Fortsæt til indhold
Sport

FCK eller FCM: Hvem står bedst i guldkampen?

Stort tjek: Efter 20 runder i superligaen tegner to guldkandidater sig, men hvem har det bedste forsvar? Er bredden i FCK større og bedre end i FCM og hvem er bedst rustet på trænerposten inden forårets afgørende kampe?

Der er kampen på græsset, den om tre point, og så er der arbejdet i kulissen: Salg af spillere til store millionbeløb, men i lige så høj grad rekrutteringen af de bedste spillere, både fra andre danske klubber, men også fra udlandet.

Magtbalancen i toppen af dansk fodbold er så småt ved at blive udlignet, hvis man spørger i FC Midtjylland, forsvarende danske mestre i fodbold. I København har FCK i de seneste mange år udøvet en form for monopol, for hvis en stærk udenlandsk spiller skulle til Superligaen, var det FCK, som åbnede døren og bød velkommen med en stak pengesedler bag ryggen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at FCK har respekt for os. De har set på vores præstation, men også set hvilke muskler, vi har økonomisk. Pludselig kæmper vi nu om de samme spillere. Det presser også FCK. Når der er en spiller, der skal til Danmark, var der tidligere kun et sted. Nu ender det lidt med en duel. Det er nok på det område, man tydeligt kan mærke, der er ved at ske noget,« mener Brian Priske, assistent for FCM-træner Kenneth Andersen og med en fortid som trænerassistent for Ståle Solbakken i FCK.

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Efter 20 runder og inden de resterende seks i forårets grundspil har vi kigget nærmere på de to duellanter til titlen: Hvem står stærkest? Vi har bedømt klubberne på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er det højeste.

»For FCK vil det altid være et pres. For de skal vinde mesterskabet. Det lever de fint med. Jeg føler ikke, der er det samme pres på os, bortset fra det, vi lægger på os selv internt. Vi kan godt mærke, at vi er et sted, hvor vi gerne vil ligge kontinuerligt. Vi vil gerne spille med om mesterskabet hver sæson. FCK har aldrig lagt skjul på, hvorfor klubben er sat i verden. FCK vil vinde titlen og spille europæisk. Vi andre har sagt, at vi skal præstere bedst muligt og se, hvor langt, der rækker. Men nu er vi efterhånden på et niveau, hvor vi skal kæmpe med om det hver sæson,« siger Brian Priske.

Ny sæson, ny tvekamp

I sidste sæson endte mesterskabet som en direkte duel mellem Brøndby og FC Midtjylland, da FCK oplevede en mellemsæson.

Vi er et internationalt hold, og de er et nationalt hold.
Ståle Solbakken, FCK, om FCM

»For os betyder det ikke så meget, hvor mange der slås med om mesterskabet. De indbyrdes opgør kan blive afgørende. Sidste sæson tabte vi tre ud af fire kampe mod Brøndby, men vi endte alligevel over dem. Det er vigtigt for ligaen, at der langt hen i sæsonen er kort afstand mellem de to bedste klubber. Det bliver en tvekamp mellem os og FCK,« fastslår Jakob Poulsen, anfører for FC Midtjylland.

Den erfarne midtbanespiller mener, at der er et større pres på FCK end på FCM, når det handler om at vinde titler.

»Nu da FCK har leveret så fint, er der ingen, der forventer, at vi genvinder mesterskabet. FCK har en historik, der gør, at man forventer en tand mere af dem end af os. Det kan vi kun ændre på ved at vinde flere mesterskaber. Men på banen gør det ingen forskel. De er så erfarne, og det er stadigt tidligt på sæsonen. Presset kommer først i de helt afgørende kampe til allersidst. Da Horsens reducerede til 1-2 mod Brøndby, kom presset for alvor på Brøndby. Og det var sidst på sæsonen,« siger han.

Hvem vinder mesterskabet?

»Det gør vi selvfølgelig. Vi har bredden til det, og så synes jeg stadig, at vi udvikler os hele tiden. Vores spil med bolden er blevet bedre og bedre i efteråret, og vi har spillet mange kampe på et højere niveau end efteråret sidste sæson, hvor vi var det bedste hold,« siger FCM-anføreren.

Tre mål hver gang

Især på to felter mener han, at FCM er blevet forstærket.

»Alexander Scholz har betydet en del, når det gælder spillet med bolden nede bagfra. Han er god til at finde de fornuftige løsninger, han er rolig. Som hold og som klub har vi fået flere løsninger puttet på i offensiven, blandt andet takket være Brian Priske. Det er ikke altid vi tyr til den lange bold op på Paul Onuachu, og det har været en fordel for vores offensive spil. I de seneste ni hjemmekampe har vi scoret tre mål i samtlige kampe. Så er man nået langt.«

Spørgsmålet er, om FCM er nået langt nok til for alvor at konkurrere med hovedstadsklubben, der for lidt over et år siden befandt sig i en ret uvant position.

