Fortsæt til indhold
Fodbold

Får politisk banner konsekvenser?

Endnu en gang blev politik og sport blandet sammen. Det rejser spørgsmålet: Får det konsekvenser for Argentinas VM-drømme?

Allerede inden opgøret var der fokus på de to nationers betændte historik.

Det slog da også gnister, da England og Argentina onsdag aften mødtes i semifinalen ved VM – også efter slutfløjt. Nu er spørgsmålet, om kampen og et kontroversielt banner får et efterspil i Fifas disciplinærinstans.

Et banner med teksten »Las Malvinas son Argentinas« – Falklandsøerne er Argentinas – har skabt røre, efter at flere af de argentinske spillere viste det frem, før den tidligere Tottenham-spiller Giovani Lo Celso lagde det foran de argentinske fans.

Falklandsøerne er et oversøisk britisk territorium, som i Argentina kaldes Las Malvinas. Fifas retningslinjer er klare: Nej til politiske budskaber.

Så kommer banneret til at påvirke Messi og resten af den argentinske trups muligheder for at genvinde VM, når holdet søndag møder Spanien i finalen?

Det er der intet, der tyder på, siger Jens Sejer Andersen, seniorrådgiver ved Idrættens Analyseinstitut:

»Min forventning er, at det argentinske forbund slipper med en bøde, og så snakker vi ikke mere om det,« siger han.

I 2014 fik det argentinske forbund en bøde svarende til knap 240.000 kr. for at fremvise et stort banner med samme budskab før en testkamp mod Slovenien.

Ifølge Jens Sejer Andersen har Fifa en klar interesse i at få snakken om politik til at forstumme så hurtigt som muligt:

»Fifa vil ikke svække det argentinske landshold sportsligt. Det handler om at skabe et show, hvor fokus er på begejstringen over sporten og ikke en politisk debat,« siger han og tilføjer:

»Fifa skal levere et gnidningsfrit show både af hensyn til sponsorer, rettighedshavere og ikke mindst værtslandet og deres forfængelige præsident.«

Forskel på sanktioner

Det er ikke første gang, at politik bliver blandet ind i en slutrunde.

Ved det seneste VM i 2022, der blev afholdt i Qatar, varslede Fifa sportslige sanktioner over for de nationer, der valgte at bære et regnbuefarvet anførerbind. Det fik en række lande, inklusive Danmark, til at droppe armbindet.

Det skyldes, at det ville have direkte påvirkning på spillet, siger Jens Sejer Andersen:

»Det skaber det helt forkerte fokus, hvis man sanktionerer enkeltspillere.«

Han forklarer, at det fra Fifas side handler om at finde en balance i strafudmålingen:

»Det kommer til at handle om at finde en straf, der ser ud af noget, men som ikke påvirker holdet sportsligt inden finalen.«

Fifa har ikke kommenteret situationen. Det er uvist, om den vil gøre det, inden finalen er spillet.