Ekspert: Trænerskifte er skidt for Christian Eriksen - men det kan give en hurtig afklaring om hans fremtid
Jose Mourinho vil som ny Tottenham-manager formentlig bruge andre spillere end Christian Eriksen, vurderer ekspert.
Den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen skal vænne sig til en ny virkelighed i den engelske topklub Tottenham.
Champions League-finalisterne fra i fjor har skiftet manager Mauricio Pochettino ud med Jose Mourinho, der tidligere har vundet flere mesterskaber med klubber som Chelsea FC, Real Madrid og Inter.
Det sker efter en sløj indledning på sæsonen, der har efterladt Tottenham på en 14.-plads i ligaen.
Trænerskiftet kan få konsekvenser for den danske midtbanespiller, hvis kontrakt udløber efter denne sæson.
»Jeg tror, at Jose Mourinho vil være mindre tilbøjelig til at bruge Eriksen end Pochettino, selvom han også har bænket ham flere gange i denne sæson. Det er oplagt, at en ny manager vil se på sin trup og bl.a. tage højde for, hvilke spillere der ser ud til at blive længe i klubben. Derfor vil managerskiftet formentlig begrænse Christian Eriksens mulighed for at få spilletid,« siger Morten Bruun, fodboldkommentator for Discovery, hvor han bl.a. dækker Premier League.
Omvendt kan det fremskynde processen med at få afgjort fremtiden for Christian Eriksen, der tidligere har luftet interesse for at prøve noget nyt.
»Managerskiftet betyder, at der er større mulighed for, at Christian Eriksen skifter klub allerede til januar,« siger Morten Bruun med henvisning til vinterens transfervindue.
Ansættelsen af Jose Mourinho har vakt opsigt, da den kompromisløse portugiser senest blev fyret i Manchester United efter at være raget uklar med både spillere og fans, mens han offentligt kritiserede klubben.
Til gengæld har kritikerne en tendens til at glemme Jose Mourinhos meritter, mener Morten Bruun.
»Det er rigtigt, at han ikke var ubetinget succesfuld i Manchester United, men han skabte trods alt den bedste sæson, klubben har haft siden Sir Alex Ferguson med andenpladsen i ligaen og sejren i Europa League. På Mourinhos vegne håber jeg, at han har lært af tiden i Manchester United og undlader at nedgøre klubben. Med hans erfaring og vindermentalitet har han virkelig noget at tilbyde, og Tottenham har længe underpræsteret, så det ville være mærkeligt, hvis han ikke skaber nogle bedre resultater,« siger Morten Bruun.
Mauricio Pochettino blev populær gennem både sine resultater, der førte til topplaceringer i Premier League og en finaleplads i Champions League, og sin rolige, imødekommende facon.
»Tottenham kunne næsten ikke have valgt en større kontrast i forhold til Pochettino med ansættelsen af Mourinho, men man skifter jo heller ikke en manager ud for at få præcis den samme type, som man netop har afsat. Til gengæld har de fået en internationalt erfaren manager, der har vundet mange titler. Det kan godt blive et godt match,« siger Morten Bruun.