Armstrong: Det føles som en dødsstraf
Den vanærede cykelstjerne talte om de største ydmygelser og nedture i anden del af sin tilståelse.
Los Angeles
1. del: Se Armstrong tale ud om misbruget
2. del: Armstrong: Det var som dødsstraf
Lance Armstrong havde allerede bekendt sine groveste synder og erkendt, at han løj om sin brug af doping i cykelkarrieren.
Men millioner af seere fulgte givetvis også med i nat, da tv-stationen OWN viste anden halvdel af Oprah Winfreys opsigtsvækkende interview med den tidligere Tour de France-konge.
Personlig nedtur
Den sidste del af bekendelserne handlede dog mindre om doping og mere om Lance Armstrongs personlige nedtur i forbindelse med dopingskandalen.
”Jeg føler mig ydmyget. Jeg skammer mig. Det er noget værre skidt,” lød en af de indledende bemærkninger.
Den 41-årige texaner forklarede også, at det mest ydmygende øjeblik efter dopingskandalen indtraf, da han blev bedt om at trække sig fra Livestrong–kræftorganisationen, som han selv grundlagde i 1997.
”Det gjorde ondt ad helvede til. Det var lavpunktet,” sagde han.
Oprah Winfrey udfordrede ham efterfølgende ved at vise et gammelt tv-klip, hvor cykelstjernen vredt afviste dopingbeskyldninger, fordi han ikke ville skade kræftorganisationens renomme.
Tårer i øjnene
Cykelstjernen blev også konfronteret med spørgsmål om, hvordan dopingsagen har påvirket hans ekskone, fem børn og de nærmeste pårørende.
Seerne blev i den forbindelse vidner til et af interviewets mere følsomme øjeblikke, da den forhenværende Tour de France-vinder med tårer i øjnene fortalte om sin 13-årige søn Luke, som havde forsvaret sin far til det sidste i skolen og på de sociale medier.
”Jeg så min søn forsvare mig og sige: ’Det er ikke sandt. Hvad de siger om min far er ikke sandt.’ Da vidste jeg, at jeg måtte fortælle ham sandheden,” forklarede Armstrong, som havde svært ved at finde ordene.
"Jeg fortjener ikke dødsstraf"
Hovedpersonen forklarede også, at det føles som en ”dødsstraf”, at han nu er blevet bandlyst fra cykelsporten for altid.
En smule opsigtvækkende gav Armstrong også udtryk for, at han måske er blevet straffet for hårdt ved at blive udelukket fra al konkurrenceidræt efter dopingafsløringerne.
Han nævnte i den forbindelse ordet "dødsstraf" flere gange, og fremførte, at han fortjener en ny chance:
"Det er måske ikke det mest populære svar, men jeg synes, at jeg fortjener det," sagde han og tilføjede:
"Hvis jeg kunne rejse tilbage til den tid og bede om at få byttet min historie med en seksmåneders udelukkelse - det var, hvad alle fik dengang. Jeg har fået en ’dødsstraf’. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er unfair, men det anderledes."
Undskyldning til omgivelser
Oprah Winfrey indvendte forsigtigt, at han måske bærer et tungere ansvar, fordi han har svigtet så mange som en af sportens største ikoner.
”Jeg fortjener at blive straffet. Jeg er ikke sikker på, at jeg fortjener en dødsdom,” svarede Armstrong.
Sekvensen og udtrykket efterlod et gådefuldt indtryk af, at hovedpersonen måske er mere bedrøvet over, at han ikke kan deltage i triatlon og maratonløb fremover end over, at han har såret og ydmyget så mange mennesker.
Lance Armstrong benyttede dog flere lejligheder til at undskylde for sine bøllemetoder, der inkluderede trusler og retssager:
”Vi har talt om undskyldninger. Jeg har fortalt dig, at jeg skylder mange mennesker en undskyldning. Jeg skylder dem alle en undskyldning, og når de engang er klar, vil jeg være der,” sagde den tidligere syvdobbelte vinder af Tour de France.
Afviste beskyldninger om bestikkelse
Enkelte gange drejede Oprah Winfrey samtalen tilbage til konkrete emner om Armstrongs dopingmetoder.
Lance Armstrong afviste i den forbindelse, at han i 2004 forsøgte at bestikke det amerikanske antidopingagentur (Usada), sådan som Travis Tygart, chefen for Usada, forklarede for nylig:
"Nej, det er ikke sandt. Det er ikke sandt," sagde Armstrong.
Travis Tygart har ellers hævdet, at Armstrong forsøgte at donere en større pengegave til myndighederne i en manøvre, der blev opfattet som en særdeles upassende gestus.
Men det benægtede Armstrong på det kraftigste.
Truende retssager
Kritikere har kaldt interviewet en kalkuleret pr-manøvre fra Armstrong, som klandres for at ville genoprette et image i en fart, så han kan begrænse udgifterne i forbindelse med et par truende retssager, som lurer forude.
Nogle mener ligefrem, at der kun er tale om en ”begrænset indrømmelse”, der skal begrænse de mange erstatningskrav fra tidligere sponsorer, når Armstrong påstår, at han ikke har taget doping efter 2005.
Om cykelhistoriens vel nok største skurk scorede sympatipoint ved sin tv-optræden - og i det hele taget kan blive taget til nåde - er endnu usikkert.1. del Armstrong: Jeg fortjener at blive straffet