Fortsæt til indhold
Cykling

Riis’ banemand fortryder stjernekontrakt

”Jeg burde ikke have betalt den slags penge, og det kommer ikke til at ske igen,” siger Tinkoff-Saxo-boss Oleg Tinkov.

”Jeg burde ikke have betalt den slags penge, og det kommer ikke til at ske igen,” siger Tinkoff-Saxo-boss Oleg Tinkov.

En af de helt store stjerner på Tinkoff-Saxo, Peter Sagan, er ikke sin løn værd. Det fastslår holdets stenrige ejer, Oleg Tinkov, i et interview med hjemmesiden velonews.com. Det til trods for, at den 25-årige slovak inden for de seneste måneder bl.a. har vundet Tour of California og i en etape i Tour de Suisse, som køres nu.

For Peter Sagan blev i 2014 hentet til Bjarne Riis’ tidligere cykelhold som det største navn på markedet, og prisen var derefter. Sagan får angiveligt i omegnen af 5 mio. dollars om året i løn.

”Jeg var ny, jeg var overivrig på markedet, og nogle agenter forsøgte af udnytte det. De pressede priserne op og udnyttede min begejstring,” siger Oleg Tinkov til velonews.com og kalder millionkontrakten med Peter Sagan ”en skør ting” og ”en fejl”.

”Jeg viste, at jeg har økonomisk styrke. Når man er en ny spiller, er man somme tider nødt til at skabe sig noget plads. Jeg må indrømme, at jeg ikke burde have betalt den slags penge, og det kommer ikke til at ske igen. Så nu kan agenterne slappe af og ikke snyde mig igen,” tilføjer han til cyclingnews.com.

Peter Sagan kom til Tinkoff-Saxo efter fem sæsoner som professionel. Fem sæsoner, hvor han havde vundet sejre på samlebånd, bl.a. pointtrøjen i Tour de France tre gange i træk. Men allerede i 2014 begyndte resultaterne at falme.

I forårsklassikerne, som Peter Sagan er købt ind til at vinde for Tinkoff-Saxo, har han endnu sin første sejr i de største løb – de såkaldte monumenter – til gode.

Men Bjarne Riis og Oleg Tinkov var klar med den store pengepung uanset hvad. Det til trods for, at Bjarne Riis allerede sidste år påpegede det, Oleg Tinkov endte med at betale prisen for.

”Nogle af de henvendelser, vi har fået, har været helt vilde. Der er ryttere, som forlanger det dobbelte af, hvad de er værd. No way. Derfor har vi også besluttet, at vi kun har ganske få pladser tilbage. Vi holder lidt igen, for på et tidspunkt kommer rytterne tilbage, og så får vi dem til den rette pris,” forklarede Riis til Jyllands-Posten under Tour de France i fjor.

”Oleg har også selv sagt, at han ikke er dum, bare fordi han har penge. Han kaster ikke rundt med dem,” tilføjede Riis.

Siden da har Oleg Tinkov fyret Bjarne Riis fra jobbet som manager på Tinkoff-Saxo. Og i forhold til transfermarkedet, vil han også foretage grundlæggende ændringer. Faktisk er han helt færdig med at foretage stjerneindkøb, antyder han over for velonews.com.

”Jeg vil aldrig betale skøre penge igen. Jeg bryder mig ikke om ideen i at betale for tidligere resultater. Jeg vil hellere købe potentiale,” siger Oleg Tinkov til hjemmesiden og fastslår, at han ikke vil være så aktiv på transfermarkedet I år, som man har set det hidtil.