Fortsæt til indhold
Fodbold

Tyske legender kritiserer Löw for taktiske fejl ved EM

Den afgående tyske landstræner Joachim Löw bliver ikke ligefrem rost for sine taktiske valg ved EM.

/ritzau/

Det tyske fodboldlandshold ryger sjældent ud af en fodboldslutrunde, uden at det medfører kritik.

Efter Tysklands EM-exit i ottendedelsfinalen mod England er kritikken også hård fra flere tidligere landsholdsspillere.

Lothar Matthäus, som vandt VM-guld med Tyskland i 1990, mener, at landstræner Joachim Löw blev for stædig med sit system, hvor han blandt andet kørte med tre stoppere i bagkæden.

- Naturligvis skal man diskutere systemet, når spillerne ikke ønsker at spille systemet. Löw har været stædig og holdt fast i noget, der i sidste ende ikke bragte nogen succes, siger Matthäus ifølge dpa.

Legenden hæfter sig ved, at blandt andre Joshua Kimmich, der blev brugt som højre wingback, ikke følte sig godt tilpas i den rolle.

Ligeledes virkede Thomas Müller ikke komfortabel i en anden rolle, end den han plejer at varetage hos Bayern München, lyder det fra Matthäus.

Den tyske kamprekordholder peger også på, at Löw ved VM i 2018 var for stædig og holdt fast i spillere, der ikke havde højt nok niveau. Tyskland røg ud i det indledende gruppespil ved VM for tre år siden.

Derfor ser Matthäus frem til, at Hansi Flick nu overtager rollen som landstræner.

- Hansi Flick vil forbedre og ændre tingene frem for alt. Det er til fordel for det tyske landshold og tysk fodbold generelt.

- At spille de to seneste turneringer, som vi gjorde, er ikke, hvad man kan forvente af Tyskland, fastslår Matthäus.

Torsten Frings, som også er tidligere landsholdsspiller og efter karrierestoppet er blevet træner, kritiserer Löw for en række taktiske beslutninger mod England.

Löw valgte at skifte midtbanespilleren Emre Can og kantspilleren Leroy Sane ind i det 87. minut, da tyskerne var bagud 0-2.

Frings ville gerne have set tidligere indskiftninger og større risiko med typer som angriberen Kevin Volland og offensivspilleren Jamal Musiala. Sidstnævnte kom dog ind, men først to minutter inde i overtiden.

- Som træner beskytter jeg generelt mine kolleger. Men jeg forstod ikke Löws udskiftninger. Hvorfor valgte han at sende Emre Can på banen? For at sikre 0-2?

- Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke satsede alt og sendte Sane, Volland eller Musiala på banen tidligere, skriver Frings i en klumme for Sky Sports.