De danske drømmere vil præge den italienske nyklassiker
Strade Bianche nærmer sig en ellers urørlig status i cykelsporten. Lørdag kan der komme endnu en dansk toppræstation.
Mikkel Honoré er en af de cykelryttere, der ikke kan vente med at køre gennem støvskyerne i det ellers idylliske sceneri lørdag eftermiddag.
»Strade Bianche er et unikt løb for mig, der har en italiensk kone og har brugt så meget af mit liv i landet. Allerede mens du kører rundt i området og forbereder dig til løbet, får du den der følelse af, at det er blevet dén tid på året,« siger EF Education-danskeren til holdets hjemmeside.
Cykelsportens traditioner bliver inkarneret af »monumenterne«, som de største endagsløb pompøst bliver omtalt som. Indtil videre har Strade Bianche ikke fået den samme status som Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Liége-Bastogne-Liége og Lombardiet Rundt – i hvert fald ikke officielt.
For deltagerne er det blevet et eftertragtet adelsmærke at vinde den italienske nyklassiker og tilslutte sig stjerner som Tadej Pogacar, Mathieu van der Poel samt Julian Alaphilippe på sejrslisten.
Tidligere topplaceringer
De to sidstnævnte vil atter være blandt favoritterne, når feltet begiver sig ud på de kuperede, støvede grusveje ved Toscana.
Tom Pidcock fra Team Ineos, Kuurne-Brussels-Kuurne-vinderen Tiesj Benoot samt afløseren som UAE-kaptajn efter Pogacars afbud, Tim Wellens, vil ligeledes række ud efter sejren.
Og så er der de danske drømmere. Mikkel Honoré ligner en outsider sammen med Lotto-Dstny-profilen Andreas Kron og den danske mester, Alexander Kamp, fra Tudor-mandskabet.
»Jeg håber på at køre finale og være med, hvor det er sjovt. Vi har et stærkt hold til løbet. Samtidig passer løbet godt til mig,« udtaler Mikkel Honoré.
Strade Bianche er blevet kørt siden 2007. Jakob Fuglsang har opnået den bedste danske placering med sin andenplads i 2019, mens Kasper Asgreen blev nummer tre i 2022.