Fra had til hygge: 20 år senere har AGF herredømmet, men Fremad synger endnu

For godt 20 år siden løb Aarhus Fremad ind på Aarhus Stadion dengang byen blev stavet med Å, i løbet af midt-80’erne og frem havde klubben fra det nordlige Aarhus foretaget en nærmest surrealistisk opstigen fra seriefodbold til landets bedste fodboldliga, og endelig kom dagen, 25. juli 1997, 15.500 tilskuere på stadion, og sørme om ikke Aarhus Fremads eventyr fortsatte med en sejr på 2-1, Søren Hermansen scorede til 1-0, Gregers Ulrich til 2-0, inden det lykkedes Allan Reese at reducere for AGF.

Gregers Ulrich? I seks Superligakampe mod AGF scorede han tre mål i de to sæsoner, Aarhus Fremad var med blandt de bedste, og så blev han selvfølgelig hentet til Fredensvang, men uden den store succes i tre sæsoner. Nu er han praktiserende læge i Rønde og efter sigende en habil lystfisker.

Per Bie var - ud over at være ejendomsmægler - træner for Fremad, med på hans hold var angriberen Frank Krogsdal, at uransagelige årsager kaldt ”Fjæset”, på mål stod Henrik Bundgaard, begge er i dag tilknyttet Fremad, den ene som angrebstræner, den anden som målmandstræner.

Dengang var det salig Jan Hammerholt, der byggede det hele op i de rødmalede træbarakker på Riisvangen, han var selv begyndt som serie 5-spiller, men tog en tour de force som formand og primus motor og fik samlet en flok spillere, som af den ene eller den anden årsag ikke fandt sig til rette i AGF og Horsens og hvor de ellers blev hentet fra.

Blandt dem Henrik ”Pot” Jespersen, som i en af kampene mod AGF blev vist ud lige før pausen, da han efter dommerens mening havde nikket AGF’s Micael Nonbo en skalle. Det benægtede Henrik Jespersen bagefter, mens træneren – som nu hed Kim Poulsen – stille og roligt forklarede, at det er sjældent, at man ser en målmand spæne en halv bane og sparke en modspiller ned - uden at vedkommende får rødt kort.

Dengang var der nerve i kampene mellem de to aarhusianske klubber, AGF’s mangeårige regime var truet, i Nordbyen lugtede de blod, men Aarhus Fremad rykkede ned efter den anden sæson. I debutsæsonen sluttede Fremad som nummer 10, men topscorer Søren Hermansen rejste videre, og i stedet hentede Fremad en skotte til, klepperten Chris Iwelumo, 19 år, han nåede siden at repræsentere 16 forskellige britiske klubber og fik i en sen alder endda debut på det skotske landshold.

Lokalopgørene dengang var ofte dramatiske, aldrig ligegyldige, fordi spillerne kendte hinanden indbyrdes. Der var Thomas ”Foto” Nielsen i Fremad, hårdfør back med et langt indkast som spidskompetence, der var høje og spinkle Ken Martin, shippingmanden, som også havde byttet AGF ud med Fremad, der var altid et par interne opgør, som lige skulle afgøres.

En anden af spillerne fra de gyldne Fremad-år, midtbanespilleren Jakob Berger Nielsen, er nu vicestatsadvokat i København, han er næppe en af dem, de inkarnerede husker, han holdt sig ude af al ballade, så er det straks anderledes med den lille norske back Stig Haaland, der kastede et solidt indkast, så hver eneste gang, Fremad fik et af den slags, blev der sunget ”Stig Haaland, Stig Haaland, Stig Haaland, Haaland, Haaland.«

Samme sang er siden blevet til Hjørnesangen, som Fremads aficionados synger, når Fremad får et hjørnespark. Dem fik holdet et par stykker af i indledningen af pokalkampen, der var rykket til Superligaklubbens hjemmebane, da den lille 2. divisionsklub, som er uden direktør for tiden, ikke kunne stå for et så stort arrangement, når der nu skulle transmitteres direkte på tv. Og i øvrigt er der ikke lysanlæg på Riisvangen Stadion.

De seneste 20 år er bestemt heller ikke gået ubemærket hen over AGF, men anno 2018 ser det ud til, at klubben trods alt har fundet en vis form for stabilitet. Mod Aarhus Fremad sendte AGF-træner David Nielsen et reservespækket hold på banen med kun fire gengangere fra den seneste Superligakamp mod Brøndby.

I stedet endte det som en næsten intern kamp mellem AGF-talenter. I Aarhus Fremad er der lige nu 11 spillere, der har en fortid i AGF, og de har spillet sammen med flere af den håndfuld unge AGF’ere, der var med fra start.

Hjemmeholdet – teknisk set Aarhus Fremad – var bedst i første halvleg, men det var AGF, som scorede, da Dino Mikanovic sparkede bolden ind i panden på Mustafa Amini kort før pausen. Australieren øgede til 2-0, da han smukt krøllede bolden op i fjerneste målhjørne.

Aarhus Fremad og AGF havde gjort et behjertet forsøg på at puste liv i lokalopgøret (”Gudernes Kamp” havde Fremad-fansene med vanlig ironi markedsført den som!), men interessen var forholdsvis begrænset sådan en onsdag aften med spredte efterårsbyger.

Og så øgede Magnus Kaastrup til 3-0 til AGF på et oplæg fra Mustafa Amini, belgieren Ryan Mmaee klaskede en bold højt ind til 4-0, men uanset Aarhus Fremads til tider fine spil og AGF’s flotte mål, ender pokalkampen i 2018 ikke med at blive en klassiker. Men mens de inkarnerede AGF-fans holdt særdeles lav profil, forsøgte Aarhus Fremad-sympatisørerne i det mindste at peppe aftenen op med sporadisk trompetspil og et potpourri af de gamle slagsange fra dengang, klubben var blandt de allerbedste.

Og jublen kulminerede, da Frederik Høgh reducerede til 1-4 kort før tid, for så kom den:

»Aarhus Fremad er verdens bedste hold, Aarhus Fremad spiller den bedste bold.«

At AGF vandt kampen med 5-1 kunne ikke spolere aftenen. De to klubber spiller nu i hver sin liga.