Erik Sviatchenko er uvis omkring sin fremtid: Alle klubber i verden er i spil
Erik Sviatchenko glæder sig over at være en del af FC Midtjylland, men forsvarsspilleren har ikke svar på, hvor karrieren skal fortsætte.
Det vil de fleste nok kalde en god handel.
26-årige Erik Sviatchenko blev i januars transfervindue hentet til FC Midtjylland på en lejeaftale fra Celtic. Fire måneder senere står danskeren med guld om halsen, mens fansene synger hans navn på græsset på MCH Arena.
»Det er en følelse af lettelse. Vi har virkelig kæmpet en vis legemsdel ud af bukserne, og det er jeg stolt af,« siger Erik Sviatchenko.
Var kontraktunderskrivelsen med dig afgørende for mesterskabet?
»Jeg fik at vide af Claus Steinlein, at jeg skulle være med til at vinde mesterskabet, så det kan man selv vurdere,« siger han.
FC Midtjyllands mesterskab kom blandt andet i hus takket været en solid defensiv med Sviatchenko som en af nøglespillerne.
»Det er fedt at slutte her for nu – med et mesterskab,« siger han.
Det fører jo til spørgsmålet om, hvad status er omkring din fremtid?
»Helt ærligt ved jeg det ikke. Jeg har været fokuseret på ikke at tænke så meget på det. For mig har det handlet om at være klar til træning og kamp. Nu skal jeg fejre mesterskabet. Alle klubber i verden er i spil.«
Har du lyst til at blive i FC Midtjylland?
»Det er svært at svare på. Jeg glæder mig over at være en del af det nu her. Så må vi se, hvad der skal ske.«