Rasmus Falk: Bedste sammenhold i min tid
Trods anonyme historier om manglende kakaomælk og energidrikke efter træningen mener OB’s offensive energibombe, at det sociale fællesskab aldrig har været bedre i klubben end i år.
OB spillede sin i særklasse bedste kamp siden trænerskiftet, da Hobro søndag blev slået med 3-1. Sejren faldt efter en uge, hvor der ellers har været fokus på alle de gale steder, efter at BT bragte en artikel, hvor anonyme spillere klagede over situationen i den fynske klub.
Blandt kritikpunkterne var, at der var blevet skåret så langt ind til benet, at der ikke længere var varm kakaomælk efter træning, lige som spillerne selv skulle betale deres Red Bulls, såfremt de ikke brød sig om den (i øvrigt heller ikke udpræget velsmagende, red.) energisaftevand, klubben serverer.
Ifølge OB’s offensive es, Rasmus Falk, er der dog trukket lige lovligt meget skind på kakao-sagen. Han peger på, at det er et år siden, at chokolademælk udgik fra udvalget på træningsanlægget i Ådalen.
”Nogle af de ting, der blev lavet historier på, er nok lige i overkanten,” konstaterede han med et skævt smil efter sejren.
”Men det er altid en alvorlig sag, når det fremgår, at nogen fra spillertruppen har ytret utilfredshed.”
For det alvorlige består nok ikke så meget i kakaomælk. Bag den lå der ifølge BT’s artikler også et ønske fra visse spillere om, at det havde været sportschef Jesper Hansen snarere end træner Troels Bech, der var blevet fyret. Og endnu længere i baghovedet lå de artikler, en journalist fra BT skrev for nøjagtigt tre år siden.
Dengang var der også tale om spillere, der udtalte sig anonymt. Det var blot lidt mere alvorlige sager, der kom frem, om at tilliden til daværende træner Henrik Clausen var forsvundet, samt at sammenholdet i truppen var tæt ved ikke-eksisterende. Retrospektivt var de artikler første gang, at der blev kastet lys over de dybe krakeleringer, der var i OB’s fundament, og som på resultatsiden har set ud til at martre fynboerne lige siden. Men stemningen fejler ikke længere noget, fastslog Rasmus Falk efter søndagens sejr.
”I OB nu er det socialt bedre end det har været i måske hele min tid i klubben. Selvfølgelig er der altid nogle, der kan bedre med hinanden end andre, men der er respekt, og jeg synes, at der er et godt sammenhold,” lød det fra den 22-årige profil, der har været en del af OB’s førsteholdstrup siden sommeren 2010.
”I de sæsoner, hvor vi lå og kæmpede med i den gode ende, havde truppen nok en større kvalitet end nu. Det er jo en ærlig sag. Men det med at der skulle være en dårlig stemning i spillertruppen, det kan jeg ikke genkende. Det tror jeg ikke nogen kan genkende.”
Isoleret set i kampen mod Hobro var der mange ting, der ikke var så genkendelige. For OB spillede så meget bedre end i de foregående kampe mod Randers, Esbjerg og Silkeborg, at uendeligt forekommer at være et fattigt ord.
”Vi var gode med bolden. Vi turde spille mod bolden, turde tage initiativ, turde tage de rigtige beslutninger, turde være rolige. Det har vi manglet meget. Vi har været for paniske,” erkendte Rasmus Falk.
Umiddelbart er det dog svært at se, hvilken tankstation, OB havde tanket det mod på. For der har ikke just været meget af den at spore på det seneste. Den offensive profil var da også lidt usikker på, hvor den kom fra, men han håber at holde fast i den.
”Nogle gange skal vi være bedre til at sige, at vi kraftedeme tror på os selv og på, at vi kan spille op med alle andre. For vi har kvaliteterne til at være rolige og tage initiativet. Også mod bedre hold og især på hjemmebane,” fastslog han.
”Men det er fortsat hårdt arbejde herfra, og intet er sikret blot fordi vi vandt. Men det var kanonvigtigt at få tre point, dels på grund af tabellen og dels på grund af selvtilliden.”
Over hele linjen var der store forbedringer at spore; fra Ari Skulason, der havde fået sin vilje og spillede venstreback, til midterforsvaren Lasse Nielsen, der nok har været OB’s bedste i sæsonen, men alligevel fortjente hædrende omtale for sin indsats, og til den centrale midtbane med Azer Busuladzic og Martin Spelmann, der fungerede eksemplarisk. Ja, og naturligvis til Rasmus Falk selv, der så ud til at være i gang med at genfinde formen efter sin lange skade.
”Det var en kanonvigtig kamp for mig personligt. Jeg kan mærke, at jeg næsten er oppe i gear igen, så det var dejligt at få en masse spilminutter og boldberøring. Det kan jeg bruge til at komme yderligere op i gear,” sagde han.
Over dem alle tronede dog Emil Larsen. Den så udskældte tekniker har været mål for store af dele af den kritik, såvel omverdenen som Fyn selv har rettet mod OB. Men mod Hobro spillede han på samme niveau, som i kampene lige efter sit fejlslagne skifte til Brøndby.
”Det er vigtigt, at vi får Emil helt med op igen. For han er kampafgørende, og han ved også godt selv, at han ikke har ramt sit bedste niveau. Men det så vi mod Hobro, og det håber jeg, at vi kan hjælpe ham med at tage videre. For vi har brug for at alle mand præsterer sit bedste. Ikke kun Emil,” opsummerede Rasmus Falk, der overordnet bare var glad for det han så i sejren.
”Vi spillede med selvtillid og ro. Ser man på begyndelsen af kampen var vi fantastiske, og det var helt vildt, at vi ikke var foran efter indledningen, hvor vi spillede noget af det bedste i sæsonen. Men vi gav også et godt modsvar på deres scoring, selv om udvisningen selvfølgelig gjorde det lidt lettere,” sagde han med henvisning til, at Hobro blev reduceret til 10 mand efter en god halv times tid.
”Omvendt ville det også være blevet svært at være en mand i overtal, hvis vi ikke havde fået det hurtige mål. Men i bund og grund ramte stort set alle niveau, mens ingen gjorde det i forrige weekend. Det handler jo om, at lige som man kan trække hinanden med ned, kan man også trække hinanden med op. Det er jo et holdspil.”