Fortsæt til indhold
Cykling

Tour-legende havde en brist

Charly Gaul var en gudbenådet klatrer i bjergene, men han havde en svaghed.

THOMAS FOGHT

Charly Gaul blev kaldt ”Bjergenes Engel”.

Og man forstår hvorfor.

Cykelrytteren var ikke større end tobak for en skilling, 64 kg og 1. 73 cm høj. Den lille krop gjorde ham let som en fjer i bjergene, og luxembourgeren var én af 50’ernes største skikkelser i cykelsporten på trods af fysikken.

I 1955 og 1956 vandt Charly Gaul bjergkonkurrencen i Tour de France, og med en samlet sejr i Giro d’Italia i 1956 var ambitionsniveauet klart, da Gaul i 1957 stillede til start i Touren; gul førertrøje.

Og forudsætningerne var til stede, for på trods af den spinkle krop kunne Gaul kanalisere nok power ud i stængerne til at køre en kraftfuld enkeltstart, og da Tour-ruten i 1957 samtidig var særdeles bjergrig, var klatreren blandt løbets store favoritter.

Tourens værste varme

Rytteren fra Luxembourg havde dog et brist; han hadede at køre i tung varme, og da de tre Grand Tours finder sted fra maj til september i Sydeuropa gav det ham et gennemgående problem hen over karrieren.

Til gengæld foretrak Gaul som en anden Michael Schumacher at køre i regn og kulde, men desværre faldt Tour-vejret i 1957 ikke ud til Gauls fordel. Tværtimod.

En ulidelig tung varme kastede sig som en dyne over feltet fra starten gik i Nantes d. 27 juni. Måske den værste i løbets historie.

Gaul kastede op

I alt udgik hele 31 ryttere i løbet af Tourens første fire etaper, og på 2. etape ramte varmen Charly Gaul.

Solen bragede ned over feltet på de 226 km fra Granville til Caen, og heden medførte, at rytterne stoppede ved alle springvand og kilder for at slukke tørsten.

Charly Gaul kunne ikke holde vandet i kroppen, og han kastede op. Efter 72 km var det nok. Gaul steg af cyklen og udgik fra løbet. Varmen var hans overmand, og samme dag udgik ni andre ryttere pga. heden.

”Bjergenes Engel” returnerede til Tour de France året efter i 1958, hvor han fik sin samlede sejr.

Jyllands-Postens serie med anekdoter fra Tour de France blev bragt første gang i 2012 og 2013. Flere af historierne er blevet til med udgangspunkt i bogen ”Le Tour”, som er skrevet af journalist Joakim Jakobsen.