Fodbold: AGF sælger Dennis Siim
Superligaspilleren Dennis Siim skifter med øjeblikkelig virkning fra AGF til OB, oplyste AGF fredag. Forsvarsspillerens skifte kommer dagen efter, at det århusianske fodboldhold sagde farvel til træner Ove Christensen, hvis tjans overtages af den tidligere forsvarsgeneral John Stampe.
Den 24-årige Dennis Siim har spillet i AGF siden 1992, og han har skrevet kontrakt med OB til og med udgangen af 2004.
- Dennis er en alsidig spiller med stort potentiale. Han kan styrke os både i forsvaret og på midtbanen. For mig har Dennis Siim længe været en ønskespiller at få til klubben og jeg er glad for, at det nu er lykkedes, siger OB's træner, Troels Beck.
Dennis Siim er på trods af sin alder en erfaren Superligaspiller, der har opnået 150 kampe i den bedste danske række for århusianerne, men OB's sportsdirektør, Lars Høgh, ser fortsat store udviklingsmuligheder i klubbens nye spiller.
- Jeg er personligt meget glad for, at det er en fireårig aftale, vi har fået på plads. Det giver os tid til at udvikle Dennis Siim yderligere. Jeg mener, at han kan nå at udvikle sig meget endnu som fodboldspiller. Han har en rigtig god alder og er allerede meget erfaren. Det er væsentligt, at vi i Dennis Siim får endnu en vindertype tilknyttet holdet. Han er en teknisk fremragende spiller, som praktisk talt kan spille på alle de otte bageste pladser på holdet, siger Lars Høgh.
Et velovervejet salg
AGF's salg af midtbanespilleren kommer efter, at klubbens nye direktør, og tidligere førsteholdsspiller, Michael Hyldgaard, ellers på det seneste har meldt ud, at udsalget i AGF var slut af hensyn til det sportslige niveau, med mindre prisen var den helt rigtige.
- Vi er tilfreds med tilbuddet, og man må sige, at det er et velovervejet salg i forhold til de sportslige og økonomiske forhold. Vi har ikke solgt Dennis Siim for at lukke huller i økonomien, og det er ikke sådan, at det hele var væltet, hvis vi ikke havde solgt ham, siger Michael Hyldgaard, der ikke ønsker at oplyse, hvad OB har betalt for Dennis Siim.
Direktøren erkender, at AGF nu har brug for forstærkning på midtbanen, hvor man efterhånden kun råder over tre erfarne spillere.
- John Stampe har været inddraget i beslutningen, og det er nu hans opgave at beslutte, hvordan vi erstatter Dennis Siim bedst muligt, siger Michael Hyldgaard.
Den nye ledelse i AGF har i det hele taget haft nok at se til, siden den trådte til kort før jul med en erklæring om, at der lå håndfaste tilkendegivelser fra interesserede og potentielle investorer og sponsorer. I den glædelige ende kom frikendelsen af Nocko Jokovic kort inde i det nye år, mens torsdagens meddelelse om, at Ove Christensen forlader klubben, ikke just skabte plads til begejstring, selv om AGF med det samme præsenterede John Stampe som ny træner i de kommende tre og et halvt år.
- Vi kunne godt have undværet, at Ove Christensen forlader AGF, fordi vi synes, han er en god træner, lød det dagen derpå fra direktøren, der ikke ønsker at oplyse, om Ove Christensen havde en klausul i sin kontrakt med århusianerne, så han kunne sige op efter en aftalt periode.
Det lykkedes heller ikke fredag at få kontakt til Ove Christensen, der nærmest er gået under jorden siden offentliggørelsen. Ekstræneren var ikke til stede, da spillerne i AGF torsdag blev orienteret. Begrundelsen var personlige årsager.
/ritzau/