Balotelli tændte for vantroen
Italien i EM-finalen efter kontrolleret og fuldt fortjent 2-1-sejr over Tysklands storfavoritter.
Det kan godt være, at enkelte fodboldkampe i Italien har været aftalt på forhånd.
Men ingen kunne hverken vide eller tro, at det fodboldforelskede land, hvor naturen meget passende har formet det som en støvle, skal spille EM-finale mod Spanien på søndag.
Heldet, kræfterne og Pirlo-magien skulle være sluppet op mod fodboldverdens nye tyske kæledægger. Men Balotelli-vanvid og tyske børnefejl efterlod Italien med chancen for at vinde landets andet EM-guld efter 2-1 i Warszawa.
Dans i Trevifontænen
Mens italienerne danser i Trevifontænen, vil tyskerne gruble ved Brandenburger Tor. Og prøve at forstå, hvordan deres fantastiske landshold kunne cruise igennem de første fire EM-kampe og derefter svigte mod Italien.
En ting var, at italienerne scorede to gange på 16 minutter i 1. halvleg og reelt afgjorde slaget. Men måden, hvorpå målene faldt, vil stå som et tysk mysterium. Det var altså en EM-semifinale. Med tyske forsvarsfejl så groteske, at man ikke troede det muligt fra den kant.
Hvad i alverden lavede Mats Hummels, da kloge, men langsomme Antonio Cassano dansede forbi ham med en sommerfugls lethed? Derfra var det bare at finde fartstriben på issen af Mario Balotelli. Rom skreg af glæde - Berlin græd
En umulius
Dette geni, denne umulius æltet sammen til en 21-årig muskelhund i fodboldstøvler med hele verdens bevågenhed. Han opførte sig så normalt som muligt, da han igen landede på jorden efter sit hovedstødsmål til 1-0.
Men selvfølgelig røg proppen af flasken, da alles øjne igen smeltede på Balotelli. Millioner og atter millioner fodboldfans så måbende til, da han tatoverede bolden ind i målhjørnet med en afslutning, der garanteret ikke er målt hårdere ved denne slutrunde. Svært at forestille sig, at man kan passe sit arbejde med større kvalitet.
Skulle man smide sig på ryggen i beundring eller blive stående og ryste på hovedet af Phillip Lahm? En af spillets bedste og klogeste backs. Bayern-kaptajnen står bare aldrig forkert på en fodboldbane. Altså indtil Riccardo Montolivo lagde en høj bold frem i lufthøjde og fik Lahm til at ligne en fejlplaceret, tømmermændsramt seriespiller en søndag formiddag på Kløvermarken med friløberen til Balotelli som den velfortjente straf.
Storsang
2-0, vantro og italiensk storsang på det nationale stadion i Warszawa. Egentlig skulle man betragte det som en kæmpe sensation, men det italienske spil tillod ikke den støvlelands-nedgørende tanke. Det var ikke bare to tilfældige bjæf fra underhunden. Det var et velspillende italiensk hold mod et tysk mandskab lammet af momentane fejl.
Var den første semifinale ovre i kategorien for de skuffende, så var den anden semifinale slutrunden værdig. Ikke bare fordi Italien igen viste sig som et overraskende seværdigt mandskab. Men også fordi Tyskland optrådte med værdig storhed.
Panikken lammede aldrig favoritterne. Vel spillede Joachim Löws udvalgte ikke på det normale niveau. Men bunden gik aldrig ud af tyskerne, der stædigt holdt fast i deres stil og troligt kværnede på.
Det bibeholdt spændingen langt ind i 2. halvleg, om end det tyske pres alt for sjældent bragte Italien ud af fatning. Det har ingen evnet i denne turnering, hvor Gianluigi Buffon kun har ladet to bolde passere i fem kampe. Den slags gør også et finalehold. Det kunne end ikke et lille tyske straffespark i overtiden ændre på.