Holdkammerat forærede Wout van Aert sejren i Belgien
Christophe Laporte trak sig på de sidste meter og gav sejren til holdkammeraten Wout van Aert uden kamp.
Den belgiske cykelstjerne Wout van Aert trak sig sejrrigt ud fredagens E3 Saxo Bank Classic.
Jumbo-Visma-rytteren kørte efter mere end 200 kilometer først over målstregen side om side med sin franske holdkammerat Christophe Laporte.
Laporte valgte ikke at udfordre sin kaptajn, der stillede op på hjemmebanen i Flandern i den belgiske mestertrøje. I stedet holdt de to ryttere hinanden i armene på de sidste meter.
Det var som så ofte før i denne sæson generelt tale om en magtdemonstration af Jumbo-Visma på de belgiske landeveje.
De to Jumbo Visma-ryttere var lidt tidligere kørt væk fra et udbrud, hvor også sidste års danske vinder, Kasper Asgreen (Quick-Step), deltog.
Forfølgergruppen bestående af otte mand formåede dog aldrig at finde ind i et særligt godt samarbejde, og de to udbrydere fik opbygget et forspring på mere end to minutter.
Asgreen var derfor ikke i nærheden af en gentagelse af sidste års triumf. Han sluttede som nummer ti.