Fortsæt til indhold
Fodbold

Silkeborg så gode ud i uforløst affære

Der er grund til optimisme for Silkeborg IF trods uafgjort mod Sønderjyske.

Tilskuerne på Jysk Park i Silkeborg klappede spillerne af banen, da Silkeborg IF stod over Sønderjyske mandag aften – af god grund.

Det var nemlig en imponerende indsats fra hjemmeholdet, selvom holdet måtte nøjes med et uafgjort resultat.

Superligaens senere års elevatorhold Silkeborg IF rykkede op som toer fra 1. division, og cheftræner Kent Nielsens tropper spillede et glimrende forår, hvor der var masser af god offensiv fodbold, og hvor man lukkede meget få mål ind.

Første opgave for det midtjyske hold i dansk fodbolds bedste række hed mandag aften Sønderjyske – i en kamp, som endte 0-0.

Silkeborg startede i sit karakteristiske høje pres, mens Sønderjyske ikke syntes at være kommet ordentligt ud til kampen.

Alligevel faldt kampens første helt store chance først efter 36 minutter, da Silkeborgs Gustav Dahl kom til baglinjen og sendte et fladt indlæg ind i fødderne på Anders Klynge, men hans forsøg røg et stykke over mål. Dermed endte første halvleg uden mål.

Taktisk affære

Silkeborgs ambition om nu endelig at etablere sig i Superligaen igen, er besværliggjort af, at klubben denne sommer har solgt sin bedste spiller, Magnus Mattsson, til hollandske NEC Nijmegen.

I kampens anden halvelg var det ellers ikke til at se, Silkeborg manglede sidste sæsons topscorer. Holdet truede konstant Sønderjyskes forsvar, som dog stod velplaceret og gjorde det svært for Silkeborg at komme til store chancer.

Mens Silkeborg så energiske og veloplagte ud gennem hele kampen, virkede det til, at Sønderjyske langsomt tabte pusten og overlod alt spil til midtjyderne.

Med det yderste af fingerspidserne fik sønderjyske dog holdt sig inde i kampen, som endte uden mål. Silkeborg kan dog gå fra kampen med flere gode momenter i hukommelsen.