En mand for OB

Der går en historie, og den lyder nogenlunde sådan her: Kim Brink var begyndt som træner for FC København dér midt i 90' erne, dagens hårde træningspas var forbi, og spillerne lod deres trætte kroppe glide ned i det store varmtvandsbassin. De mærkede deres muskler slappe af, lukkede måske endda øjnene. Da kom Kim Brink ind i lokalet, og idet han så spillerne, fik han et vildt blik i øjnene: »OP! OP! OP! OP! OP!« Skreg han. Og spillerne fór op og væltede ud af bassinet, for de troede, at der måtte være kemikalier i vandet. Eller hajer, eller sådan noget.

»I skal spille om to dage. Er I klar over, hvor tunge stænger I får af det der.« Råbte Kim Brink, og spillerne kiggede på hinanden.

En historie om træneren Kim Brink, der sikkert vil bekræfte manges indtryk af en træner, der i mere end almindelig grad hægede om detaljen. En mand, der vidste alt om fodbold, og hvad deraf kommer. Og som lod sig opsluge af sit arbejde på en måde, som de færreste kunne drømme om.

Men.

En anden historie om mennesket Kim Brink fra samme tid fortaltes i et interview i Politiken af hans kone - dengang og nu - Rikke Holm:

»Kim engagerer sig 100 procent i alt, hvad han foretager sig. Det nyder jeg også godt af. Han kan sagtens koble helt af fra fodbolden, som kun er en meget lille del af vores privatliv.«

Flere nuancer
Således mindet om, at historien om et menneske altid rummer flere nuancer, end de, der anes på overfladen, kommer her én til, hvis indhold i hvert fald rummer en ubestridelig sandhed.

Den kan fortælles ganske kort i telefonen fra et ferieophold i Spanien af OB's tidligere formand Fritz Bonde, og det handler om den dag, da Fritz Bonde fyrede Kim Brink som træner i OB.

»Det var en af de tungeste beslutninger i min tid, nej den tungeste. Kim havde en aura omkring sig i OB ikke mindst på grund af hans arbejde med ungdommen. Han var en kult for mange. Jeg glemmer ikke det øjeblik. Det er noget af det tungeste, jeg har prøvet, at overlevere det budskab.«

Dét ligger nemlig fast: Symbiosen mellem Kim Brink og OB er noget særligt. Nogle af OB's største succeser sportsligt og forretningsmæssigt er knyttet til Kim Brink.

Det er i hans rolle som direktør, at vi møder ham, og det er kendetegnende for såvel Kim Brinks som OB's udvikling, at vi mødes i Odense Congress Center - i dag en del af fodbold- og underholdningsvirksomheden OB, der engang var Odense Cricketklub. Men vi begynder ikke vores samtale om Kim Brink og OB med den forretningsmæssige udvikling, der vel er blandt de mest opsigtsvækkende i den danske superliga.

Den største triumf

Vi begynder den 6. december 1994 med Kim Brinks største enkeltstående triumf som træner, i øvrigt nok også den mest opsigtsvækkende for et dansk superligahold, og stedet er Bernabeu i Madrid i omklædningsrummet i pausen. Det stod 0-0, og OB skulle bruge to mål for at sende Real Madrid ud af turneringen. Glem det, tænkte de fleste.

Men ikke Kim Brink, og der var ikke vantro i spillernes øjne i omklædningsrummet, fortæller han, ingen ærefrygt og ikke en følelse af at være klædt utilstrækkeligt på til et fint selskab. Tværtimod.

»Det lyder mærkeligt, men der var en udpræget tro på, at vi kunne gå videre. Vi havde overlevet de her første 20-25 minutter. Men hvis vi skulle vinde, krævede det, at vi - om ikke satte os på kampen - så dog rent taktisk og strukturelt fik fat i Real Madrid. Det var, hvad vi talte om i pausen. Det der med at tro på, at det kunne lade sig gøre, var ikke nødvendigt. Troen var der. Det var den. 100 procent.«

Det er typisk for Kim Brink, at han fokuserer på det fodboldmæssige, på det taktiske og det konkrete. Han er ikke en mand, der bærer det følelsesmæssige uden på. Og tilliden (selvtilliden) til at OB kunne slå Real Madrid, er aldeles typisk for Kim Brink.

Styrken er tilbage

Troen på, at ting kan lade sig gøre, og på sig selv er et element, der dukker op igen og igen i samtalen med Kim Brink. Og det selv om, at han ikke er gået gennem karrieren uden skrammer. Fyret i OB og halvvejs ydmyget i FCK af den daværende direktør, imposante Karsten Aabrink, der satte sig på bænken ved siden af Kim Brink og anfægtede hans autoritet.

