Da en prustende Preben Elkjær blev billedet på alle vores drømme og længsler

Der skete noget for 40 år siden, der var med til at forandre vores land.

Jeg var ikke selv født dengang i 1986, men i hele mit liv er jeg stødt på de nostalgiske fortællinger om Danmarks VM-slutrunde i Mexico.

Om det smukkeste danske landshold nogensinde.

Om Preben Elkjærs frækhed og om Michael Laudrup, der ikke skød, nej, han ventede.

Om den tynde luft i Mexico og det tunge nederlag til Spanien.

Om alt det, som sommeren i 1986 var og alligevel ikke blev, men som den sidenhen gjorde ved vores selvsyn, mentalitet og danskhed.

I disse uger er VM vendt tilbage til Mexico, dog uden dansk deltagelse, så derfor rejser jeg tilbage i tiden – sammen med seks udvalgte danskere.

De fortæller, hvad der skete før, under og ikke mindst efter den sommer, der vendte op og ned på vores vante forestillinger.

»Låget blev flået af,« som forfatteren Joakim Jakobsen beskriver det.

Kapitel 1: Intet måtte stikke ud

1980’erne var usikkerhedens årti. Arbejdsløshed og et rekordhøjt underskud på betalingsbalancen. Også på fodboldbanen sukkede man efter dansk succes, men det ændrede sig langsomt med tyskeren Sepp Piontek som landstræner.

Joakim Jakobsen, forfatter: »Det var fladt i Danmark. Det var trist, og drømmene var erstattet af bekymringer. Også om landets økonomi og store statsgæld. Den tidligere finansminister Knud Heinesen sagde jo i et tv-interview, at vi som land kunne se afgrunden og havde kurs mod den.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Fattigfirserne, sagde man jo. Arbejdsløshed og økonomiske problemer. Det var en hård og svær tid.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Under den økonomiske usikkerhed lå en dansk dyrkelse af fladhed, jævnhed og jantelov. Intet måtte rage op. Intet måtte stikke ud. Det var ikke tilladt at gøre sit ypperste. Det var ikke tilladt at være vanvittig dygtig. Et fodboldtalent som Frank Arnesen turde jo ikke sige højt, hvad han drømte om.«

Lykke Friis, direktør: »Jeg husker kartoffelkuren, som påvirkede mine forældres økonomi. Der var ikke meget farve på danmarksbilledet, men landsholdsfodbolden blev år for år et frirum, hvor man kunne glemme alt omkring sig og fokusere på det sjove og glædelige.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Det var et stærkt mishandlet landsholdspublikum, som i slutningen af 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne mærkede, at der pludselig skete noget.«

Nils Finderup, forfatter: »Vi ventede på det store gennembrud.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Man skal huske, at DBU ikke meldte landsholdet til det første VM nogensinde i 1930, fordi man mente, at det var lavt og tarveligt at modtage penge for at spille fodbold. Med andre ord havde vi en håbløs amatørideologi til at styre det, der blev vores nationalsport. Det havde afgørende betydning i årtier.«

Nils Finderup, forfatter: »Først i 1978 blev betalt fodbold indført i Danmark. Efter årelange interne magtkampe bøjede DBU sig til sidst, og så trådte Carlsberg til som storsponsor og kunne med en betaling på 7.000 kr. per kamp lokke professionelle spillere hjem. Dernæst skulle man finde en landstræner, der kunne gøre op med mange års dansk hyggementalitet.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Det hele begyndte med Sepp Piontek. Han var træt af at tabe hele tiden. Han var træt af, at vi ikke tog os selv seriøst nok. ”Tag jer sammen”, sagde han. ”I kan godt, og I er bedre, end I selv tror”.«

Lykke Friis, direktør: »Sepp Piontek ændrede straks dansk fodbold i sin fusion mellem den danske og den tyske kultur.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Han forstod ikke den manglende konsekvens i Danmark. Heller ikke uden for banen. Hvis de offentlige budgetter blev overskredet med 5-10 mia. kr. i et projekt, havde det ingen konsekvens, og ingen skulle stå til ansvar. Det gav han ikke meget for.«

Lykke Friis, direktør: »Han satte sit aftryk på det danske samfund. Dedikation. Koncentration. Vinderattitude. Alt sammen uden at give køb på den kække danske stil.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »I 1981 vandt vi 3-1 over de senere verdensmestre fra Italien i en kvalifikationskamp i Idrætsparken. Det var helt sensationelt, og det gav os en masse selvtillid. Dén kamp markerede et skifte.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Noget rev sig løs efter den sejr. Som nation begyndte vi at forstå, at vi faktisk kunne drømme med dette landshold.«

Michael Laudrup, tidl. landsholdsspiller: »Tidligere var normen, at landsholdet vandt kampe i kvalifikationen, ofte mod store fodboldnationer, men alligevel ikke kvalificerede sig til slutrunderne. Det sluttede ved EM i 1984, og herfra blev forventningsbarren rykket et stykke opad.«

Kapitel 2: Den tynde luft

VM-debutanterne fra Danmark var seedet sidst i deres gruppe med Skotland, Uruguay og Vesttyskland, men var efter de tre puljekampe slutrundens nok bedst spillende hold. Særligt 6-1-sejren over Uruguay blev bemærket over hele verden.

