"Det eneste problem ved Flemming Povlsen og Brian Laudrup er, at de ikke er tyskere"

Millioner sad ved skærmen til semifinalen mod Holland. Historiens bedste tv-serie, cleanede gader og stræder. Hvis ikke danskerne så den i fællesskab på en af de mange storskærme. Efter Christoftes sejrsmål var det, som om alle – alle – drog mod byernes midte, inviteret til en uforlignelig storfest.

“Der er et yndigt land”, lød det nær Rådhuspladsen i København fra en gammel, træt trompet. Men den musikalske kvalitet til trods skrålede tusinder med på nationalsangen. Holland var ikke et tegneseriehold, men en “knækket tulipan”. Der var lagt op til rokade i regeringen. Bannere proklamerede “Povlsen som statsminister” og minsandten: “Schmeichel som pave”.

Det danske flag var alle steder, i alle størrelser. Selv i kasketten på de udstationerede politibetjente, der gled ind i det folkelige tapet. En enkelt passager i buslinje 16 – og 50 på taget! Storkespringvandet nede ad Strøget var ikke længere det store, stygge, men et veritabelt vandland. Mange forsøgte at kopiere Anita Ekbergs vandgang i Trevi-fontænen. Her ku’ de bare gå på vandet!

Værtshusene var overfyldte. Glade danskere stod tæt. Og sang. Med undtagelser. En enkelt viftede med et skilt: “Hvem har taget min stemme?”

Så gik der fire dage med lystighed og velbehag i den danske lejr, i den danske presse og i den danske befolkning. For langt de fleste var det her toppen, alt yderligere ville være sidegevinster. Men ikke for spillerne – og træneren.

“Jeg kunne ikke drømme om at fastslå, at vi bliver europamestre. I en EM-finale er det få sekunder og øjeblikke, der afgør, om du bliver vinder eller taber. Men vi har troen på, at vi kan gøre det. Og troen er nu engang fundamentet for alt det andet”, sagde Peter Schmei­chel.

Først klassespillerne fra Frankrig, så de forsvarende europamestre fra Holland – og nu verdensmestrene fra Tyskland. Siden Slaget ved Isted i 1850 havde vi lidt en ubrudt række nederlag mod netop “tysken”, medmindre det henregnes til dansk sejr, når andre lande har hjulpet os ud af suppedasen.

Danmark var ganske enkelt i et fælles velvære. Og alt det her rev en hel verden med. De var måske ikke alle lige så begejstrede som os, men de var fulde af beundring. Også nogle af fodboldens største. Pelé optrådte i TV 2 på sin sædvanlige facon, ikke den store åbenbaring, men han sad der og kiggede os dybt i øjnene, klædt i mørk habit, kridhvid skjorte og skråstribet slips.

“På det brasilianske landshold har vi tit følt, at en kamp så let ud for os. Og så fik vi problemer på banen. Så danskerne skal tro på sig selv, for en kamp er først slut, når dommerens sidste fløjt har lydt. Før det sidste minut er spillet, er kampen ikke forbi”.

Hmmm, han sagde jo ikke noget forkert. Og selvom mange andre proklamerede det samme, så kom det fra fodboldens perle, og det gav det lidt mere rank ryg.

Opbakningen og forhåbningerne til danskerne var næsten generelt europæisk. Svenskerne var ikke det mindste i tvivl. I Dagens Nyheter stod der i lederen på finaledagen:

“Hvad har Tyskland egentlig? Høj arbejdsløshed, en tung økonomi og en træner, der mest er kendt for at have sparket Cruyff ned i VM-finalen 1974. Vores Ricardo er fra Odense, H.C. Andersens hjemby, det giver en helt anden livsopfattelse”.

“Vores Ricardo” – den danske landstræner. Svenskerne havde adop­teret ham som “vores Ricardo” …

De danske spillere restituerede og holdt pressemøder i dagene op til finalen. Væk var Henrik Andersen, hvis knæskal jo havde fyldt en hel tv-skærm, da den forlod sin vante plads efter sammenstødet med van Basten i semifinalen. Den fandt tilbage på Afdeling 47, Afsnit A 3 på Östra Sjukhuset i Göteborg, men lige nu sad han hos forældrene på Amager med gipsbenet oppe, klar ved tv-skærmen. Han havde håbet på at være i Göteborg, men helbredet sagde nej.

