Nye fodboldregler skal minimere tidsudtræk

Der arbejdes på at finde metoder til at øge den effektive spilletid i fodboldkampe, hvor spillere trækker tiden ud ved udskiftninger, skader og dødbolde.

Den effektive spilletid skal øges, og derfor skal tidsudtrækning elimineres i fodboldkampe.

Det er et af flere tiltag, som The International Football Association Board (Ifab) arbejder på at få indført fra næste sæson.

Et af forslagene er at ændre reglerne for udskiftninger, så spillere skal gå ud af banen ved nærmeste sidelinje. I dag skal udskiftede spillere forlade banen ved holdets udskiftningsbænk.

Kasper Hjulmand, træner i FC Nordsjælland, mener, at tidsudtrækning nogle gange er et problem i Superligaen.

- Jeg kan godt lide, at man kigger på, hvordan man kan få mere action i kampene og sørge for, at bolden er i gang. Når kampe kommer under 40 minutter i effektiv spilletid, begynder vi at være over grænsen.

- Det er ikke sådan, at vi ikke også gør, hvad vi kan, når vi har noget at forsvare. Vi spiller også spillet, og jeg spiller ikke hellig, siger Hjulmand.

FCN-træneren har et forslag, der vedrører indkast.

- Hvad ville det gøre ved spillet, hvis man havde ti sekunder til et indkast?

- Vi har haft en kamp mod Horsens, hvor vi samlet set ventede over 12 minutter på indkast. Jeg så en opgørelse, hvor OB ventede 8 minutter og 10 sekunder i første halvleg på indkast.

- Det lyder, som om, det er en kritik af Horsens. Det er det bestemt ikke. De har en mand, som kan kaste pisse-langt. Og det er meget svært at gøre noget ved, siger Hjulmand.

Den tidligere topdommer Claus Bo Larsen mener ikke, at det skal tillades, at det tager op til et minut at afvikle et indkast.

- Man kan indføre en maksimal tid for, hvor længe det må vare at tage et indkast, målspark eller hjørnespark. Det er sjovt, at det altid er dem, der fører, der er lang tid om det, siger Claus Bo Larsen.

Han foreslår en nedtælling, ligesom man har med målmanden, der kun må holde bolden i seks sekunder.

- Der er bolddrenge alle steder, så det er bare at sige, at når man har fået fat i bolden, og den ligger klar, så må det tage seks sekunder, siger Claus Bo Larsen.

Overskrides tiden, så kan et indkast eksempelvis tilfalde modstanderen.

Claus Bo Larsen advarer dog mod at ændre reglen for udskiftninger, da den nærmeste sidelinje kan være tæt på modstanderholdets fans og kan skabe farlige situationer med kasteskyts.

- Det er totalt tosset at gøre det. Det vil være fuldstændig sindssygt at ændre den regel, siger Claus Bo Larsen, som mener, at man kan stramme reglerne på anden vis.

Hvis en spiller ikke bevæger sig med rimelig hastighed ud af banen, så skal han tildeles en advarsel.

- Hvis han ikke er skadet og med vilje ikke vil gå ud eller skal rundt og hilse på alle sine holdkammerater, så bryder han loven og skal have en advarsel. Også selv om han har en i forvejen.

- Dommere har altid haft mulighed for at give advarsler, hvis folk var for langsomme. Dommerne skal ikke være bange for at blive upopulære. De skal straffe dem, som ikke vil spille fodbold, mener Claus Bo Larsen.

Jan Carlsen, elitedommeransvarlig i DBU, peger på, at spildtid i løbet af kampene sjældent udløser ekstra tillægstid.

Det gælder protester over et straffespark, jubel efter en scoring, skader og udskiftninger. Den slags behøver ikke at stjæle tid.

- Man kan starte med det, som ikke kræver regelændringer. Man kan være strengere, når man beregner tillægstiden.

- Man kunne automatisk lægge tid til ved straffespark, fra det er blevet dømt, til det er blevet sparket. Så stjæler de spillere, som protesterer, ikke tid.

- Tilsvarende fra der er scoret, til man kommer i gang igen, så kommer vi af med den tid, som scoringsjublen tager, siger Jan Carlsen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.