Fortsæt til indhold
Fodbold

Eriksen-mål sparkede Olsens kritik ned i straffesparksorgie

Men danskeren var dog ikke banens bedste, da Aguero slog unik målrekord.

Gad vide, om Christian Eriksen sendte landstræner Morten Olsen en tanke eller to, da han efter et lille kvarters spil fejrede sin udligning for Tottenham mod Manchester City?

Det store smil, de udstrakte arme og jubeludbruddet gav som tilskuer i hvert fald indtrykket af, at man lige have været vidne til en forløsende scoring. En rigtig forløsende scoring endda.

Fornemmelsen i kroppen på Eriksen må alt andet lige have været noget anderledes end fire dage tidligere i Parken, hvor den danske 10’er som den sidste spillere kom ud fra omklædningsrummet og listede sig op i spillerbussen.

Inden havde hans chef for første gang i sin tid som landstræner gjort en spiller hovedansvarlig for et nederlag og ikke hele holdet eller Olsen selv.

Blandt flere stikpiller til Eriksen udtalte landstræneren, at ”Dette er topsport på et brutalt plan, og kan han ikke leve med det, må han spille på et lavere plan.”

Tilbage i England måtte Eriksen dog nøjes med at glæde sig over sin personlige revanche, da Tottenham ikke kunne opnå det samme mod Manchester City, der vandt med 4-1 på fire mål af Sergio Aguero.

Men danskeren beviste, at han bestemt hører hjemme i topsport på et brutalt plan. De klassiske Eriksen- afdriblinger, temposkift og gode afleveringer var tilbage denne lørdag eftermiddag i Manchester.

Faktisk i sådan en grad, at man sad og undrede sig over, om der var tale om samme spiller, der i tirsdags spillede i den røde landsholdstrøje.

Generelt ser det udefra bare ud til, at Christian Eriksen har det bare nemmere i England end for Danmark. Udover at være bedste Tottenham-mand mod Manchester City, gik han også ind til det opgår som matchvinder i forrige runde mod Southampton og har hele uge modtaget stort opbakning af manager Mauricio Pochettino.

Danskeren faldt dog lidt i niveau i anden halvleg mod City, hvor specielt Sergio Aguero, og spillets største målchance stjal fokus. Dommer Jonathan Moss måtte nemlig dømme hele fire straffespark i løbet af kampen, der alle var korrekt set.

De fire tangerede Premier League-rekorden , men blev kun udnyttet i halvdelen af tilfældene, da både Roberto Soldado og Aguero misbrugte. Aguero tog som banens bedste dog frygtelig revanche, da han udnyttede sine to andre straffespark og derudover sendte to knaldhårde spark i mål.

Dermed er han nu Citys mest scorende spiller i Premier League nogensinde. Imens har Tottenham nu samlet tabt 15-2 i de seneste tre opgør mod de lyseblå forsvarende mestre.