Christian Eriksen: Vi var bare pivheldige
Christian Eriksen mener, at de danske spillere skal have kigget på spillet inden den næste kamp.
Christian Eriksen erkender, at det danske fodboldlandshold var heldige med at vinde 1-0 hjemme over Nordirland i EM-kvalifikationen.
I kampens tillægstid fik nordirerne annulleret et mål for offside. Det skete efter et længere VAR-tjek.
- Vi var bare pivheldige.
- Når det tager lang tid med VAR, er det altid fordi, der er meget tvivl, og så plejer det at blive underkendt. Det blev det heldigvis. Det her er en utrolig lettelse for os, siger Christian Eriksen til TV 2 Sport.
Midtbanespilleren var også kritisk i forhold til det danske spil, der i hans øjne skal blive meget bedre i den næste kamp.
- Vi skal kigge på måden, vi spiller på. Men vi fik de tre point, og det var det vigtigste, siger Christian Eriksen.