Jumbo-Visma leverede magtdemonstration i Paris-Nice
Christophe Laporte fra Jumbo-Visma vandt 1. etape af cykelløbet Paris-Nice efter en usædvanlig finale.
En trio fra Jumbo-Visma var stærkere end alle andre på 1. etape af World Tour-løbet Paris-Nice.
Det blev Christophe Laporte fra Jumbo-Visma, som fik lov til at køre først ind over stregen i ren paradekørsel til slut. Et sjældent og usædvanligt syn.
Med sejren og kørslen på de sidste 10-15 kilometer leverede Jumbo-Visma en sand magtdemonstration, da holdet tog fronten af feltet og trak fra alt og alle.
Efter flere ryk var der til sidst ingen, der kunne følge med tre af de største motorer på Jumbo-Visma, som bare smadrede hele feltet.
Trioen var ud over etapevinderen også Wout van Aert og Primoz Roglic.
De blev enige om at give etapesejren til Laporte på den sidste kilometer.
Pierre Latour (TotalEnergies) kom ind som den næste rytter - 19 sekunder efter trioen fra Jumbo-Visma.
Mads Pedersen (Trek) vandt spurten hos hovedfeltet, der kom halsende ind over målstregen 32 sekunder efter vinderen. Danskeren blev nummer fem.
Dagen startede ganske fredeligt med to ryttere i et tidligt udbrud, som fik lov at tilbringe størstedelen af de første 87 af i alt 160 kilometer i hinandens selskab.
Efter samlingen rullede et nogenlunde samlet felt i et adstadigt tempo videre mod målstregen.
Med 46 kilometer til målstregen blev et udbrud med tre ryttere etableret, men de blev også halet ind i slutfasen, hvor Jumbo-Visma satte det hele på plads.
På turen fra Paris til Nice er fire danskere bekræftet på startlisten.
Ud over eksverdensmesteren Mads Pedersen er det Mads Würtz Schmidt, Søren Kragh Andersen samt Michael Mørkøv, som skal køre i alt otte etaper på de franske landeveje.
Ruten byder på to flade etaper til en start. Derefter skal klassementfolkene i aktion på fire kuperede etaper, en enkeltstart og en skrap bjergetape.