Fortsæt til indhold
Fodbold

Panama-papirer sætter fokus på Fifa-præsident Gianni Infantinos rolle i korruptionsskandale

Fifa-præsident Gianni Infantino har angiveligt underskrevet en aftale med to forretningsmænd, der nu er anklaget for svindel. Uefa afviser, at forbundet eller Infantino har gjort noget forkert.

Da italienske Gianni Infantino i slutningen af februar kunne indtage posten som ny Fifa-præsident, var det med storladne ord om at ”rette op på imaget” i det kriseramte internationale fodboldforbund.

Nu er han imidlertid selv kommet i søgelyset i den store korruptionssag, der har rystet Fifa og fået FBI til at undersøge adskillige personers rolle i den omfattende svindel.

Det sker, efter at den italienske Fifa-præsidents underskrift er dukket op på en aftale mellem Uefa, som han dengang var juridisk leder for, og et firma ledet af to argentinere, der siden er blevet anklaget for svindel. Det skriver internationale medier som The Guardian, BBC og Süddeutsche Zeitung.

Aftalen om de ecuadorianske tv-rettigheder til Champions League fra 2006 til 2009 er kommet frem i forbindelse med lækagen af over 11 millioner dokumenter fra det Panama-baserede advokatfirma Mossack Fonseca, skriver The Guardian, der sammen med bl.a. Süddeutsche Zeitung har haft adgang til de lækkede Panama-papirer.

Det lækkede dokument er interessant, fordi argentinerne Hugo og Mariano Jinkis gennem deres offshore-firma Cross Trading købte rettighederne i 2006 af Uefa for ca. 700.000 kroner og kort efter ifølge The Guardian solgte det videre til et andet tv-selskab for et tre gange så højt beløb, over to millioner kroner.

Samtidig har både Gianni Infantino og Uefa tidligere afvist enhver forbindelse til folkene bag korruptionsskandalen i Fifa, heriblandt det argentinske brødrepar.

I øjeblikket kæmper Hugo og Mariano Jinkis for at undgå udlevering fra Argentina og USA. Her er far og søn anklaget for at have betalt milliarder af kroner i bestikkelse til repræsentanter fra sydamerikansk fodbold for at få adgang til lukrative tv-aftaler til regionale fodboldturneringer.

Ifølge anklagen skulle argentinerne have fået lov til at købe tv-aftalerne under markedspris for senere at sælge dem videre med stor profit.

Der er foreløbigt ingen beviser for, at aftalen med Uefa kom i stand efter en sådan form for bestikkelse.

Uefa afviser at have gjort noget forkert i forbindelse med tv-kontrakten, der ifølge foreningen blev solgt efter en ”åben, fair proces”. Buddet blev accepteret, fordi det var det højeste, og Uefa har ingen magt over, hvad tv-selskaberne gør med rettighederne, når de først har købt dem, siger en talsmand fra Uefa ifølge BBC.

Samtidig slår talsmanden fast, at Gianni Infantino intet havde med aftalen at gøre.

”TV-kontrakten blev underskrevet af Gianni Infantino, fordi han var en ud af flere Uefa-direktører, der havde magt til at underskrive kontrakter på det tidspunkt. Som I vil have opdaget, blev kontrakten også underskrevet af en anden Uefa-direktør. Det er en standardprocedure,” siger talsmanden ifølge BBC.

Fifa-præsidenten afviser selv i skarpe vendinger, at han skulle være involveret i bestikkelse eller svindel.

”Som jeg tidligere har slået fast, har jeg aldrig personligt forhandlet med Croos Trading eller deres ejere, da processen var styret af marketingsafdelingen på vegne af Uefa,” skriver han bl.a. i en meddelelse.