Michael Laudrup, tidl. landsholdsspiller: »Jeg var først og fremmest spændt inden afrejse. At deltage i noget for første gang er bare anderledes. Efter at have fulgt VM-slutrunderne som tv-seer i 1974, 1978 og 1982 var forventningens glæde endnu større. VM er det største, man kan deltage i som landshold.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Da jeg så VM’s åbningskamp mellem Mexico og Sydafrika for nogle uger siden, kom alle minderne tilbage. Stemningen, ansigterne, hattene, musikken. Den samme atmosfære og fodboldglæde som dengang.«

Peter Brüchmann, chefredaktør: »Der herskede stadig en vis olympisk tankegang – glæden over at være med. Der var i højere grad tale om begejstring med ”Re-Sepp-ten”, mexicanske hatte og følelsen af, at alt er en bonus. Euforien over at sidde ved bordet, hvor de voksne spiser til daglig.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »At vi skulle til VM, var fuldstændig omvæltende og en indfrielse af nogle længsler, som hele vores generation besad.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Slutrunden var den største oplevelse i min karriere. Da vi ankom til Mexico, blev der afholdt en pressekonference i lufthavnen. Vi sad på et podie på en lang række. Det var usædvanligt. Hele verdenspressen var der for at se danskerne. Det gjorde indtryk på mig. Okay, det er stort det her, tænkte jeg. Vi var langt væk hjemmefra og skulle i gruppespillet møde de sydamerikanske mestre fra Uruguay. Det understregede storheden.«

Nils Finderup, forfatter: »Det store, engelske bookmakerfirma Ladbrokes regnede Danmark for en seriøs kandidat til VM – side om side med store fodboldnationer som Frankrig, Vesttyskland og England. Men der var en usikkerhed om, hvordan Danmark kunne klare sig i 40 graders varme og tynd luft.«

Michael Laudrup, tidl. landsholdsspiller: »Vi startede forberedelsen i Vedbæk i den første uge af maj, hvor vi trænede med iltmaske, og en måned senere spillede vi den første puljekamp.«

Nils Finderup, forfatter: »Træningen med iltmasker lignede noget fra en månebasefilm. Ikoniske billeder, som understregede den efterspurgte professionalisme, der kom med Sepp Piontek.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Vi forberedte os i Colombia i 2.600 meters højde, og det var klogt, for der er en kæmpe forskel på at spille så højt oppe og ved havets overflade. Boldene fløj meget længere. Vi kunne slet ikke ramme hinanden til den første træning.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Men så sagde Søren Lerby til den danske presse inden åbningskampen mod Skotland, at de skulle stoppe med at tale om den tynde luft. Lige dér meldte Danmark sig – på et større plan – ind i verden for at deltage på lige vilkår. Et opgør med den daværende danske syge med konstant at finde forklaringer på, hvorfor tingene ikke ville gå godt.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Inden åbningskampen var vi så motiverede og klar på en måde, jeg ikke havde oplevet før. Tusindvis af danske fans var taget til Mexico som det mest naturlige for at støtte os. Det havde ingen forudset nogle år tidligere.«

Nils Finderup, forfatter: »Interessen for VM eksploderede også hjemme i Danmark. Butikkerne solgte alt fra roligantrusser til ”Danish Dynamite”-pommes frites. Også helt ned på et personligt plan var interessen enorm. F.eks. havde flere danske VM-spillere maveproblemer før åbningskampen, og i bekymring sendte Samsøs ældste kartoffelavlere, Karen og Ove Jensen, kvit og frit 40 kg af sæsonens nye kartofler til det danske hotel i Querétaro.«

Michael Laudrup, tidl. landsholdsspiller: »1-0-sejren i premieren over Skotland var meget vigtig, men i de to efterfølgende kampe skulle vi møde de sydamerikanske mestre fra Uruguay samt de tyske viceverdensmestre. Der var noget uvished om, hvor gode vi egentlig var.«

