Mourinho ser bort fra Eriksen i første startopstilling
Christian Eriksen starter på bænken i lørdagens Premier League-kamp mellem West Ham og Tottenham.
Hvis Christian Eriksen havde håbet, at ansættelsen af José Mourinho ville føre til mere spilletid i Tottenham, må han i første omgang tro om igen.
I lørdagens Premier League-kamp mod West Ham - Mourinhos første i spidsen for Tottenham - er Eriksen placeret på bænken.
I stedet har den tidligere Porto-, Chelsea-, Inter-, Real Madrid-, og Manchester United-træner valgt Eric Dier, Harry Winks, Dele Alli, Lucas Moura, Harry Kane og Son Heung-min til at udgøre holdets midtbane og offensiv.
- Jeg er nødt til at forstå, hvordan Christian har det i hovedet og hjertet, og vi er nødt til at træffe den rigtige beslutning som klub, siger Mourinho før kampen ifølge The Independent.
Christian Eriksen var flere gange placeret på bænken for Tottenham forud for landsholdspausen, hvor han fik fuld spilletid i begge opgør.
Eriksens kontrakt med Tottenham udløber til sommer.
Portugisiske Mourinho blev onsdag offentliggjort som afløser for Mauricio Pochettino, der dagen før blev fyret af London-klubben efter en periode med utilfredsstillende resultater.
Tottenham befinder sig efter 12 runder på 14.-pladsen i den engelske liga.
West Ham og Tottenham mødes på London Stadium klokken 13.30 dansk tid.