Fortsæt til indhold
Fodbold

FCK på mesterskabskurs efter underholdende kamp

FCK kan blive mester på søndag hjemme i Parken.

Det er matematik-tid i Superligaen.

Med 1-1 i Aalborg er FC København nu derhenne, hvor næste runde kan blive den, hvor mesterskabet kan fejres på Østerbro.

Forskellen på FCK og FC Nordsjælland er 10 point, og der mangler at blive spillet om 15.

En Sønderjyske-sejr i Farum på lørdag kan søndag gøre FCK til titelindehaver med en sejr hjemme over AGF.

Velkendt opskrift

Uden at imponere alle 10.564 sjæle på Aalborg Stadion stod det atter engang klart, at den rigtige danske mester snart er fundet. Godt, solidt håndværk tilsat de individuelle kvaliteter fra øverste hylde i Superligaen.

Altså den velkendte FCK-opskrift på succes.

I den herligt afvekslende kamp kunne FCK’erne tilmed påberåbe sig uheldet. AaB’s straffesparksscoring til 1-0 burde aldrig være fundet sted. Jacob Ahlmann blev ramt rent på bolden af tacklende Christian Bolanos, men dommer Michael Johansen så det forkert.

Brændte straffespark

Han var til gengæld skarp, da kampen burde have fået en ufortjent vinder til sidst. Ahlmann lavede straffespark på Andreas Cornelius, men den kommende storspiller brændte selv sparket på AaB-keeper Nicolai Larsen.

Således fik Larsen lidt oprejsning for 1-1 målet, hvor han på Bolanos lop så en anelse fejlsplaceret ud.

Reagerede mesterligt

På sidelinjen gestikulerede FCK-træner Ariel Jacobs ofte i 2. halvleg.

Han var ikke tilfreds og det var egentlig svært at forstå. Hans spillere reagerede mesterligt efter mini-finalen i Farum i mandags.

I slutfasen tilmed med kræfterne til at mase AaB helt i bund i kampens sidste minutter. Et klap på overliggeren fra Rurik Gislason i overtiden kunne have givet FCK sejren.

Ung og spændende trup

Det havde været en hård skæbne for livlige og velspillende AaB. De fik et vigtigt point og har nu fem lune point ned til OB på den femteplads, der ikke giver europæisk deltagelse.

På kort tid har nordjyderne genfundet efterårets fine spil og i Søren Frederiksen har man fået en dribler med mod til at afslutte.

Tegningen til noget stort er så afgjort til at få øje på i AaB’s unge og spændende trup. Seneste skud på træet med stortalentet er Nicolaj Thomsen. Også han kan noget med bolden i løb og samlet set er AaB bare et seværdigt fodboldhold.