FC Københavns cheftræner Ståle Solbakken og Viktor Fischer har haft mange grunde til at juble i løbet af efteråret, her efter den afgørende sejr over italienske Atalanta, der skaffede holdet i Europa League-gruppespillet. Foto: Jens Dresling

Væk var profilerne Mathias ”Zanka” Jørgensen, Thomas Delaney og Andreas Cornelius, og det samme var FCK’s chancer for at genvinde mesterskabet efter et sløjt efterår. Og selvom FCK-manageren Ståle Solbakken reagerede ved at købe Viktor Fischer og Robert Skov i vinterpausen, endte klubben uden medaljer for første gang i 18 år.

Der skulle begyndes forfra, og det erklærede Ståle Solbakken ret klart:

»Jeg vil gerne have genrejst holdet«.

Nu er missionen lykkedes, klubben ligger i toppen af Superligaen, og den 50-årige nordmand smiler lidt, mens han konstaterer:

»Jeg havde ikke måske ikke troet, at vi ville have hentet så mange point i løbet af et efterår, hvor vi samtidig har spillet en stor mængde europæiske kampe. Vi var sikre på, at vi ville få genrejst holdet, men måske ikke på en så ekstrem måde«.

Hele holdet var væk

»Ekstrem« var situationen også for et år siden, ifølge Ståle Solbakken:

»Hvis man virkelig skal levere store resultater som et dansk hold, skal man kunne holde på spillerne over flere år. Vi formåede at holde på mange stærke profiler, der toppede på samme tid; Delaney, ”Zanka”, Cornelius, Federico Santander og Erik Johansson, mens vores målmand Robin Olsen præsterede rigtig godt. Det er meget sjældent, at det sker på én gang. Og så solgte vi først Thomas Delaney og siden Mathias ”Zanka” Jørgensen og Andreas Cornelius på samme tid, hvorefter Erik Johansson fik en korsbåndsskade, mens Peter Ankersen og Rasmus Falk brækkede foden. Så var hele holdet pludselig væk.«

Væk var også det solide, nærmest dominerende udtryk, FCK har stået for i moderne tid. Først efter sommerpausen vendte det tilbage sammen med nyindkøbte profiler som Andreas Bjelland, mens hans forsvarsmakker, Denis Vavro, er steget voldsomt i niveau. Og så er der Robert Skov og Viktor Fischer, der har været to af ligaens klart største profiler.

Nu da FCK har leveret så fint, er der ingen, der forventer, at vi genvinder mesterskabet.
Jakob Poulsen, FCM-anfører

Det har skabt en trup, der har vist sig i stand til at slå Atalanta ud af Europa League og skaffe sig en plads i gruppespillet. Netop de europæiske kampe har været en vigtig del af holdet succes, ifølge Ståle Solbakken.

»Holdets tempo er blevet højere, fordi spillerne er blevet trænet i at træffe hurtigere beslutninger. De europæiske kampe har været med til at udvikle de enkelte spillere,« siger Ståle Solbakken.

Det europæiske aspekt har Ståle Solbakken også svært ved at lade være med at fremhæve i den direkte duel om guldet med FC Midtjylland:

»Vi er et internationalt hold, og de er et nationalt hold. Når vi nærmer os afslutningen på sæsonen, tror jeg, at det bliver en fordel for os. Vi har også spillere som Peter Ankersen, Andreas Bjelland, Rasmus Falk, William Kvist, Jan Gregus og Dame N’Doye, der tidligere har vundet mesterskabet«.

Men flere af FC Midtjyllands spillere har jo også fået rutine i at vinde mesterskabet efter succesen i fjor?

»At vinde mesterskabet ét år skaber ikke nogen rutine. Det var exceptionelle omstændigheder, der gjorde, at de formåede at vinde mesterskabet i fjor. Tag bare kampen i AC Horsens, hvor Brøndby kiksede og smed det hele (2-2 i den næstsidste spillerunde, red.),« siger Ståle Solbakken.

Alligevel vil han gerne vedkende, at »det er ganske lidt, der skiller holdene ad«:

»De er mindst lige så gode som os til at spille mod danske hold. De har en enormt stærk trup, der måske også er bredere end vores. De har matchvindere i begge ender af banen. De har gode målmænd, gode stoppere, en stærk anfører i form af Jakob Poulsen og en masse forskellige offensive typer. Det er bare et rigtig godt fodboldhold,« siger han.