Fortsæt til indhold
Cykling

Voldsom ulykke i Touren: Rytter smadrede ind i hegn

Den belgiske cykelrytter Wout van Aert er kommet slemt til skade på 13. etape af Tour de France.

Wout van Aert er fredag kommet slemt til skade på en etape af Tour de France og udgår fra løbet.

Det er endnu uvist i præcist hvilket omfang, den belgiske cykelrytter er skadet, men flere minutter efter ulykken lå han fortsat til behandling på vejen. Han har vist livstegn og er siden kørt væk i en ambulance.

Den første melding fra van Aerts hold Jumbo-Wisma lyder, at han er ved bevidsthed og har pådraget sig et kødsår øverst på højre lår.

Ulykken opstod, da van Aert skulle rundt i et højresving på 13. etape, som er en enkeltstart.

Belgieren drejede ind i svinget, men havde tilsyneladende forregnet sig og kom i kontakt med et metalhegn, der afspærrede vejen på hans højre side.

Der var straks hjælp på stedet fra rytterens egne folk samt løbsofficials. Folk fra Tourens sundhedsstab ankom også hurtigt og fik etableret en ny afspærring, så uvedkommende ikke kunne se ind til van Aert.

Wout van Aert vandt 10. etape af årets Tour i en massespurt og var også blandt favoritterne til dagens etape.

Trods ulykken er etapen fortsat under afvikling. Danske Kasper Asgreen lå i lang tid til at vinde, men er siden blevet passeret.

Asgreen har på Twitter reageret på sin kollegas ulykke.

»Fuck, det gør mig ondt at se Wout van Aert gå ned på den måde! Det sving er fucking drilsk. Pas på, gutter,« lyder det fra Asgreen.