Det gider Kim Brink ikke kommentere længere, og uanset tyngden af det, der har trykket ham ned, er han kommet stærkere igen, må man konstatere.

»Da jeg var træner for OB omkring Real Madrid-kampen, var OB holdet i dansk fodbold, og det var vi i en pæn periode. Det er igen vores målsætning at være holdet i Danmark. Det bliver nok sammen med FC København, men sådan er det jo nu. Man vil se, at der kommer til at ske ting og sager i OB i den kommende tid,« siger Kim Brink.

Og han rejser sig fra sin plads og går ind i et tilstødende kontor, hvor han henter en mappe, der viser sig at indeholde OB's visioner og ambitioner på alle forretningsområder, og de er store. Superligaholdet skal være i top 3 - hele tiden. Og dansk mester to gange inden 2014.

»Det er lidt mindre end FCK's målsætninger, men ikke meget,« siger Kim Brink og minder om, at ikke alle målsætninger nås.

Kim Brink blev født og voksede op i Odense, hvorfor det var naturligt, at han valgte at spille fodbold i OB. Kim Brink var ikke en udygtig fodboldspiller, men fysisk var han ikke stærk nok til for alvor at begå sig.

Gennembrud
Man kan om Kim Brink ret præcist sige, at han var dårlig til at tackle, men god til at forstå, at det var nødvendigt.

»Jeg var sådan en indendørsspiller. Den der type: Nu skal vi spille sådan og sådan. Måske var det derfor, at jeg blev træner.«

Da Kim Brink rent faktisk blev træner, indledte han og OB noget, der næsten kunne forveksles med et kærlighedsforhold. Næsten.

»Selvfølgelig holdt jeg af at komme i klubben, men det fik virkelig medløb, da jeg blev træner. Jeg var stadig ynglingespiller, da jeg fandt ud af, at det med at være træner var jeg fandeme god til. Det fik jeg også at vide fra alle sider.«

Kim Brink fik allerede sit gennembrud som træner, da han overtog OB's bedste ynglingehold. Succes taler for sig selv, men vi lader også Kim Brink gøre det:

»Vi var betydeligt mere målrettede i vores forberedelser end i nogen anden dansk klub, vi vandt tre danske mesterskaber og var ubesejret i toethalvt år. Det burde ikke kunne lade sig gøre, når man har forskellige hold hele tiden. Måske stammer det her med, at jeg skal videre hele tiden fra min tid som ynglingetræner. Dengang fik du et nyt hold hele tiden. Fire-fem dage efter et dansk mesterskab var vi i gang med et nyt hold.«

Arvemateriale

Med andre ord stammer en stor del af den viden ekspertise og kompetence, der er nedarvet i OB om ungdomsfodbold fra Kim Brink. På samme måde er fodboldklubben OB blevet en del af Kim Brinks arvemateriale.

»Hvis man skal tale om værdier, fandt jeg vel et sammenhold i OB. Det har klubben overlevet på en del gange, hvor der har været krisetendenser. OB har altid vist sine styrker i svære tider, og jeg fandt altså et elitært miljø, hvor man samtidigt kunne slappe af og feste igennem bagefter. Det passede godt til mig«

Sideløbende uddannede Kim Brink sig til cand. merc. på universitetet, og han accepterer et forsøg på at beskrive hans tilværelse i den tid ud fra en model, hvor han havde hjernen på universitetet og hjertet i OB.

»OB fyldte meget i mit liv. Jeg brugte den tid, der skulle til. Hvis det var fem timer, brugte jeg fem timer. Hvis det var 18 timer, brugte jeg 18 timer. Det var nok oftere 18 timer, det var det nok… det var det nok. Det er klart, at da jeg var færdig med universitetet, var det fuld tid i OB, og det var mere en opgave, der skulle løses fuldstændigt, end det var et arbejde. Det var en livsstilsopgave, det var en livsstil. Jeg mener, at der er en sondring mellem, om det er et arbejde eller en livsstil, og det var en livsstil. Det var det. Det har aldrig været et traditionelt arbejde for mig at være i en fodboldklub. Det har det ikke. Sådan er jeg ikke som menneske, det er jeg sgu ikke.«

Da OB rykkede ned i 1991, blev træner Roald Poulsen fyret. Dengang var der en kvalifikationsliga, og ledelsen i OB besluttede sig for, at den kun 32-årige Kim Brink skulle stå i spidsen for et hold, hvor flere af spillerne var ældre end ham selv. Kim Brink ringede til Roald Poulsen, som han havde arbejdet sammen med, og spurgte: Hvad nu? »Du skal bare sige ja, ellers tager en anden jobbet,« sagde Poulsen, og Brink kunne gå i gang med opgaven. Kravet var oprykning med det samme, og Brink leverede varen.

