode er, at vi skal teste her tirsdag og onsdag, så i morgen kan vi se på nogle scenarier, som vi skal teste,« sagde Günther Steiner til Viasat.
Hans eneste spådom var, at Haas ikke kunne få dækkene til at virke på den lange løbsdistance, men det mente han ikke selv, kunne være konklusionen.
Ifølge Günther Steiner var det eneste lyspunkt, at hans hold ikke satte point til i forhold til de andre midterhold. Det var ellers tæt på at være den totale nedtur, da begge Renault-biler lå til at score point, men de udgik begge på tre omgange før slut.