Fortsæt til indhold
Fodbold

Nu jagter amerikanerne Blatter med mafia-metode

FBI venter på, at mindre fisk skal begynde at sladre om Sepp Blatter.

Ifølge amerikanske ABC News efterforsker FBI og den amerikanske anklagemyndighed nu Sepp Blatter direkte i sagen om bestikkelse.

En kilde fra FBI siger til ABC News, at bureauet vil behandle sagen som om, at det var mafiaen, FBI var i hælene på.

»Nu, da personerne vil forsøge at redde dem selv, er der sikkert et kapløb om, hvem der sladrer om Blatter først,« siger kilden til ABC News.

FBI forsøger typisk at få de små fisk til at sladre om de store i den metode, som bureauet tilsyneladende vil anlægge i sagen.

FBI vil ikke udtale sig direkte om Sepp Blatter, da han ikke officielt er et mål for den amerikanske anklagemyndighed endnu.

Allerede i weekenden blev den amerikanske efterforsker citeret for at varsle flere anholdelser i sagen.

»Jeg er ganske sikker på, at der kommer en ny runde sigtelse,« sagde han til The New York Times.