AaB-helt: Det var med vilje
AaB-træner Kent Nielsen erkendte, at hans hold var heldigt.
Nicklas Helenius ville ikke høre tale om held.
AaB’s målhelt gav kort efter sin 2-1 scoring sin oplevelse af det sejrsmål, der udefra så meget elegant ud, da han tæmmede, roterede og scorede kampens afgørende mål.
»Det var med vilje,« sagde Nicklas Helenius til TV 2 Sport.
Han var lykkelig for målet og sejren, men ikke med spillet.
»Vi spillede elendigt og gjorde det meste forkert. Men det er også rart at vinde på en mindre god dag,« fastslog Nicklas Helenius.
Træner: Urimeligt spil
Hans træner var helt enig og virkede nærmest flov over at vinde.
»Fodbold er et urimeligt spil. Vi fik mere, end vi havde fortjent. Vi var ganske enkelt ikke dygtige nok, men det er et topholds styrke at vinde sådanne kampe,« sagde Kent Nielsen til TV 2 Sport, hvortil hans lidende kollega, Lars Søndergaard, også blev hevet frem foran kameraet.
»Vi er langt bedre end AaB. Men havde ikke marginalerne med. Vi gjorde mange ting rigtigt, men scorede ikke på de mange chancer. Det er såre enkelt. Vores eneste dumhed var, at vi lukkede dem ind i kampen lige efter at være kommet foran med 1-0,« sukkede Sønderjyskes træner.