Fortsæt til indhold
Fodbold

Norge sendt hjem af England til store norske protester: »Det er jo helt vanvittigt, at sådan noget kan ske«

Dommeren burde have set på situation før udligning, mener Norge.

/ritzau/

Den norske trænerbænk mener, at bolden traf et kamerakabel før Englands udligning til 1-1, da England slog Norge med 2-1 i VM-kvartfinalen.

Det skriver den norske avis VG.

Efter et udspark fra Norges målmand Ørjan Nyland ramte bolden et kabel højt oppe i luften og ændrede retning.

Det siger assistenttræner Kent Bergersen ifølge VG til norsk TV 2 om situationen.

- Da Ørjan sparkede bolden ud, ramte den et kabel til kameraet, så udsparket blev meget kortere, end det skulle have været.

- Det burde dommeren have set nærmere på, siger Kent Bergersen.

Efter den norske målmands udspark fik England fat i bolden, og få sekunder senere scorede Jude Bellingham til 1-1. Udligningen faldt i første halvlegs tillægstid.

Ørjan Nyland pegede ifølge VG op mod kablet og protesterede over for kampens franske dommer, Clément Turpin.

Den tidligere norske landsholdsspiller Kjetil Rekdal, der er ekspert hos VG under VM, stiller dog spørgsmålstegn ved, om dommerne havde styr på, hvad der foregik.

- Det er jo helt vanvittigt, at sådan noget kan ske. Dommerne kan ikke have opdaget det, siger Rekdal til VG.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har natten til søndag dansk tid lagt en video ud af hændelsen på det sociale medie X.

Her skriver Fifa, at dataspor fra boldens indbyggede sensor ikke afslører, at bolden skulle have ramt et kabel og ændret retning.

England vandt kvartfinalen med 2-1 efter forlænget spilletid, efter at stillingen var 1-1 efter ordinær tid.

Jude Bellingham blev den store helt for England, da han scorede begge engelske mål.

England skal i semifinalen møde Argentina, der i nat slog Schweiz.