England sejrede over en flok tamme kroater
På Wembley Stadium vandt England søndag 1-0 over Kroatien i det første opgør i gruppe D ved EM.
Med en sejr på 1-0 over Kroatien fik England revancheret semifinalenederlaget til det stærke Balkan-mandskab fra VM-slutrunden i 2018.
Englænderne var i fuld kontrol nærmest fra start til slut og levnede ikke et tamt kroatisk landshold mange chancer.
England lagde ud med stor aggressivitet, og allerede efter 10 minutters spil havde det engelske mandskab kæmpet sig frem til et par store chancer.
Det 21-årige stortalent fra Manchester City, Phil Phoden, var som den første umanerlig tæt på at bringe englænderne i front, da han efter en farlig omstilling bragede bolden på stolpen fra kanten af feltet.
Kort efter trykkede Kalvin Phillips af fra distancen, men denne gang blev forsøget afværget af Dominik Livakovic i Kroatiens mål. I det hele taget fremstod kroaterne en anelse rådvilde og var stort set presset helt i bund de første 25 minutter.
Som kampen skred frem, slap Gareth Southgates tropper gashåndtaget en smule, og derfor blev initiativet momentvist overladt til den kroatiske midtbane anført af den 35-årige kaptajn Luka Modric.
Men rent offensivt formåede kroaterne ikke at kæmpe sig frem til noget nævneværdigt inden pausen.
I det 57. minut brød jublen løs blandt de engelske fans på Wembley, da Raheem Sterling bragte England på 1-0. En kvik Kalvin Philips slap behændigt forbi et par kroatiske spillere med en fornem dribletur og sendte derefter en fiks stikning i dybden til den rapfodede Sterling, der ikke svigtede foran kassen.
Derfra skruede England igen op for tempoet. Og både Premier League-topscoreren Harry Kane og Chelseas Mason Mount var efterfølgende tæt på at gøre Sterling kunsten efter.
Landstræner Zlakto Dalic på den kroatiske bænk forsøgte sig i slutfasen med fire offensive indskiftninger i håbet om at skabe lidt ravage til sidst.
Men Jordan Pickford i det engelske mål blev aldrig for alvor testet, da kroaterne ikke havde held med at etablere et tilstrækkeligt pres i de døende minutter.
Det endte derfor med en smal engelsk sejr over Kroatien i søndagens opgør i London. Med tre point lægger England sig indtil videre i front i gruppe D.
Mandag på Hampden Park i Glasgow tørner Skotland og Tjekkiet sammen – de to andre nationer i gruppen.