Carolina Marin er badminton-verdenens svar på Wozniacki

Normalt vil sportsstjerner helst snakke om deres sport, men ikke Carolina Marin. Hun er usædvanlig på flere forskellige måder.

Først og fremmest er hun en af verdens bedste badmintonspillere, selv om hun kommer fra et badminton-uland som Spanien.

Og dernæst taler hun gerne om sig selv – da hun helst ikke vil afsløre for meget om sit badmintonspil. I hendes optik vil hun give sine modstandere en fordel ved at fortælle, hvilke svagheder hun arbejder med at forbedre.

»Jeg kan altid blive bedre. Det handler om at fokusere på de små detaljer og træne hårdere end dagen før, men hvordan forbliver en hemmelighed,« siger Carolina Marin.

Den spanske damesingle har satset alt på at blive verdens bedste. Hun sagde farvel til familie og venner som 14-årig og drog mod Madrid lidt over 600 kilometer fra hjembyen Huelva i det sydlige Spanien for at hellige sig en sport, der er næsten ukendt i hjemlandet.

Men med to VM-titler og en OL-guldmedalje er det på få år lykkedes Carolina Marin at bryde gennem den kinesiske mur og sætte Spanien på badmintonsportens verdenskort.

Det var den nuværende landstræner Fernando Rivas, der fik øje på Carolina Marins talent til et ungdomsmesterskab og overtalte hende til at flytte til det nationale sportscenter i den spanske hovedstad, hvor en ny hverdag begyndte med træning flere gange dagligt, specialkost og et liv som professionel atlet.

Taktisk og teknisk er hun ikke verdens mest talentfulde spiller, men landstræneren fik øje på noget andet; hendes enorme viljestyrke, målrettethed og evne til at træne som ingen anden. Hun er lidt som den danske tennisspiller Caroline Wozniacki – en, der vil ofre alt for sin drøm.

Derfor har det spanske badmintonforbund satset alt på hende, men heller ikke det vil hun tale om.

Carolina på og uden for banen

Det er ikke fordi, at den 24-årige badmintonspiller ikke gider snakke. Samtalen skal bare helst gå på hendes personlige fortælling, de mange titler eller nye målsætninger.

»Jeg er egentlig meget privat og bruger helst min sparsomme fritid med mine venner, familie, kæreste og mine to hunde. Derhjemme kan jeg slippe alle tanker. Det er mit frirum fra alle de krav, som jeg stiller til mig selv som badmintonspiller,« siger Carolina Marin, mens hun iført træningsbukser, en lidt for stor T-shirt og badesandaler sidder roligt og afslappet i en stor, gammel lænestol.

Sådan er hun til gengæld ikke, når adrenalinen pumper rundt i kroppen, og ketsjeren svinges gennem luften i håb om at få lavet det perfekte smash. Et skrig, som det kendes fra tennis, lyder efter næsten hvert vundet point.

Hendes højlydte attitude deler vandene i badmintonverdenen – flere modstandere har kritiseret skrigeriet. Selv kalder hun det et »fighter-gen«.

»Mine råb sender et signal om, at jeg vil slå alle. Det giver mig selvtillid. Uden den var jeg ikke nået hertil,« forklarer hun.

Carolina Marin gider ikke bruge mange ord på, hvordan hun har opnået sit høje niveau, men fortæller blot, at det handler om »hård træning« og »evnen til at fokusere«. Hun mener, at hun aldrig var blevet en verdensklassespiller uden sin dedikation.

»Jeg kommer ikke fra en sportsfamilie. Det var en veninde, der tog mig med til badminton som otteårig. Første gang i hallen tabte jeg mit hjerte til sporten og vidste, at jeg måtte spille igen. Mine forældre kendte ikke meget til badminton, men de har altid støttet og opfordret mig til at arbejde hårdt for at nå mine mål. De har aldrig fortalt, at der ikke var nogen fremtid i en så lille spansk sport,« siger hun.

I barndomsårene dansede Carolina Marin også flamenco, men måtte som 12-årig vælge mellem sine sportsgrene.

»Jeg fik en mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til. Nogen så et talent i mig og troede på, at jeg kunne blive en stjerne. Jeg føler mig heldig, fordi jeg fik muligheden for at få min hobby som job. Derfor har jeg aldrig været ked af at skulle give afkald på et almindeligt ungdomsliv, som det mine venner har,« fortæller den unge spanier, der af mange efterhånden regnes for en af »de gamle i gamet«.

