Fortsæt til indhold
Cykling

OL-favorit har været »urolig«

Cykelunion tror på, at en donation kan være med til at forbedre et historisk højt niveau.

Solbrillerne og dannebrogstrikoten funklede i solskinnet ude foran Idrættens Hus i Brøndby.

Michael Mørkøv fremstod atter så tilbagelænet cool, som man kan tillade sig at være, når man i løbet af det seneste år har vundet DM i landevejscykling samt EM og VM i parløb i banecykling.

I løbet af de seneste måneder har han ellers været »urolig« for, om han og resten af banelandsholdet kunne få de optimale forberedelser frem til OL efter udskydelsen til sommeren 2021.

»Lige præcis en sportsgren som banecykling, der er utrolig teknisk, kræver et stort budget i forhold til udvikling af udstyr og træningslejre,« siger han.

Nu kan han og Danmarks Cykle Union (DCU) imidlertid se frem til at få del i donationen til Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund på 40 mio. kr. – også selv om det stadig ikke er afklaret, hvordan pengene bliver fordelt til specialforbundene.

»Det er afgørende for, at vi kan opretholde vores niveau og måske endda lægge et lag på, fordi vi får mere tid til at øve os og forbedre udstyret. De her donationer gør, at vi kan fastholde trænerkapaciteter, eksperter og ryttere, hvoraf en del af dem lever af stipendier,« siger Morten Bennekou, elitechef hos DCU.

Ved VM i marts slog Danmark verdensrekorden tre gange i 4.000 meter holdforfølgelsesløb, hvilket manifesterede danskerne som OL-favoritter, ligesom det er tilfældet i parløb for både mænd og kvinder.

Derfor handler det om at bevare niveauet frem til sommeren 2021 – og endda forbedre det.

»Det tror vi på, at vi kan, bl.a. fordi banelandsholdets ryttere er meget unge. Vi er ret sikre på, at vi kommer til at køre stærkere, når vi får et år mere – også selv om vi gerne ville have kørt i år, fordi vi virkelig føler os klar,« siger Morten Bennekou.

Artiklens emner
DCU