Dette brev tippede læsset for Sepp Blatter
Et brev sendt fra Sydafrika til Fifa er blevet et centralt bevis på, at bestikkelsesanklagerne nærmer sig Sepp Blatter.
I al den tid korruptionsanklager og domme har haglet ned over Fifa, har Sepp Blatter peget på, at det ikke var hans bord. At det var andre i organisationen, der havde taget imod bestikkelse.
I den amerikanske FBI-undersøgelse af Fifa kom det frem, at der gennem Fifa blev overført 10 mio. dollars, eller hvad der svarer til cirka 68 mio. kroner, fra det sydafrikanske fodboldforbund til den korruptionsanklagede formand for Concacaf (fodboldforbundet for Nord- og Centralamerika samt Caribien), Jack Warner.
Overførslen var bestikkelse for, at Jack Warner – og hans amerikanske pendant Chuck Blazer – skulle have sørget for at stemme på Sydafrika som VM-vært for 2010-mesterskaberne.
Tirsdag morgen udtalte Fifa så, at overførslen havde fundet sted, da beløb på denne størrelse skulle godkendes af Fifas finanskomité, men da den overførsel skete i 2008, var det formanden for komitéen, Julio Grondona, der havde godkendt den.
Grondona døde i sidste år, og dermed skulle den sag være lukket.
Problemet var bare, at en time efter at Fifa havde sendt pressemeddelelsen ud, kunne flere medier – blandt andet det britiske pressebureau PA – vise et brev, hvor det sydafrikanske fodboldforbund (Safa) detaljeret instruerede Fifas vicepræsident, Jerome Valcke, om hvordan pengene skulle kanaliseres over til en amerikansk bankkonto tilhørende Jack Warner.
I brevet fremgår det, at pengene skal bruges til en fond, men to gange i samme brev udtrykkes det – ude at nævne Warners navn – at pengene administreres og ”direkte” af præsidenten for Concacaf.
Brevet landede med andre ord direkte på Blatters tro væbners bord, og i overført betydning landede det også hos Blatter.
Ifølge Simon Chadwick, professor i sportsledelse ved Coventry University, der i årevis har fulgt Fifa tæt var brevet med til at tippe læsset for Blatter.
»Når den næstkommanderende bliver impliceret, er spørgsmålet om korruption kommet ekstremt tæt på Blatter. Han vidste, at han ville få meget svært ved at glide af. Det er ikke bare en Fifa-advokat, der efterforsker denne sag. Det er FBI. Det er alvorligt, og det er blevet en massiv trussel for Blatter,« siger Simon Chadwick til Jyllands-Posten.