»Jeg kan også selv glemme, at jeg kun er 24 år. Min tankegang blev ret hurtigt voksen, da jeg skulle klare mig selv. Jeg hører ofte, at jeg taler som en, der er ældre,« siger hun efterfulgt af en mild latter.

Den spanske Viktor Axelsen

Siden fravalget af den spanske dans har hun næsten levet i hallen og sat alt andet til side for at opnå sine mål. Hun træner mindst seks timer om dagen seks dage om ugen. En typisk træningsdag begynder med to timers teknisk og en times fysisk træning efterfulgt af en tre timer lang eftermiddagstræning med mere intensiv taktisk og teknisk træning på programmet.

Badminton Unlimiteds portræt af Carolina Marin:

Som udgangspunkt holder Carolina Marin fri søndag, men de mange turneringer rundt om i verden betyder mange dage på farten væk fra de nærmeste.

»Det var hårdt at være langt fra mine forældre, da jeg flyttede til Madrid. Selv om jeg nu er 10 år ældre, er det stadig hårdt at undvære dem. Nu er jeg ofte bare mange tusinde kilometer fra dem, jeg holder af,« siger hun og sammenligner lidt sig selv med den danske verdensmester i herresingle Viktor Axelsen, der også er tæt knyttet til sin familie.

»Han er god til at holde fokus og lukke alt andet ude i kampene, ligesom jeg er, men han har som mig også brug for trygge og faste rammer uden for banen for at kunne lade op til næste turnering og genfinde det korrekte mindset,« siger Carolina Marin.

Ifølge hende kan to minutters koncentrationssvigt betyde forskellen mellem succes og fiasko i badminton, hvilket hun ved alt om efter flere tætte kampe, hvor et truende nederlag er blevet vendt til sejr.

Bedrifter, der har givet hende tilnavnet »comebackets mester«, men selv betegner hun sig blot som en vinder med stort V.

»Jeg går altid på banen for at vinde. Jeg vil være nummer et i verden igen,« siger Carolina Marin, der på nuværende tidspunkt er placeret på verdensranglistens fjerdeplads.

Hun havde i denne uge muligheden for at komme tættere på sit mål, da hun deltog i Denmark Open i Odense, men hun måtte rejse hjem flere dage før finalen efter at være blevet slået ud i første runde af verdens nummer 12, indiske Saina Nehwal.

Svært at nå drømmen

Det tidlige exit er dog ikke et tegn på mæthed fra spanieren, selv om hun i en ung alder allerede har skrevet sig ind historiebøgerne som en af de mest vindende europæiske damesingler.

Siden 2009 er det blevet til seks spanske mesterskaber og flere sejre i store internationale turneringer som All England og Malaysia Open. Efter guld ved Europamesterskabet i 2014 tog karrieren for alvor fart. Samme år blev hun verdensmester første gang, en titel hun genvandt året efter, og siden 2015 er en OL- og yderligere to EM-guldmedaljer også føjet til CV’et.

Carolina Marin er blot den tredje europæer, der har vundet et verdensmesterskab i damesingle. De to andre navne på listen er Lene Køppen og Camilla Martin.

Trods de mange titler er den unge spanier stadig i gang med at skrive sit kapitel, og hun vil ikke nøjes med at være den mest vindende europæiske damesingle.

»Jeg vil huskes som den mest vindende kvindelige badmintonspiller i historien,« siger hun.

For at opnå drømmen skal Carolina Marin ifølge hende selv vinde mindst en OL- og en VM-guldmedalje mere.

»Det bliver svært, da alle i top 10 kan slå hinanden. Dog er det ikke umuligt, hvis jeg bliver ved med at arbejde hårdt og fortælle mig selv, at jeg er god nok til at være med i verdenstoppen,« siger den resultatorienterede spiller.

Hendes kometkarriere og mange trofæer er også blevet bemærket i hjemlandet. Siden VM-guldet i 2014 har flere spanske medier nærmest stået i kø for at overrække hende deres egne priser for årets sportskvinde i Spanien.

I 2014 modtog Carolina Marin også Dronning Letizia-prisen – en såkaldt hæderspris. Et bevis på, at badminton har vundet frem i hjemlandet.

»Jeg er stolt af at have en andel i, at det spanske folk har fået øjnene op for sporten, selv om den stadig ikke kan konkurrere med fodbold og basket.«