Når han tænker tilbage på den tid, husker han en tid, da fagligheden var langt mere i fokus end i dag, hvor trænere har lige så meget brug for medietræning som spillerne har for løbetræning. Kim Brink var som skåret i træ til den tid, mener han, selv om han begår sig fint i de nye tid også.

Mere faglighed
»Der var en lang periode med meget mere faglighed i tingene. Fokus var på fagligheden. Altså, hvis man ikke kunne klare sig i den faglighed, havde man ingen chance i fodboldverden. Det kan man godt i dag, vil jeg vove at påstå. I dag kan du godt klare dig uden et 13-tal i faglighed.«

Det passede du godt til?

»Ja, for satan, det passede 100 procent på min profil. Det er anderledes i dag, hvor man kan få indtrykket af, at det er næsten lige så vigtigt, at en træner kan begå sig i medierne, som at han kan vælge de 11 rigtige.«

OB og Kim Brink var en fortsat succeshistorie - han valgte de rigtige, også privat, for hvor skulle Kim Brink dog møde sin kommende hustru om ikke i OB? Landsholdsspilleren Rikke Holm spilede for B1909, men blev behandlet for en skade hos Allan Poulsen i OB, og…

»Behandlingsrummet lå lige ved siden af trænerrummet,« griner Kim Brink.

Også med superligaholdet gik tingene op, og Kim Brink gik op i det. Hans engagement var ikke blevet mindre.

»Det har altid ligget i OB, at træneren skal lade sig opsluge i den klub. Richard Møller har været her, og de efterfølgende trænere har ageret på nøjagtigt samme måde. Helt sikkert. Altså hvis man ikke dedikerede sig helt i OB, fik man ikke den anerkendelse, der skulle til for at kunne sætte sig igennem over det hele.«

En faktor i fodbold

OB var under Kim Brink en faktor i dansk fodbold, og blev det også i europæisk, hvor det hele altså kulminerede i Madrid. Kim Brink gik fra succes til succes, indtil det holdt op, og holdet begyndte at tabe. Der blev, i Kim Brinks tilbageblik, solgt for mange spillere og forventningerne var ekstremt høje.

I 1995 blev bestyrelsen enige om, at der skulle en ny superligatræner til, og formand Fritz Bonde kørte sin længste tur til anlægget på Ådalen, hvor han lod Kim Brink tage plads i sofaen. Fritz Bonde vidste godt, at Kim Brink ikke bare var endnu en træner i OB.

Fritz Bonde overbragte ham beskeden. Den dag i dag bliver Kim Brinks stemme stille, når man spørger, og han vil ikke have, at det bliver en klagesang fra ham. Men skuffet? Jo, det tør siges. Chokeret? Ja, mildt sagt.

Men måske man bedst beskriver Kim Brinks følelser, da han blev fyret i OB, ved at fortælle, at han aldrig ventede på en forklaring. Kim Brink gik efter 25 sekunder. Der var i hans øjne intet at tale om.

Kim Brink fik job i Ikast halvanden dag efter, og derfra kom han til FC København, hvor han oplevede såvel op- som nedture, men endte med at blive sportsdirektør og dermed en del af ledelsen i Parken.

Med den erfaring var Kim Brink det oplagte valg i 2000, da OB skulle have en direktør, som skulle føre klubben ind i en ny æra. Der skal ikke en doktorgrad til at se, at ideer fra Parken har fundet vej til Odense, og Kim Brink lægger ikke et sekund skjul på, at det var en slags oprejsning, da OB ringede. Og Fritz Bonde? Ja, han var lykkelig for at kunne være med til at hente Kim Brink tilbage.

»Der var to møder i forbindelse med min ansættelse. Det var vigtigt for mig at få konstateret, om der var ambitioner. Hvis jeg skulle tiltræde, skulle der være ambitioner såvel sportsligt som økonomisk, og det var der.«

Kim Brink har sat sig aftryk på ungdomsfodbolden i OB. Han har sat sit aftryk på superligaholdet i OB. Og nu sætter han sit aftryk på forretningen i OB. Hjertet har været der hele tiden.

Kim Brink - en mand for OB.