Det var det eneste definitive afbud til finalen. Spørgsmålstegnene stod rundt om de fleste andre. En nedslidt John Sivebæk, der spillede spydspids i omkampen mod hollænderne, en hofteskadet Lars Olsen (der spillede sin bedste kamp i semifinalen), en fiberska­det Kent Nielsen, der sad udenfor, og en mørbanket John Faxe Jen­sen. Desuden var Kim Vilfort efter semifinalen på ny rejst hjem til Danmark på grund af sin syge datter. Der var mange, der holdt vejret: Kunne Danmark stille hold i EM-finalen?

“Det store spørgsmål var jo: Hvor mange når at blive klar? Kommer Vilfort igen? Vi havde mange anskudte. Der kom godt nok klarmelding fra alle, men spørgsmålet var, om de var klar alle sammen. Var de 100 procent? Alle ville jo selvfølgelig spille den finale”, fortæller Richard Møller Nielsen.

“Det er jo formentlig kun en gang i livet, man spiller en finale! Jeg vidste fra mig selv, at jeg også havde spillet nogle kampe, hvor jeg egentlig skulle have meldt afbud …”

Kim Vilfort kom tilbage, Faxe så bort fra de blå mærker, Lars Olsen var i bedring: “Jeg havde det ikke godt, men dog bedre end lige efter semifinalen”. Stor var tvivlen omkring Kent Nielsen og John Sivebæk. Og derfor kom der også en tvivl hos Torben Piechnik, der havde vikarieret for Kent Nielsen mod Frankrig og Holland. “Hvad nu, hvis Kent blev klar – skulle jeg så spille?”

Landstræneren lagde en plan, som de øvrige spillere først bagefter – nogle mange år efter – fik kendskab til. Han udfordrede Kent Nielsen og John Sivebæk på selve finaledagen.

“De havde begge meldt sig klar dagen før, men samme morgen, som vi skulle møde Tyskland, mødte jeg dem og sagde: Jeg vil godt lige sikre mig, at I nu også er i orden”, fortæller Richard Møller.

Han dikterede de to højst overraskede spillere et kvarters opvarmning. Den klarede de uden problemer og troede så, at alt var o.k. Men så sagde landstræneren: “Jeg er nødt til at løbeteste jer, og jeg må sige det ligeud: Den hurtigste af jer spiller finalen i aften!”

Der stod så to rystede spillere, som havde meldt sig klar, men nu skulle ud i en slags udskilningsløb umiddelbart før det, der var udset til at være deres livs kamp.

Løbetesten gik i gang, og Kent Nielsen løb det hurtigste, han nogensinde havde gjort, men Sivebæk kom i mål en halv meter før. “Mær­ker I noget?” spurgte Richard Møller. “Næh”, svarede de. “Godt, så spiller I begge to i finalen”.

“Jamen, du sagde, at du ville vælge den hurtigste”, sagde John Sive­bæk. “Jeg sagde, at hvis jeg skulle vælge …”, kom det kryptisk fra landstræneren.

“Det var en genistreg fra Richards side”, synes Sivebæk 20 år senere.

“Jeg sagde bagefter til mig selv, ikke til andre: Richard, der var du sgu smart”, kommer det fra den listige fynbo. “Men måske skulle jeg ikke have presset Sivebæk så hårdt, så havde han måske spillet lidt længere i finalen, så det var måske ikke så smart endda”.

Kent Nielsen (og Sivebæk) var altså med fra start – og det var Torben Piechnik også. Ud var selvfølgelig gledet Henrik Andersen, så Christofte blev placeret som venstre wingback. Skal vi lige tage finaleholdet: Peter Schmeichel – Lars Olsen, John Sivebæk, Kent Nielsen, Torben Piechnik, Kim Christofte – Kim Vilfort, John Faxe Jensen, Henrik Larsen – Brian Laudrup, Flemming Povlsen.

Planen var så, at Piechnik skulle tage sig kærligt af Jürgen Klins­mann, der var en af de fremtrædende verdensmestre fra 1990, en af de største spillere i tysk fodbolds historie, og som var tilbage i startopstillingen efter Rudi Völlers farvel med en brækket arm tidligere i EM-turneringen. Og Kent Nielsen skulle holde et vågent øje med Karl-Heinz Riedle, der havde lavet to mål i semifinalen mod Sverige og ligesom Klinsmann (Inter) spillede i den italienske serie A (Lazio).

