Den stålsatte amerikaner

Hvad nu, hvis Lance Armstrong ikke var meget værre end alle de andre? Hvis den nu detroniserede cykelstjerne blot spillede spillet bedre end resten af feltet?

Så ville vi stå tilbage med en mand, som mod alle odds kæmpede sig vej fra ydmyge kår i Texas til den absolutte top i den internationale cykel- og sportsverden.

En amerikansk helt, som voksede op i et fattigt hjem med en stedfar, der bankede ham, og som ved hjælp af tilsyneladende uudtømmelige mængder viljestyrker og dedikation blev et symbol på, hvor vidt det kunne række.

Snød med alderen

Historien om Lance Armstrongs rejse mod stjernerne begynder i Texas, hvor Armstrong - eller Lance Edward Gunderson, som han blev døbt - allerede som ung knægt viste, at han var et idrætstalent ud over det sædvanlige.

Dengang var det svømning og triatlon, som optog unge Armstrong, og han var så ivrig efter at tilmelde sig alle de konkurrencer, han kunne komme i nærheden af, at han flere gange måtte snyde med tilmeldingsblanketten, fordi han var for ung til at deltage.

Med samme viljestyrke gik han ind til konkurrencerne, og Armstrong vandt i sine unge år flere triatlon-titler som både amatør og professionel.

Vakte opmærksomhed

Efterhånden blev cyklingen dog det altoverskyggende fokus for texaneren, og i 1992 skrev han under med Motorola Cycling Team.

Da han i efteråret samme år hev teltpælene op af den texanske muld og tog til Europa for at hellige sig cyklingen, vakte hans personlighed stor opmærksomhed blandt de øvrige amerikanske pro-cykelryttere på Motorola-holdet.

Den dedikerede texaner var nemlig både åbenmundet, egoistisk, aggressiv og helt tydeligt ikke interesseret i at få venner.

Han var der for at vinde.

Vindermentaliteten gav konfrontationer med både holdkammerater og ledere, men den førte også allerede året efter - i 1993 - Armstrong frem til den første af mange etapesejre i Tour de France.

Samme år kom Armstrongs navn på endnu fleres læber, da han vandt VM i landevejscykling i Oslo. Kun 21 år og allerede en vinder.

Overvandt kræften

Den stålsatte amerikaner blev i de følgende år kun bedre og bedre.

Men den 2. oktober 1996 kom modgangen, da Armstrong som blot 25-årig fik konstateret testikelkræft på et sent stadium.

Da kræften havde spredt sig fra en testikel til hans bughule, lunger og hjerne, levnede lægerne ham ikke mange chancer for at overleve.

Men med samme viljestyrke og stædighed, som havde kendetegnet hans tilgang til sporten, overvandt Armstrong kræften efter to operationer og fire behandlingsrunder med kemoterapi.

I februar 1997 blev han erklæret kræftfri.

Annullerede kontrakten

Samme år skiftede Armstrong til franske Cofidis. Men kræftdiagnosen var for meget for holdets ledelse, som af samme grund valgte at annullere kontrakten.

Heller ikke det stoppede dog amerikaneren, som i stedet skrev under på en lukrativ aftale med US Postal.

Han var tilbage på cyklen allerede i starten af 1998, og herefter fulgte en dominans, som sjældent er set lignende i nogen anden sport.

Ingen i nærheden

Gennem de næste syv år - fra 1999 til 2005 - var Lance Armstrong suveræn i verdens største cykelløb, Tour de France.

Syv gange i træk stod Armstrong øverst på det store podium, når den sidste omgang på Champs-Élysées i Paris var cyklet.

Hvad enten det drejede sig om enkeltstarter eller morbide bjergstigninger, kunne ingen matche den stålsatte mand fra Texas.

Der var ingen over Armstrong. Ingen ved siden af Armstrong. End ikke nogen i umiddelbar nærhed af amerikaneren, som Jyllands-Posten dengang beskrev ham.

Det frie fald

Nu er Lance Armstrong detroniseret. En falleret cykelstjerne. 1.000 sider og 11 tidligere holdkammerater har fældet ham, og den ellers så stædige texaner har nu selv indrømmet, at han har taget doping.

Men historien er stadig fascinerende.

De trange kår. Den ufattelige dedikation og vindermentalitet. Sejren i kampen mod kræften og efterfølgende det syv år lange soloridt på toppen af verdens største cykelløb.

Og nu, naturligvis, det frie fald.