Fodboldekspert: Engelsk parløb vil fortsætte, indtil hovedpersonerne siger stop
Også i næste sæson vil den engelske mester hedde Manchester City eller Liverpool, mener Mikkel Bischoff, der ikke har stor tiltro til de øvrige storklubber.
Kun ét point adskiller Liverpool og Manchester City før søndagens sidste og afgørende spillerunde i jagten på det engelske mesterskab.
De to topklubber har kørt et tæt parløb stort set hele sæsonen, og man vil blive slemt skuffet, hvis man forventer forandringer i næste sæson.
Det mener den tidligere Manchester City-spilller Mikkel Bischoff, fodboldekspert hos Discovery, der ikke ser øvrige storklubber som Chelsea, Arsenal, Tottenham eller Manchester United komme i nærheden af duoen.
»Jeg tror kun, at Manchester City og Liverpool bliver stærkere. Med Erling Haaland bliver Manchester City skræmmende. Det er to klubber, der kan tiltrække bedre spillere og har to af de bedste trænere i verden, og det parløb vil fortsætte, indtil de ikke har de to trænere mere,« siger Mikkel Bischoff med henvisning til Jürgen Klopp og Pep Guardiola.
En af sæsonens positive overraskelser har ifølge Bischoff været Tottenham, der efter ansættelsen af Antonio Conte i efteråret har bevæget sig tilbage i toppen. Men London-klubben har også sine begrænsninger, mener han.
»Conte er et kæmpe scoop for Tottenham, og han er af verdens fem bedste trænere, men jeg tror ikke, Tottenham kommer højere op end top-fire. Dertil har klubben simpelthen ikke penge nok. Der er for stort et spring op til Liverpool og Manchester City, som simpelthen vinder fodboldkampe nærmest hele året.«
Mens Tottenham høster roser, har Bischoff ikke meget positivt at sige om Evertons præstationer i sæsonen.
»Det har overrasket mig meget, at Everton har været så dårlige og været så tæt på at rykke ned. Everton har brugt rigtig mange penge de seneste år. Det er også en stor klub, så man kunne godt have forventet, at de lå højere,« siger han.
»Det har også overrasket mig lidt, at Chelsea ikke har kunnet være med hele vejen. Der har været for meget uro på og uden for banen, og det har kostet. Til næste sæson mister de også en hel masse forsvarsspillere og skal til at genopbygge holdet.«
Sidste spillerunde i Premier League begynder søndag kl. 17.00.