Tyskerne lagde op til de sædvanlige mandsmarkeringer, her Jürgen Kohler over for Flemming Povlsen (de havde spillet sammen i FC Köln), og Guido Buchwald over for Brian Laudrup. Det var Buchwald, der i 1990 i finalen holdt Diego Maradona nede, da tyskerne blev verdensmestre. Otte spillere i denne EM-finale var med i VM-finalen.

“Hvis Danmark banker Tyskland i en EM-finale, styrker det udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens forhandlingsposition over for forbundskansler Helmuth Kohl”, sagde professor i international politik Ole Krarup Pedersen og viste, at en eventuel triumf ville have en bred klang.

Til EF-topmødet på selve finaledagen mødte Uffe Ellemann-Jen­sen op i lysegrå habit og et rød-hvidt roligantørklæde. Det var her, han med skjult henvisning til det danske nej til Maastricht-aftalen sagde: “If you can’t join them, beat them”.

Det er aften i det skønneste format i Göteborg. TV 2 har sendt en lang optakt til den største fodboldkamp nogensinde med dansk deltagelse. Fra klokken 19.50. 20-22 minutter, værsgo Danmark!

Danmarks Radio sender på den kanal, der indtil kort tid forinden havde monopol, men fik konkurrence fra Kvægtorvet i Odense 1. oktober 1988. DR havde førstevalg, da EM- og VM-rettigheder skulle fordeles – og valgte VM.

Kronprins Frederik har taget sin far, prinsen, med til Göteborg. 2,8 millioner sad klar ved tv-skærmene, mens en halv million yderligere så på storskærme rundt om i landet. Gallup anslog således, at næsten 3,5 millioner så EM-finalen. Et stykke tv-historie, der aldrig er overgået.

Bundesflagge og Dannebrog bliver på Nya Ullevi båret skråt ud fra kroppen af to billedskønne gymnastikpiger. Der står de på linje, de danske og tyske spillere og kaster lange skygger i den svenske aftensol, denne smukke skærsommerkvæld. Det bølger. Det tyske flag er meget synligt med de karakteristiske farver sort, rød og guld (!). Det danske synes overalt. Ikke kun på stænger og pinde, men som ansigtskulør, på trøjer, og når vi hiver i klaphatten.

Vesttyskland er kommet som verdensmestre – nu et forenet Tyskland med to spillere fra det forhenværende DDR, Matthias Sammer og Andreas Thom. Kun Sammer er med fra start.

De har haft så meget overskud i den tyske lejr, at de har haft plads til ros af danskerne. “Det eneste problem ved Flemming Povlsen og Brian Laudrup er, at de ikke er tyskere”, sagde træner Berti Vogts i tysk tv op til finalen. Men ellers er de ret sikre på en ny triumf.

“Tyskerne ænsede os ikke, da vi stod i spillertunnellen. For dem var finalen blot ‘a walk in the park’”, husker John Faxe (selvom det nok var i tyske gloser, de ville have sagt det: ‘ein Spaziergang im Park’). På pressemødet dagen før havde en af spillerne udtalt, at den “rigtige” EM-finale havde været Tyskland mod Holland.

“Det med arrogancen betyder intet for mig. Det er mere et handicap for dem selv, for når tingene ikke kører som forventet, så skal der findes nye redskaber, og det passede mig godt”, siger Kim Vilfort.

“Uanset hvor man synes, man selv står, så var det altså de tyske verdensmestre, vi stod over for. Men jeg tror, det var med til at give os ekstra energi”, siger Flemming Povlsen.

Sangerinden Hanne Boel står bag det danske hold og synger om, hvor yndigt vort land egentlig er. Og det var alle enige om, helt enige 2 x 45 minutter senere. Schmeichel ligner Harlekin i sin målmandstrøje med næsten rombiske rutemønstre. Karseklippet er lyst, næsten drenget, og på hænderne sidder tyske Karl Reusch-handsker.

Det starter som ventet – og frygtet. Løbeduellerne på midtbanen har tyske fortrin. Mathias Sammer og Stefan Effenberg er i ustandselig bevægelse, mens John Faxe og Henrik Larsen halser af sted. Der er problemer med positionerne, bevægelserne er hæmmede – danskerne er mærkede. De kan ikke komme op i fart, vi ser ikke det sædvanlige presspil, der humpes, det er tunge ben, tunge kroppe, tunge hoveder …

Efter syv minutter: Sammer smutter omkring banens midte ind mellem John Sivebæk og John Faxe og får prikket bolden til Stefan Reuter, der har fundet sit dybdeløb mellem Christofte og Henrik Larsen. Lars Olsen presser ham, og Schmeichel kommer så godt ud, at Reuter løfter bolden lige forbi mål.

