Fortsæt til indhold
Fodbold

Ordkrigen fortsætter - har Ståle Solbakken ret? »FC Midtjylland oser af mindreværdskomplekser«

FC Københavns manager har reageret efter et interview med FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen.

Det er ikke kun i superliga-stillingen, at FC Midtjylland udkæmper en indædt duel med FC København.

Hovedaktørerne fra to guldaspiranter har længe stukket til hinanden verbalt, hvilket foreløbig kulminerede mandag efter et interview med FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen.

»FC København har fået FC Midtjylland på hjernen, og de er bange for os. Det skal man ikke være Einstein for at gennemskue. De bruger halvdelen af deres pressemøder i Europa League på at tale om os, og når vi spiller i Parken, flytter de banderne så tæt banen, så vi ikke kan kaste lange indkast. Og på en måde forstår man det vel godt. Det vil være en decideret katastrofe for FCK og et afgørende nederlag for deres selvforståelse, hvis vi ender med at stjæle mesterskabet fra dem i år igen,« sagde Rasmus Ankersen til Politiken.

FC København fører i øjeblikket Superligaen med tre point ned til FC Midtjylland på andenpladsen. Søndag møder FC København Randers FC på udebane, mens FC Midtjylland mandag skal spille hjemme mod AaB. KIort: bold.dk

FC Københavns manager, Ståle Solbakken, har indtil videre afstået fra at kommentere sagen. Nu siger han imidlertid følgende:

»Jeg har stor respekt for FC Midtjylland og deres resultater. Men vi tænker forskelligt. Vi bruger tid på andre ting, end de gør. Og deres facon er så langt fra vores. Hvis de tror, at vi bruger meget tid på dem, fordi vi har nævnt dem i et par sætninger… Jeg er fuldstændig ligeglad med dem. Alt, hvad de gør og siger, oser af mindreværdskomplekser. Ikke direkte i forhold til os, også i forhold til andre klubber,« siger Ståle Solbakken i fredagens udgave af Tipsbladet.

Ståle Solbakken har tidligere i et interview med Jyllands-Posten rost FC Midtjylland for at være »mindst lige så gode som os til at spille mod danske hold«.

Netop FCK’s kvalifikation til Europa League-gruppespillet i efteråret har været én af de ting, Ståle Solbakken flere gange har fremhævet, når han har sammenlignet sit hold med FC Midtjylland, der som forsvarende danske mester først røg ud af Champions League-kvalifikationen og senere Europa League-kvalifikationen.

»Vi er et internationalt hold, og de er et nationalt hold. Når vi nærmer os afslutningen på sæsonen, tror jeg, at det bliver en fordel for os,« sagde han til Jyllands-Posten.