Superstjernen viftede med flag under fejring – det har fået minister op i det røde felt
Lamine Yamal viftede med et Palæstina-flag under Barcelonas mesterskabsfejring og møder nu kritik fra Israel.
Lamine Yamal har fået stor international opmærksomhed efter FC Barcelonas mesterskabsfejring tidligere på ugen.
Under klubbens åbne busparade gennem Barcelonas gader stod den 18-årige superstjerne med et palæstinensisk flag foran tusindvis af fans.
Markeringen har siden udløst kritik fra Israels forsvarsminister, mens Spaniens premierminister nu er gået offentligt ud og har erklæret sig ”stolt” af Yamal.
Israels forsvarsminister, Israel Katz, beskyldte torsdag den spanske landsholdsspiller for at ”opildne til had” mod Israel i et opslag på det sociale medie X.
- Jeg håber, at en stor og respekteret klub som Barcelona tager afstand fra disse udtalelser og gør det helt klart, at der ikke er plads til opildning eller støtte til terrorisme, lød det torsdag fra Katz.
Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, der tidligere har været en udtalt kritiker af Israel og landets krig mod Hamas i Gaza, gik hurtigt til forsvar for den unge Barcelona-profil.
- De, der mener, at det at vifte med et lands flag er ”opildning til had”, har enten mistet forstanden eller er blevet blændet af deres egen skam, skriver Sánchez på X.
- Lamine udtrykte blot den solidaritet med Palæstina, som millioner af spaniere føler. Endnu en grund til at være stolt af ham, tilføjer premierministeren.
Også Barcelonas cheftræner, Hansi Flick, kommenterede tidligere på ugen episoden. Den tyske træner gjorde det klart, at han personligt ikke brød sig om markeringen.
- Jeg kan ikke lide det. Jeg har snakket med ham, og hvis det er det, han ønsker at gøre, så er det hans beslutning. Han er gammel nok, han er 18 år, sagde Flick på et pressemøde.
Yamal, som har en marokkansk far og er muslim, delte efterfølgende billeder af sig selv med flaget på Instagram.
Flagmarkeringen er siden gået viralt på sociale medier. Den officielle X-konto for staten Palæstina delte også billeder af Yamal med flaget.
Flick opfordrede til omtanke fra den unge stjerne.
- Vi skal huske på, hvad folk forventer af os. Vi spiller fodbold, og man kan se, hvad folk forventer af os.
- Du kan se folk i gaderne med tårer i øjnene. De var virkelig glade. Det er derfor, vi er her. Vi spiller fodbold for at gøre folk glade, siger Flick.
Barcelona sikrede sig det spanske mesterskab for andet år i træk søndag med en 2-0-sejr over ærkerivalerne fra Real Madrid.
Under mandagens busparade blev det anslået, at omkring 750.000 mennesker var på gaden for at hylde spillerne.