Presspillet leveres af tyskerne, absolut ikke af danskerne, som vi ellers har set det som noget typisk i denne turnering. Og kontraspillet er bortkommet. Ingen har set det siden semifinalen. Mathias Sammer sætter meget i scene fra egen halvdel med lange løbeture. Hässler bevæger sig ofte væk fra tyskernes højre side, og så bliver der en åbning dér, hvor Christofte ikke rigtig ved, hvor han skal hen. Og så kommer Stefan Reuter på kanten.

Der går 14 minutter inden første danske afslutning. Godt, roligt dansk opspil, og Faxe sparker udefra. Ikke med præcision, men dog en afslutning. Men Faxe snegler sig af sted på den danske midtbane …

På tribunen kloger Franz Beckenbauer og Pelé sig – det kan ikke blive meget større i den svenske aftensol. To verdensstjerner i jakke, skjorte og slips. De er formentlig enige om tyskernes dominans.

“Jeg var hurtigt klar over, at jeg skulle spille op til mit allerbedste, ellers ville det blive svært – vi havde for mange, der bare måtte hænge på”, fortæller Schmeichel. Han var en af de tre “stivere” udpeget af Richard Møller Nielsen på pressemødet dagen før finalen. Landstræneren fortalte, at han kom til at tænke på sin mors korset, når han så den svenske laks på frokostbordet. “De havde samme farve”.

Og han fortsatte i samme stil, mens vi andre undrede os: “Når stiverne blev taget ud før en vask, faldt korsettet sammen. Det er det samme med landsholdets stivere. Fjernes de, risikerer vi, at holdet falder sammen”.

Og så fik vi at vide, at “stiverne” i finalen var Schmeichel, Kim Chris­tofte og Flemming Povlsen.

Nå, der er gået 18 minutter. Langt udspark fra Schmeichel. Vil­fort over for Brehme i den danske højreside, Vilfort med hælen til Flemming Povlsen i nærkamp med Jürgen Kohler tæt på sidelinjen, Kohler trækker sig bedst ud af duellen, Brehme tager over, mens Flemming Povlsen er på knæ. Der kommer Brehme også ned efter en lang, glidende, kontant tackling af Vilfort lige for næsen af dommer Bruno Galler, som lægger an til et fløjt, men ærten triller ikke, og Flemming Povlsen er kommet på begge ben. Kontrollerer bolden, ser op og sender den skråt bagud til John Faxe, der hamrer den ind bag Bodo Ilgner, mens Effenberg kaster sig i et desperat forsøg på at afværge.

Det utrolige er sket på den blot anden danske afslutning, den første inden for målrammen. Det store visuelle roliganfyrværkeri bryder løs med det euforiske lydtapet. Det ubegribelige har overmandet os alle.

Og et sted på tribunen bliver Hans Kongelige endnu mere Højhed – den fodboldglade kronprins Frederik rejser sig i mørk blazer, pink skjorte og det bredeste smil, mens farmand i gråt jakkesæt og hvid krave på sin pink skjorte bliver siddende med sin applaus. Danske solstråler, der rækker langt ud over Nya Ullevi, og en smittende begejstring har slået sig ned.

“Jeg fatter stadig ikke, at der ikke blev dømt frispark på Vilfort, men der var nogen, der ville os noget godt i den turnering” kommer det fra Schmeichel, der slår fast, at Faxe må ha’ ramt bolden forkert – “ellers havde han aldrig scoret”.

Med målet er der kommet gang i John Faxes bentøj – for første gang i finalen. Han stormer af sted med pegefingeren løftet, mens holdkammeraterne prøver at fange ham. Han ramte den “lige i røven”. Tyskerne er i chok, Brehme ligger stadig på banen efter kollisionen med Vilfort.

“Der var sikkert nogle, der ville have dømt frispark. Jeg rammer godt nok bolden, men jeg rammer også Brehme meget voldsomt, men det er ikke med knopperne forrest”, fortæller Vilfort, mens vi kalder på erindringerne 20 år senere.

“Da bolden kommer, når jeg at tænke: snotten i måtten”, siger John Faxe, der fik sig en regulær skideballe af Richard Møller som optakt til finalen. Lige nu går han rundt og er veltilpas med glade øjne under permanenten og opadvendte mundvige under de spirende dun på overlæben. Sådan var det bestemt ikke en halv times tid forinden.

