Fortsæt til indhold
Fodbold

Brentford fik stryg af Aston Villa efter skrækstart

Brentford tabte søndag 0-4 til Aston Villa, der scorede tre mål inden for de første 13 minutter.

/ritzau/

Kampen var nærmest afgjort, før den rigtigt var kommet i gang, da Brentford søndag besøgte Aston Villa i Premier League.

Aston Villa var således foran 3-0, inden der var gået et kvarter, og så blev det en lang eftermiddag i Birmingham for danskerklubben fra London.

Brentford tabte 0-4. Sejren var Aston Villas første i lidt over en måned og bringer holdet op på 12 point for lige så mange kampe i tabellens tætte midterfelt.

Det er blot tre dage siden, at Aston Villa fyrede Steven Gerrard som manager, hvilket betød, at assistenten Aaron Danks søndag havde ansvaret på hjemmeholdets bænk.

Brentford har 14 point og ligger nummer ti. Aston Villa er placeret på 14.-pladsen.

Mathias ”Zanka” Jørgensen, Mathias Jensen og Mads Roerslev Rasmussen startede inde for Brentford. Og den danske trio fik sammen med deres holdkammerater altså en mareridtsagtig start på opgøret.

Et minut og to sekunder var gået, da Aston Villa kom på 1-0, efter at Leon Bailey hamrede bolden ind kort efter et hjørnespark.

Fem minutter senere gjorde Danny Ings det så til 2-0. Denne gang var Leon Bailey i oplæggerens rolle.

Ings scorede også til 3-0, men denne gang var det fra 11-meterpletten. 13 minutter stod der på kampuret. Aston Villa havde fået straffesparket, efter at Tyrone Mings var blevet revet ned i forbindelse med et hjørnespark.

Brentford fik derefter sat en prop i hjemmeholdets målmaskine, men der stod stadig Aston Villa på det mest. Thomas Franks tropper var på hælene.

I anden halvlegs indledning var Brentford bedre med, men det altså alligevel 4-0. Efter en rodet omgang i feltet, hvor flere afslutninger undervejs blev pareret, bankede den tidligere Brentford-profil Ollie Watkins det sidste søm i sit tidligere holds kiste.

Mikkel Damsgaard kom derefter på banen i stedet for Mathias ”Zanka” Jørgensen, men det ændrede altså ikke på noget.