Fortsæt til indhold
Cykling

Tinkoff-Saxo overvejer søgsmål i dopingfarce

Sagaen om Roman Kreuzigers dopingsag, der først kostede en udelukkelse og så blev frafaldet, kan få et retsligt efterspil.

Det var et hårdt slag for Tinkoff-Saxo, da holdet kort inden Tour de France for et år siden blev meddelt, at holdets tjekkiske stjernerytter, Roman Kreuziger, var centrum i en dopingsag med afsæt i data fra hans biologiske pas.

Som en konsekvens blev den 29-årige profil, som i 2013 blev nummer fem i Touren, ikke udtaget til Touren, hvor han ellers var udset en nøglerolle som løjtnant for holdkaptajnen Alberto Contador.

Den 5. juni offentliggjorde den internationale cykelunion, UCI, og det internationale antidopingagentur, Wada, at man frafalder sagen. Dermed har Roman Kreuziger været udelukket fra cykling i flere måneder– en periode, hvor han fik udbetalt sin løn på trods – uden berettigelse.

Derfor overvejer Tinkoff-Saxo nu sit næste træk, et eventuelt søgsmål.

”Jeg er nødt til at sige, at vi overvejer det grundigt. Det er bestemt en mulighed. Men det er ikke det vigtigste aspekt af denne historie,” siger Tinkoff-saxos manager, Stefano Feltrin, til Velonews ( http://velonews.competitor.com/2015/06/news/tinkoff-saxo-management-suing-uci-over-kreuziger-case-definitely-a-possibility_373179 ).

”Roman Kreuziger-sagen viser, at det (biologiske pas, red.) er blevet håndteret dårligt, og det har skabt mange problemer. Vi vil gerne forstå, hvilke fakta der lå bag beslutningen om at opgive sagen fem dage før høringen,” tilføjer Stefano Feltrin.

Efter Tour de France i 2014 var det planen, at Roman Kreuziger skulle gøre comeback på cyklen i Vuelta a España med start den 23. august 2014. Men det satte den internationale sportsdomstol, CAS, en stopper for.

Samtidig stod UCI fast i sagen mod Roman Kreuziger.

Man havde fundet ”meget alvorlige afvigelser” i Roman Kreuzigers blodværdier, udtalte UCI-præsident Brian Cookson den gang til cyclingnews.com.

De omtalte blodværdier stammede fra sæsonerne 2011 og 2012, da Kreuziger kørte for det kasakhiske mandskab, Astana. Kreuziger er desuden blevet sat i forbindelse med den berygtede, italienske dopinglæge, Michele Ferrari.

I september blev Roman Kreuziger frifundet af den tjekkiske olympiske komité, men den afgørelse ankede UCI til den internationale sportsdomstol, CAS.

Roman Kreuzigers sag skulle være hørt i CAS i juni, men den høring blev altså ikke til noget.

I sin meget kortfattede redegørelse for beslutningen om at frafalde sagen imod Roman Kreuziger, skrev UCI den 5. juni følgende:

”På baggrund af nyligt indsamlede oplysninger er Wada og UCI nået til den konklusion, at der – i overensstemmelse med de relevante UCI-antidopingregler og retningslinjerne for Wadas biologiske pas – ikke er grund til at fortsætte.”

Hvilke nye oplysninger, der er kommet frem i sagen, er ikke blevet oplyst, og UCI har ingen yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.