“Efter den fælles opvarmning stod jeg alene tilbage og sparkede på mål – uden målmand. Jeg ramte overhovedet ikke kassen! Så kom Richard og råbte mig ind i hovedet: ‘Se så at få den snotkasse til at se på dine snørebånd, når du sparker’. Det var første gang, jeg havde fået en skideballe under en opvarmning og så tæt på en kamp. Jeg var rystet”.

Richard Møllers reaktion: “Jeg tænkte mere på de dejlige, nye bolde, der blev væk, da han stod og sparkede. Så min sikring brændte over, og jeg sagde til Faxe på vejen ind: “Du skal spille defensivt på midtbanen og ligge foran vores forsvar. Dér synes jeg, du skal blive”.

En anden historie er den med hesten. Faxe havde dengang en travhest eller en galophest (”han fandt aldrig ud af, hvad den var”, mener Richard Møller). Landstræneren foreslog, at han fik et billede af hesten sat på støvlerne, så han kunne kigge ned til den, når han skulle sparke. Så var der en chance for, at han kunne holde skuddet nede … Faxes skud på mål var en tilbagevendende joke på landsholdet.

“Det var en midtbanespiller, jeg kiggede efter, da jeg afleverede, men det var bestemt ikke Faxe”, husker Flemming Povlsen med det sædvanlige, drengede smil. “Nu blev det hans once in a lifetime – og det var lige, hvad vi havde brug for”.

“Faxe har et okay spark, men det var sjældent, han ramte målet. Hvis andre gemmer deres mål på videobånd, så kunne Faxes være på et rensebånd”, kommer det fra Brian Laudrup.

“Det mål tog lidt ud af tyskerne og gav os lidt i stedet – det vil sige, at afstanden mellem os blev formindsket”, funderer Schmeichel.

Andreas Brehme er på benene. Halvandet i hvert fald. Samtidig med at han skælder ud på dommer og linjevogter. Og tilskuerne får også en vred Brehme-hilsen.

Vi er midt i halvlegen på vej mod sensationen. John Sivebæk med stramt bind om højre lår signalerer, at han egentlig gerne vil ud – eller i hvert fald, at han ikke er på toppen. Altså fysisk. Fiberskaden fra semifinalen synes at være i drillehumør, alt for tidligt. Han er dog i bedring senere i halvlegen.

Tyskerne forsøger at komme sig over den danske chokføring. Effen­berg kommer mere brænde i ovnen og signalerer, at der skal mere damp på den tyske maskine. Han tager igen et langt løb, der først sam­ler den danske defensiv, men siden splitter den. Fire mand – Piech­nik, Henrik Larsen, Faxe og Lars Olsen er inden for fire kvadratmeter rundt om Effenberg, der får prikket bolden ud af denne kvadrat til Jürgen Klinsmann. Klinsmann har bolden i medløb og kaster hele sin krop ind i skudafviklingen. Bolden er knaldhårdt på vej mod fjerneste stolpe, men Schmeichel præsterer en verdensklasseredning.

“Den redning vendte kampen fuldstændig. Jeg har talt med Klins­mann senere, han var sikker på, at bolden gik ind. Han var ekspert i at fange en målmand i ubalance, når han afsluttede. Det samme kendte jeg fra Ole Gunnar Solskjær i Manchester United. Det var deres speciale. Men det her var min vel nok vigtigste redning nogensinde”, siger Peter Schmeichel.

“Vigtigste, når man tænker på kampens betydning og tidspunktet i kampen. Og så at jeg kunne nå helt derned, når man tænker på min højde. Det var en redning med det yderste af fingrene og en af den slags redninger, man ødelægger sin finger på. Se bare her” – og så viser den lange målmand sin fuldstændig skæve finger …

Berti Vogts har rejst sig fra den tyske bænk. Danskerne har fået nye vitaminer. Der bliver arbejdet knaldhårdt og kollektivt, og Vilfort har overskud til et kontraløb, som Flemming Povlsen ser, men Bodo Ilgner er hurtigt ude. Danskere viser tænder, og selvom Landauer Jungs svinger med sort-røde-gule farver, er tysken humørforladt.

