Peter Sagan har forlænget med tysk cykelhold
Peter Sagans nye kontrakt med Bora-Hansgrohe løber til udgangen af 2021.
Den tredobbelte verdensmester Peter Sagan skal også i de kommende sæsoner køre for det tyske cykelhold Bora-Hansgrohe.
Slovakken har forlænget sin kontrakt, så den løber til og med 2021-sæsonen. Det oplyser holdet fredag.
Den 28-årige stjerne havde ikke de store betænkeligheder ved at sætte sin signatur på en ny kontrakt.
- Det var en ret let beslutning for mig, selv om jeg i forvejen havde et år tilbage af min tidligere kontrakt. Jeg har nydt de første to år på holdet, og jeg har ikke haft lyst til at tage noget andet sted hen.
- Jeg er blevet vist tillid i svære perioder, siger Peter Sagan.
Han kan søndag vinde sit fjerde verdensmesterskab i landevejscykling på stribe, hvis han sejrer i Innsbruck.
I sin professionelle karriere er han kommet først over målstregen i 109 løb.
Inden skiftet til Bora-Hansgrohe kørte han for Tinkoff-Saxo-holdet, men han har også kørt for Cannondale og Liquigas på World Touren.
/ritzau/