Så tæt var Daniel Agger på at sparke straffepark i Champions League-semifinalen
Daniel Aggers tungeste kamp er fortsat ikke rar for ham. »Er du sindssyg, det gør stadigvæk ondt at tale om.«
For lidt over ni år siden gennemlevede Daniel Agger både det bedste og tungeste øjeblik i fodboldkarrieren. Hans mål sparkede Liverpool i Champions League-finalen 2007. En kamp han og et selvsikkert Liverpool-hold troede, at de ville vinde over AC Milan. Sådan gik det ikke. Filippo Inzaghi blev afgørende i finalen med et heldigt og et godt mål i 2-1 sejren i Athen. I kapitel 3 af Jyllands-Postens serie i ni kapitler om Daniel Agger, ”Anføreren,” fortæller han detaljeret om dengang, han i vinteren 2006 blev solgt fra Brøndby til Liverpool og om Champions League-semifinalerne samt – finalen i 2007.
Agger afslører eksempelvis, at han kunne være endt hos Liverpools lokalrival Everton i stedet for i den røde af de to klubber ved floden Merseyside.
Halvandet år senere stod Agger i en Champions League-semifinalen mod Chelsea. Efter et 0-1 nederlag i første kamp, scorede Agger målet på Anfield Road, som bragte de to hold i straffesparkskonkurrence. Da manager Rafael Benitez ville høre, om sine fem skytter i straffesparkskonkurrencen var klar til at sparke, afbrød Agger ham.
»Jeg kan sagtens sparke,« sagde han derfor på egen opfordring til sin manager.
»Okay. Du er nummer seks,« svarede Benitez.
Liverpool vandt semifinalen, men holdet tabte finalen med 1-2.
»Er du sindssyg, det gør stadigvæk ondt at tale om. Det skulle have været den største fodboldoplevelse, jeg kunne få, og så blev det sådan. Jeg har næsten ikke talt om det med nogen siden dengang,« fortæller Agger i ”Anføreren.”
Nederlaget gjorde, at Daniel Agger havde besluttet sig for at sælge sin medalje fra finalen til en auktion til fordel for Soldaterlegatet i 2011, men han blev talt fra det.
»En mand fra Soldaterlegatet sagde til mig, at jeg skulle beholde den til mine børn. Han ville ikke lade mig sælge den, men den betyder intet for mig,« forklarer Agger.
Læs hele historien i kapitel 3 af "Anføreren":