Fortsæt til indhold
Fodbold

Fakta: De seneste fem VM-finaler

Kroatien og Frankrig tørner sammen i søndagens VM-finale. Her er et overblik over de seneste fem VM-finaler.

/ritzau/

Søndag klokken 17 i Moskva mødes Kroatien og Frankrig i VM-finalen i fodbold. Det er første gang i historien for Kroatien, mens Frankrig har været i finalen to gange før.

Frankrig vandt VM på hjemmebane i 1998 med en 3-0-sejr over Brasilien i finalen. I 2006 i Tyskland var Frankrig igen i finalen, denne gang tabte franskmændene til Italien efter straffesparkskonkurrence.

Her er de seneste fem VM-finaler:

2014 i Brasilien:

Tyskland-Argentina 1-0 (efter forlængelse)

Tyskerne udraderede de brasilianske værter med hele 7-1 i semifinalen, men i finalen havde tyskerne anderledes svært ved at finde netmaskerne. Den ordinære kamp endte 0-0, men syv minutter før udløb af den forlængede spilletid sørgede Mario Götze for tysk ekstase, da han stod bag finalens enlige scoring. Holland vinder bronzen med 3-0 over Brasilien i bronzekampen.

2010 i Sydafrika:

Spanien - Holland 1-0 (efter forlængelse)

VM-finalen stod for anden slutrunde i træk mellem to europæiske hold. Med 0-0 efter ordinær spilletid skulle Spanien og Holland i forlænget spilletid. Fire minutter før en truende straffesparkskonkurrence satte spanske Andrés Iniesta sejrsmålet i nettet. Det var Spaniens første VM-titel og første gang, at et europæisk hold vandt turneringen uden for Europa. Bronzen blev vundet af Tyskland.

2006 i Tyskland

Italien - Frankrig 6-4 (efter forlængelse og straffespark)

Brasilien var på forhånd udråbt som VM-favorit, men blev allerede slået ud i kvartfinalen af Frankrig, som gik hele vejen til finalen, hvor Italien ventede. De to europæiske hold spillede 1-1 i ordinær spilletid. Ingen mål i forlængelsen, men efter straffesparkskonkurrencen kunne italienerne løfte VM-trofæet foran tusindvis af fans. De tyske værter tog bronzen.

2002 i Sydkorea og Japan

Brasilien - Tyskland 2-0

For tredje gang i træk stod Brasilien i en VM-finale, og med en finalesejr på 2-0 over Tyskland vandt Brasilien sin femte VM-titel. Det var første gang, de to hold mødtes ved en VM-slutrunde. Tyrkiet vandt bronze.

1998 i Frankrig

Frankrig - Brasilien 3-0

Værtsnationen gik hele vejen til finalen, hvor de forsvarende verdensmestre fra Brasilien ventede. Frankrig vandt VM-titlen på hjemmebane med en imponerende sejr på 3-0. Kroatien vandt bronze.