Nils Finderup, forfatter: »Uruguay var almenkendt for at have verdens bedste forsvar. Danmark vandt 6-1. Det var et resultat, der blev skrevet om over hele verden.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »I slutningen af kampen stod Preben Elkjær helt inaktivt og demonstrativt ved sidelinjen. Hans brystkasse gik op og ned, og han prustede som et lækkert dyr. Han havde scoret tre mål og lagt op til to i en sensationel VM-sejr, og lige dér var han verdens største fodboldspiller. Hans fantastiske kamp rummede mere end vores drømme. Han var alt det, vi som nation gerne ville være.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Undervejs i turneringen fik jeg et telegram på mit hotelværelse. Det var fra Real Madrid, som ønskede mig tillykke med den flotte indsats. Det var ret imponerende. En flot gestus. Jeg havde en kontrakt med Verona, men måske havde Madrid en bagtanke.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Elkjær repræsenterede noget større, en følelse, der på det tidspunkt i 1980’erne ikke var særlig dansk. Han var holdets selvtillid. Han inkarnerede alle vores længsler.«

Peter Brüchmann, chefredaktør: »I den tredje gruppekamp behøvede vi ikke at slå Vesttyskland, men vi gjorde det alligevel. Det satte gang i snakken om, hvor dette mon kunne føre hen?«

Lykke Friis, direktør: »Tænk, at Danmark kunne vinde tre kampe i træk i en af de mest prestigefyldte sportsgrene på den største scene. Det var en kombineret fortælling om ”Klods-Hans” og David mod Goliat. Præstationerne var med til at løfte nogle af de mørke skyer over Danmark i 1980’erne. Kan man vinde på fodboldbanen, kan man også vinde andre steder.«

Kapitel 3: Fra et lille land til en nation

Euforien og gulddrømmen blev smadret med nederlaget på 1-5 til Spanien i ottendedelsfinalen. Kun fire VM-kampe blev det til, men alligevel satte 1986-holdet et væsentligt aftryk på international fodbold. Ligesom holdets præstationer og stil betragtes som en afgørende bidragsyder til en forandret dansk mentalitet.

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Det irriterer mig stadig her 40 år efter, at vi tabte den kamp til Spanien. Vi var bedre end dem.«

Lykke Friis, direktør: »Sommeren 1986 var en glædeseksplosion, indtil Emilio Butragueño og Spanien hakkede en stor nål ind i vores ballon. Det var et chok, for vi troede, vi kunne gå på vandet.«

Michael Laudrup, tidl. landsholdsspiller: »Nogle tv-seere var børn i 1986. Andre var unge eller voksne. Men pointen for mig er, at mennesker af mange forskellige nationaliteter husker Danmark fra 1986, selvom vi røg ud i ottendedelsfinalen. De husker Danmark som bedre end andre hold, der nåede længere i turneringen.«

Peter Brüchmann, chefredaktør: »Én ting er præstationen. Derudover kommer stilen og tilgangen.«

Michael Laudrup, tidl. landsholdsspiller: »Slutresultatet er det vigtigste, men når man ikke vinder guldet, er det ikke uvæsentligt, hvordan man har spillet undervejs. F.eks. vandt Tyskland VM i 1974, men Holland vandt endnu flere fodboldhjerter.«

Lykke Friis, direktør: »Satte man sig som dansker i en taxa i Thailand, ville chaufføren kende Michael Laudrup og det danske hold. Udlandet blev fascineret af os.«

Peter Brüchmann, chefredaktør: »Den sommer gik Danmark fra at være et lille land til at være en nation. Det er svært at nationalgeneralisere, og med risiko for overfortolkning kan der være en sammenhæng mellem slutrunden i 1986 og vores nationale selvopfattelse.«

Lykke Friis, direktør: »Historien viser, at sport kan ændre et lands selvforståelse. I 2018 nåede Kroatien VM-finalen. Slutrunden helede arrene fra krigen og genforenede et folk efter splittelserne. I Danmarks tilfælde blev slutrunden i 1986 startskuddet til et anderledes syn på os selv.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Det var et andet land, der svævede ud på den anden side af slutrunden.«

Peter Brüchmann, chefredaktør: »Meget kan tilskrives globaliseringen og digitaliseringen, og tidligere var Danmark også ret begrænset som et lille sprogområde, men slutrunden i 1986 har været noget af det mest signifikante i forhold til Danmarks mentalitetsskifte.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Den nye, danske vindermentalitet spredte sig i slutningen af 1980’erne til bl.a. film, musik, cykelsport og senere til gastronomien i begyndelsen af 2000’erne. Fra en popsucces som Aqua til en Michelin-restaurant som Noma. Vi lagde jævnhedsevangeliet bag os.«

Peter Brüchmann, chefredaktør: »Jeg husker badmintonspillere som Flemming Delfs og Svend Pri, og jeg husker storheden i, at en dansker pludselig vandt All England. Men hvordan blev Viktor Axelsen sidenhen et dynasti i international idræt? Jeg påstår ikke, at det er en konsekvens af fodboldpræstationen i 1986, men tingene ændrede sig bare derefter. Fra sporadiske sejre til at kunne noget stort kontinuerligt.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Inklusive et syv år langt forspil har slutrunden været med til at forme generationer. Det var i de år, at der blev skabt et langt mere frugtbart miljø for dem, der gerne ville være i eliten. Derfra blev det pludselig tilladt at være god og stræbe efter det ypperste i Danmark.«

