Fortsæt til indhold
Fodbold

FCN og OB manifesterer sig i top og bund

FCN avancerer i toppen efter sejren over OB, der fortsætter trængslerne i bunden.

JANNICK RASMUSSEN

Marginalerne har det med at følge topholdene. Uheldene har det med at forfølge bundholdene. Mandagskampen bekræftede fordommen. I det store billede trumfede FC Nordsjælland dog OB på spilkvaliteten, så sejren til FCN på 2-1 var bestemt retfærdig. Alligevel var skæbnen flere gange hård ved de trængte fynboer.

To af holdets vigtigste i en ellers svag sæsonstart – Lasse Nielsen og Ari Skulason – var ude med henholdsvis skade og karantæne. Men træner Troels Bech mønstrede 11 spillere, der på fight og aggressivitet så sandelig matchede modstanderen. Det gav også halve OB-chancer, der oftest opstod, når holdet stressede FC Nordsjælland til at begå fejl på egen banehalvdel. Men OB-spillerne er aktuelt ikke typerne, der scorer på halve chancer.

FC Nordsjælland befinder sig i den anden grøft. I typisk topholdsstil kunne træner Ólafur Kristjánsson stille med de samme 11, der for otte dage siden fik has på førerholdet FC Midtjylland. Mekanismerne i angrebsspillet sidder, hvor de skal, så et modstanderforsvar har det med at blive statister i perioder. Det var tilfældet, da et mønsterangreb med sprudlende Uffe Bech som igangsætter endte for fødderne af Martin Vingaard, der hamrede bolden i nettet fra omkring straffesparkspletten. Men igen. Marginaler spillede også ind, da OB-clearingen lidt tilfældigt havnede foran snuden på Vingaard. Scoringen punkterede 35 ellers fine OB-minutter, og optakten til pausen fik lidt mere malurt, da det unge fynske talent Mikkel Desler måtte udgå med en ankelskade i det sidste minut.

I anden halvleg satte spillet sig på baggrund af føringsmålet. FCN overlod mere initiativ til jagtende OB og satsede selv i højere grad på at overrumple OB på omstillinger gennem især venstrekanten, hvor Joshua John gang på gang blev sat i scene. Havde hans indlæg og enkelte afslutninger haft mere snert, havde hjemmeholdet afgjort kampen tidligere.

I stedet slog OB tilbage midt i anden halvleg, da den indskiftede Darko Bodul resolut udnyttede holdets største chance. Men det mindede igen om et klassisk bundholdssyndrom, da OB blot kunne sole sig i succesen i et minut. Så havde ligatopscorer Uffe Bech igen bragt FCN foran. Med et blidt, velplaceret billardstød fra 14 meter understregede Bech, at han er ligaens klogeste afslutter. Med syv mål har han en enorm andel i, at Farum-klubben nu placerer sig lige bag FC Midtjylland i topstiden. I den anden ende skal man finde OB under stregen. Med én sejr ud af ni mulige. Positivt var det dog, at OB spillede en af sine bedre kamp og havde indstillingen i orden. Det var bare ikke nok mod dygtige FCN på en dag uden marginaler i et bundholds favør.