John Faxe igen i afslutterens rolle efter hjørnespark, som Brian Laudrup behændigt og med stort overblik ekspederer lige i fødderne på den danske målscorer. Flere af spillerne går rundt, som om de tænker: Drømmer jeg eller er jeg vågen? Faxe med tre kvalificerede afslutninger … Richard Møller Nielsen er glad, men ikke tilfreds – det er han først, når opgaven er endeligt løst. Holdleder Kaj Johansen nyder modsat sin sidemand godt af, at rygeforbudsloven først kom 15-20 år senere – han sender røgsignaler fra bænken via sin trofaste “snadde”.

Meget mere dansk presspil. Danskerne ligger tæt på tyskerne. Så meget, at Piechnik får en advarsel for at være for meget i clinch med Klinsmann. Den schweiziske dommer viser gult på opfordring fra teatralske Klinsmann.

“For ikke at risikere et rødt kort bestemte bænken, at jeg skulle forlade Klinsmann og i stedet tage mig af Riedle resten af kampen. Det var ellers gået rigtig godt mod Klinsmann, men fornuftigt set udefra”, fortæller Torben Piechnik.

Her er jeg nødt til at bryde ind. For jeg kan ikke se, at Piechnik forlader Klinsmann. Men sådan har det også været undervejs i tilblivelsen af denne “mindernes parade”. Der er ting, man aldrig glemmer, men som man bare ikke kan huske …

“Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei” – lyder det nu på Nya Ullevi, men det er ikke forbi endnu. Heller ikke de tyske frustrationer. Det giver et par gule kort og tiltrængte frikvarterer til danske spillere, der hellere end gerne lader sig behandle på plænen.

Det kan godt være, tyskerne har meget spil, men danskerne har scoret og det betyder større, nødvendig påpasselighed fra tysk side og dermed ikke det samme tryk på danskerne som i begyndelsen. Men kontraspil er der ikke kræfter til. Forståeligt nok. Til gengæld er danskerne glade for, at man må være lige så mange, man vil, i eget straffesparksfelt.

“Det ligner Hovedbanegården i myldretiden”.

Så er der pause, og i pausen snakker alle vi i medieafsnittet om, hvor dejligt bizart det er lige nu. At “vi er højt oppe”, er en selvfølgelighed – og det bliver kædet sammen med et tv-billede fra oven, fra den luftballon, der svæver over Nya Ullevi …

Efter pausen: Mathias Sammer er taget ud hos tyskerne, Thomas Doll er kommet ind og skal give midtbanen endnu mere bevægelse.

Min sidemand: “Fornuftigt af danskerne at lade Guido Buchwald og for den sags skyld Jürgen Kohler føre bolden frem. Det er ikke de to, der har opfundet den runde fodbold … med andre ord: Med dem er der mindst chance for en god aflevering”.

Indskudt her: Bobby Charlton, legendarisk englænder, mener, at Flemming Povlsen har været EM’s bedste spiller: “Han har klasse, personlighed og en stærk mentalitet”. “Unser Dortmunder-Povlsen”, sagde de i tysk tv.

Lægekufferten skal frem igen. John Faxe ligger på plænen. Så ligger Vilfort der. Doktor Kreutzfeldt på overtid. Reuter tackler hårdt. Vilfort ligger der igen. Reuter siger undskyld. Flemming Povlsen ligger der. Ind med Kreutzfeldt. Det er et tysk hold, der satser – det er de nødt til. Og et dansk hold, der markerer kontraspillet. Tyskerne smider den ind fra højre og venstre side. Der er plads midti til de rød-hvide. Men de står langt tilbage på banen lige nu.

Så er der gået 20 minutter, og Claus Christiansen vrider hofter for ligesom at vise, at han er klar til at komme ind. Sivebæk har uimodståeligt og heroisk givet sig fuldt ud, selvom hans krop ikke var til det. Nu kan han ikke mere.

“Jeg ville selvfølgelig helst have spillet finalen færdig. Men min rutine fortalte mig, at jeg skulle lade en anden komme til. Tænk, hvis der var en, der løb fra mig på grund af min skade, og tyskerne fik scoret ... i en EM-finale!”