Lykke Friis, direktør: »Det er svært at sige, hvad der var sket i Danmark, hvis vi ikke havde haft 1986-slutrunden, men EM-guldet i 1992 havde aldrig fundet sted, hvis det ikke havde været for gennembruddet i Mexico. Så absolut. Der er en lige linje fra Sepp Pionteks indtræden over slutrunderne i 1984 og 1986 til Richard Møller Nielsen og EM-triumfen.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Jeg hævder, at slutrunden også fik politisk betydning. Efter Den Kolde Krigs afslutning og Murens fald trådte Danmark ind i en ny rolle i international politik. I løbet af 1990’erne blev vi parate til at stå side om side med f.eks. USA. Vi så os selv som deltagere og bidragydere, hvor vi før dukkede os.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Groft sagt gik vi som nation fra at være nogle selvglade bonderøve til at blive George W. Bushs tro væbnere, der sendte styrker til Irak og Afghanistan. Jeg vil påstå, at det ikke var sket uden den enorme mentale omvæltning.«

Kapitel 4: På fornavn med et helt hold

VM anno 2026 ruller i disse uger derudad i Mexico, USA og Canada. Nok er Danmarks herrelandshold for første gang i 10 år ikke slutrundekvalificeret, men bag skuffelsen lever arven fra 1986 videre.

Peter Brüchmann, chefredaktør: »Vi spejler os stadig i Preben Elkjærs smøg i omklædningsrummet. Jeg glorificerer ikke rygning, men fandenivoldskheden i smøgen er blevet en dansk egenart, hvorimod tennisspilleren Stefan Edberg er blevet udtryk for den svenske. Det er tydeligt, at svenskerne er et konsensusfolkefærd, som er meget seriøst, måske en smule kedeligt, mens det fandenivoldske er en dansk egenart. Tegnet af bl.a. Elkjær, Mølby, Arnesen og Lerby.«

Peter Brüchmann, chefredaktør: »Måske var det også derfor, at vi som nation slog os en lille smule på Caroline Wozniacki, som var en virkelig, virkelig dygtig tennismaskine, men hun er ikke fandenivoldsk på samme måde som f.eks. Viktor Axelsen eller håndboldlandsholdene.«

Lykke Friis, direktør: »Håndboldlandsholdene har også rykket ved noget i vores samfundsfortælling, men fodbold var og er bare noget, der for alvor samler os – og samler begge køn.«

Michael Laudrup, tidl. landsholdsspiller: »Blandt de mange mennesker, jeg har mødt gennem årene, har jeg oplevet følelsen af stolthed over 1986-holdet – og over at Danmark blev anerkendt i den store verden via sit fodboldspil.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Jeg holder indimellem foredrag, og det fantastiske er, at jeg i dag kan nævne Søren, Frank, Michael, Jesper og Morten, og så ved alle, hvem jeg taler om. De navne er blevet en del af den danske historie.«

Nils Finderup, forfatter: »Der er så meget og så mange på 1986-holdet, vi kan og gerne vil identificere os med som danskere. Frigjortheden. Ånden. Øjenhøjden. At have en holdning. At være et lille land, der ikke lader sig begrænse. 1986-spillerne var alt det, vi gerne ville være. Et stærkt kollektiv med unikke individualister modsat f.eks. Tysklands maskinfodbold.«

Preben Elkjær, tidl. landsholdsspiller: »Slutrunden har helt sikkert gjort noget ved danskheden. Det har noget med national stolthed at gøre. Hele verden fik øjnene op for Danmark, for fodbold betyder noget. Tag på sommerferie i Italien i år, og du vil opleve, hvor ondt det gør, at italienerne ikke er med til VM denne sommer. Det er da også irriterende, at vi ikke er med i Mexico. Hvad er det også for noget?«

Michael Laudrup, tidl. landsholdsspiller: »Er det fair at have så store forventninger til et fodboldlandshold i et land med 6 mio. indbyggere? Måske. Måske ikke. Men man kan i hvert fald sige, at landsholdene fra 1984 og 1986 var med til at ændre fodboldmentaliteten i Danmark.«

Joakim Jakobsen, forfatter: »Vi har forandret os over årene, men det kuriøse er, at vi nu er blevet forvænte. Efter 1990’ernes fantastiske generation af cykelryttere har vi nu i Jonas Vingegaard en af historiens bedste i sit fag, men alligevel skal vi hvert år læse temmelig sure og mugne kommentarer om hans andenplads i verdens hårdeste cykelløb. Vi er blevet nogle utaknemmelige skarn, er vi ikke?«