Christian Nørgaard udtaget til landsholdet
Landstræner Åge Hareide har sat navne på de 21 spillere, der skal spille kampe mod Slovakiet og Wales. En af dem er tidligere Brøndby-spiller Christian Nørgaard, der dermed kan få landsholdsdebut.
Danmarks landstræner Åge Hareide har udtaget sin første landsholdstrup efter VM-slutrunden.
Ikke så overraskende var der blandt de udvalgte landsholdsspillere flere gengangere fra sommerens slutrunde. Men Åge Hareide havde dog også fundet plads til en mulig landsholdsdebutant, nemlig den tidligere Brøndby-spiller Christian Nørgaard.
»Han har haft to gode sæsoner i Brøndby, hvor han har udviklet sig en god balancespiller. Han er en spiller, der kan sætte spillet hurtigt i gang fremad mellem kæderne. Det er naturligt at kigge på ham, når William Kvist er borte på sekser-positionen,« forklarede landstræneren og fortsatte:
»Nu skal Nørgaard lære at tænke på vores måde.«
Den 24-årige midtbanespiller nåede at spille fem år i Brøndby-trøjen, hvor han scorede samlet ti mål og leverede en række assists, inden han i sommer skiftede Vestegnen ud med den italienske serie A-klub Fiorentina.
Her har han endnu sin første turneringskamp til gode, da Fiorentina måtte udsætte åbningsopgøret mod Genova-klubben Sampdoria efter det tragiske brokollaps. Det skræmmer dog ikke landstræneren.
»I forhold til udtagelsen betyder hans klubskifte ikke noget, for han har kun spillet træningskampe indtil videre, men han skal nok starte inde for dem, når de begynder at spille ligakampe,« sagde Åge Hareide.
Danmark spiller første træningskamp mod Slovakiet den 5. september, inden landsholdet fire dage senere møder Wales i den nye Nations League-turnering, der i sidste ende kan sikre kvalifikation til EM-slutrunden i 2020.
Åge Hareide har i første omgang udtaget 21 spillere og vil senere indlemme yderligere to spillere i landsholdstruppen, angiveligt en midtbanespiller og en angriber.