Bolden er meget på tyske fødder, men pludselig midt i halvlegen folder det danske kontraspil sig ud i fuldt flor. Flemming Povlsen rykker mod venstre og forvirrer de to tyske forsvarsspillere Guido Buchwald og Thomas Helmer, men Brian Laudrup foretrækker så afleveringen i medløb til Kim Vilfort bag om Andreas Brehme. Vilfort i rigtig god position, men får ikke ram på bolden. Stor dansk mulighed …

Vi ærgrer os og bider negle. Det samme gør Prins Henrik for øjnene af en milliard tv-seere kloden rundt. Doigt français. Og danskerne får ikke kun en finger, men indimellem også hele den hjælpende hånd fra dommer Galler. Det dufter umiskendeligt af et tysk straffespark, men schweizerkniven skærer igennem til dansk fordel. Som han (formentlig) også gjorde det ved 1-0-målet.

Næste angreb er tysk. Klinsmann laver stopfinten, og Piechnik forsvinder ud af tv-billedet. “Klinsi” smider den over mod fjerneste stolpe, hvor Riedle er klar til at heade en udligning ind. For Schmeichel er væk … ved forreste stolpe. Men enestående artisteri af Kent Nielsen, der smider sin lange højreskøjte op over hovedhøjde og får afværget for næsen af Riedle. Sindssyge sekunder lige nu. Klinsmann i fuld fart stormer ind i bolden med et knaldhårdt hovedstød, som Schmeichel får reageret mesterligt på.

11 danskere i eget straffesparksfelt. 14 minutter tilbage. Jeg kan da sagtens se, at viseren flytter sig, men det er, som om tiden står stille. Det gør tyskerne ikke. Reuter smider den ind fra højrekanten, trængsel i feltet, hvor Schmeichel kommer ud og plukker den lille runde i luften foran Riedle og Klinsmann – med én hånd!

“Jeg var hele tiden i kontrol – næsten lidt for meget. For uanset hvad jeg lavede, så lykkedes det. Og det kan være farligt. Der er ikke langt mellem at være i kontrol og så være overmodig. Overmod kan betyde, at du laver fejl. Blandt andet da jeg snupper den med én hånd. Folk var jo vilde med den aktion, men når jeg har set den bagefter, så siger jeg til mig selv … hvad fanden … det var der jo absolut ingen grund til!”

Ikke så længe efter: Begge hænder skal i brug. Der skal klappes. Flemming Povlsen sparker et frispark lige ind i den tyske tremandsmur, bolden kommer retur til Kent Nielsen, der kombinerer tæt med Henrik Larsen, og kommentatoren slår fast: “Det er et par store drenge, der skal spille et-to”.

En tysker kommer imellem, og bolden heades af Claus Christian­sen, der selvfølgelig når højere end lille Hässler. Frem til Kim Vilfort, der får den med i en “dribling” mistænkeligt tæt på den løftede højre arm.

“Jeg har set en super slow som en århusianer har brugt i en opgave på Filmskolen. Du kan ikke se det helt, men bolden kommer i en vinkel, hvor den ville dreje, hvis jeg ramte den med hånden eller armen – hvis den gør noget, så snitter den mig på kinden”, siger Kim Vilfort.

Ind imellem Andreas Brehme og Thomas Helmer, et skarpt træk til venstre, væk fra Helmer og så hugger han til med venstrebenet i den retning, han kom fra. Via den ene stolpe. “Farvel, Bodo Ilgner”.

“Det er løgn, Preben. Det passer ikke?”

“Gu’ gør det så”.

Kommentatoren var helt oppe i det felt, der er flerfarvet.

2-0. Der er sølle 12 minutter tilbage!

“Hvis man er i tvivl, om der skal dømmes, så plejer man som spiller altid at skæve til dommeren eller linjevogteren – og jeg har overhovedet ikke den attitude, så jeg er slet ikke i tvivl om, at målet skal godkendes, fortæller hovedpersonen. “Noget andet er, at de tyskere, der er lige omkring mig, ikke appellerer. For mig er det ikke beviser, men argumenter for, at der ikke er foregået noget ulovligt”.

Hold kæft, en altomfattende jubel. På Nya Ullevi, hvor spillerne kaster sig over Kim Vilfort – Piechnik i bogstaveligste forstand, da han med et spring rammer ved siden af festbunken. Og i hele Danmark – og i store dele af Europa. En tændt smøg forlader Kronprinsens læber, for nu skal der råbes højt hurra. Min sidemand smider også sin smøg – ned i kommentatorens taske. Der er ikke tid til at slukke gløderne. Euforien har et solidt tag i os alle. Tasken ånder ud!

Os ved skærmen får det pragtfulde øjeblik i endnu en gentagelse. Vilfort kunne have sparket første gang, men vælger frækt at tage et træk mere, inden han afslutter.

