Fortsæt til indhold
Fodbold

Åge Hareide klar i spyttet: »Jeg bliver træt af at høre på spørgsmål om min udtagelse«

Under mandagens pressemøde forklarede Åge Hareide, på hvilken baggrund han udtager sine landsholdsspillere.

»Jeg plejer ikke at kommentere på spillere, der ikke er med i truppen,« lød det først fra landstræneren, da en nysgerrig journalist ville vide, hvorfor han ikke havde fundet plads til bl.a. Andreas Bjelland i landsholdstruppen til de to kommende kampe.

Men Åge Hareide kunne alligevel ikke dy sig fra at kommentere på den polemik, der særligt har været i forbindelse med landsholdsudtagelsen til sommerens VM-slutrunde.

»Spørgsmålet er, om en spiller skal med på landsholdet, fordi han har spillet en god kamp i ligaen. Vi ser selvfølgelig, at spillerne spiller godt, men vi udtager også de spillere, der passer godt sammen,« sagde Åge Hareide og fortsatte:

»Derfor bliver jeg meget træt af at høre på alle spørgsmålene om min udtagelse, om det er Wass, Bjelland eller Durmisi. De spiller allesammen, og det er meget, meget vigtigt, men de skal også passe ind i vores miljø. Det er hele svaret på, om han eller han skal med på landsholdet,« sluttede landstræneren.

Forsvarsspilleren Andreas Bjelland havde var netop sat næsen op efter at kunne bruge VM-slutrunden som et springbræt væk fra engelske Brentford. Men Andreas Bjelland blev vraget og skrev senere under på en kontrakt med danske FC København.

Umiddelbart efter udtagelsen gav han naturligvis udtryk for, at han var enormt skuffet over ikke at være med, men lysten til at trække landsholdstrøjen over hovedet stod stadig ved magt.

»Landsholdet betyder rigtig meget for mig. Det er en gave at være med. Man har ikke pligt til at spille på det, men man får så gode oplevelser gennem det, og der er så mange gode kampe. Så er der fællesskabet. Det er som at komme tilbage til en familie. Man skal aldrig sige aldrig, men lige nu vil jeg gerne spille på landsholdet,« lød det dengang fra Andreas Bjelland.

30-årige Andreas Bjelland har indtil videre startet inde i de seneste fire kampe for FC København og set ganske sikker ud i midterforsvaret.

Men selvom Åge Hareide endnu mangler at sætte navn på de sidste to landsholdsspillere i truppen, skal Andreas Bjelland ikke regne med at være blandt dem. Landstræneren har nemlig sagt, han formentlig udtager en midtbanespiller og en angriber.

Danmark spiller først en træningskamp mod Slovakiet den 5. september, inden landsholdet fire dage senere møder Wales i den nye Nations League-turnering, der i sidste ende kan sikre kvalifikation til EM-slutrunden i 2020.