“Det kom mig til gode her, at jeg var angriber i hele min ungdomstid og de første fire-fem år som senior. Noget sagde mig, at jeg ikke skulle sparke første gang, så jeg tager et træk. Det er ikke noget særligt hårdt spark, men den sidder godt helt ude ved stolpen”.

Og så netop Kim Vilfort, der har mærket følelsesregistrets spændvidde under hele EM-turneringen.

Én fra bænken tillader sig at sige, at nu er den hjemme. Det gør Richard Møller rasende. Han har tit haft fat i klichébunken med gentagelsen om, at en kamp ikke er forbi før dommerens sidste fløjt.

Men de synger på stadion: Sejren er vor, sejren er vor … mens marginalerne på ny er med Danmark. Indskiftede Andreas Thom hamrer bolden forbi det danske mål på en temmelig stor chance.

Der er sølle ni minutter tilbage!

Vitaminglasset blev lige fyldt op med Vilforts 2-0-mål, og nu stormer de danske spillere rundt i et sandt arbejdsraseri. Selvom de er segnefærdige.

“Man burde have spyttet blod, man burde have haft kramper, man var fuldstændig drænet – men de sidste 10-15 minutter følte man sig uovervindelig”, husker John Faxe Jensen, mens alle andre end tyske tilskuere danser på stadion. Og i hele Danmark. Festen er mere end godt i gang.

Vi kommer nærmere det befriende slutfløjt. Kommentatoren tør ikke slå europamesterskabet fast. Sidemanden siger lige så kækt: “Er du pessimist?” “Nej”, svarer kommentatoren. “Men jeg er ved at gøre noget lignende i bukserne lige nu”.

Der er sølle tre minutter tilbage!

De tyske spillere resignerer og går med bøjede hoveder. De danske spillere har fremskudt brystkasse og er oprejste. De ligger kun ned, når tysken vil det. Klinsmanns frustrationer går ud over John Faxe.

Eftertænksomt: Tyskland har lige så mange registrerede fodboldspillere, som Danmark har indbyggere.

Der er et sølle minut tilbage!

Den svenske statsminister Carl Bild virker lige så tilfreds som Prins Henrik på de dyre pladser. De kan sammen med os alle se det, bøjet i neon: Denmark 2 Germany 0. En af de flotteste lystavler overhovedet.

Og så samler dommer Galler bolden op. Det er slut. Danmark er europamestre! Det fantastiske eventyr fik en slutning, som ingen kunne have skrevet.

Verdensmestrene havde fået … Deutsche Bank!

Armene strækker sig mod himlen. Spillerne omfavner hinanden.

Nya Ullevi, i dette moment en fodboldens Amalienborg – residensen for regenten i europæisk fodbold. Et dansk hold, der på ny havde overgået sig selv. En kraftpræstation i finalen, der tegnede et billede af hele EM-turneringen. Med forholdsvis enkle midler i en kollektiv beruselse. En spillestil, der bar præg af mod, held – og vilje. De løb, selvom de knap nok kunne gå! Landstrænerens evne til at få det maksimale ud af sine folk viste sig endnu en gang. “Samtidig var det en fordel, at vi ikke var et helt hold af stjerner. Alle kendte deres plads. Der var ingen interne magtkampe”, som Flemming Povlsen siger det.

Naturligvis kogte det over på Nya Ullevi – og i hele Danmark. Det var til at tudbrøle over, så det gjorde vi. På hver vores måde. Politidirektøren i København havde bevilget alle udskænkningssteder åbne hele natten, politiet og folket var arm i arm, dansen i gaderne var improviseret og ærlig, folkefesten nåede sit absolutte højdepunkt.

Spillerne faldt om – af træthed og glæde klokken 22.03. Færdigt arbejde. Men intet var forbi. Kun dommer Bruno Galler. Hans sidste fløjt på Nya Ullevi var hans sidste fløjt overhovedet. Aldrig mere dommer. Aldersgrænsen var nået. I Danmark gik danskerne over grænsen. De var dér, selvom festen var i Danmark. I Sverige forstod danskerne glæden ved EM-triumfen, men ingen fornemmede, hvor stort det var i hjemlandet.

Men først skal vi, som min sidemand sagde det: “have noget så specielt som en præmieoverrækkelse, hvor en dansk fodboldspiller skal op og have pokalen – det er simpelthen fantastisk”. Sagt med respekt og følelse.

Der er et yndigt land, og dér bor Europas bedste fodboldhold!