Bryllup, fødsel, død og guld: Sommeren '92 set gennem et JP-kamera

Juni 1992 vil for mig altid stå som topmålet af vanvid.

Månedens første fridag var pinselørdag d. 6/6, hvor min allerkæreste og jeg blev gift og holdt fest for 80 glade mennesker i et telt ved vores lille sommerhus.

Det blev en vidunderlig solbeskinnet dag, kærligheden florerede, og det blev også en fest for vores treenighed, for nu var hun gravid for tredje gang, og denne gang nået helt til 26.uge, så nu kunne det ikke gå galt igen.

Fire dage senere sad vi og så åbningskampen ved EM i Sverige, da hun fik veer, og vi hastede til Frederiksberg Hospital, hvor alt var vagtskiftekaos. Jeg ringede efter vores gode ven, som er læge, og hun hjalp til under fødslen.

Den lille, smukke dreng ville ud i verden for tidligt, og han nåede kun at opleve en trist hospitalsseng og to afmægtige forældre i de få gispende minutter, han levede.

Et par dage senere kunne vi sende takkekort til alle bryllupsgæsterne. Vi lagde ud med de velkendte ord – Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?

Vi kunne slet ikke se lys eller finde formål med livet i de dage, så vi pakkede os lidt sammen og krammede og tudede i vores lille hule. Bortset fra den aften, hvor Danmark spillede sidste puljekamp mod Frankrig.

Tænk hvis nu såfremt ifald – Det kunne jo være, Danmark kunne overraske, og vi trængte til lidt selskab og eventuel glæde, så vi maste os lidt beklemte ind til storskærmsarrangement på et listigt sted i sommerlandet.

Miraklet skete, og vi glemte et sekund tid og sted, da Lars Elstrup gled frem og scorede sejrsmålet.

Vi bællede og skålede og skreg og krammede vildt fremmede og oplevede et lille sus af tiltrængt lykke. Vi var videre. Vi var lidt videre.

Nedbidte negle og forlænget spilletid

Semifinalen så vi hos mine forældre i sommerhuset på Fyn, og efter en dag, hvor vi havde fået grædt ud ved deres skuldre, satte min far en flaske Gammel Dansk på sofabordet og foreslog, at vi tog en ordentlig én, hver gang Danmark scorede. God humor!

Jeg havde tippet 2-2, så jeg vandt 4000 kroner, da Frank Riijkard udlignede kort før tid, men kunne ikke rigtig glæde mig over det. Til gengæld blev der vist følelser og bidt negle i den forlængede spilletid.

Straffesparkskonkurrencen var hård at komme igennem, især fordi vi holdt vores aftale om en dram, hver gang Danmark scorede. Siden har jeg ikke været vild med det stads.

Da Christofte snurrede rundt i sejrsrus, snurrede vi med, og lykkestunden varede lidt længere end sidst.

Dagen derpå talte jeg med Carsten Andreasen, vor fotograf i det fynske og min læremester udi sportsfotografi, som dækkede turneringen, og han skaffede mig en akkreditering til finalen. Behersket jubel, for det kunne jo kun blive antiklimaks mod tyskerne.

En vidunderlig fredag stod jeg meget tidligt op og begav mig til Göteborg og mærkede forventningens glæde hos de danske roligans foran Nya Ullevi stadion.

Da kampen blev fløjtet i gang, sad jeg på tribunen blandt tilskuerne og fiskede med min telelinse, og i modsætning til John ”Faxe” var jeg ikke i bedste skudposition, da vi bragte os foran. Til gengæld fik jeg øl i nakken og blev dunket i ryggen af glade landsmænd.

I pausen fik jeg Carstens plads bag mållinjen, mens han uendeligt storsindet forlod kamparenaen og gik i pressecenteret for at fremkalde farvefilm og sende de første fotos til Viby – en meget langsommelig affære for 23 år siden. Det tog næsten en halv time at sende et farvefoto, men han havde naturligvis et fantastisk billede af ”Faxe”, der rammer kuglen et vist sted.

Angrebene bølgede ned mod mig, da jeg befandt mig i samme ende af banen som Peter Schmeichel, og det virkede som et spørgsmål om tid, før den forbaskede udligning kom, og korthuset ville vælte.

Så satte Kim Vilfort trumf på, og jeg så flere garvede pressefotografer knytte næverne. I de døende minutter af kampen havde jeg åndsnærværelse nok til at forlade min plads og liste hen til de danske tilskuere og fotografere.

Det var først, da jeg kom tæt på fodboldfansenes ansigter, jeg for alvor fattede storheden, vanviddet og forløsningen, og jeg fik tårer i øjnene, da den schweiziske dommer Bruno Galler blæste tak for i aften.

Det samme havde Flemming Povlsen, da han grådkvalt kastede sig i Peter Schmeichels arme.

Carsten havde sagt, hvornår jeg senest skulle være tilbage, og at jeg skulle vide, hvilke to film, der skulle fremkaldes først. Jeg kiggede hele tiden på uret, mens adrenalinen høvlede rundt i blodet, men jeg kunne lige nå at skyde pokaloverrækkelsen.

Så var det jo, at Ricard Møller Nielsen og spillerne tog en æresrunde med pokal og Dannebrog, og jeg kom liiiige til at løbe lidt med, selv om tiden var knap. Det fik jeg ikke meget ud af (andet end at jeg kan ses på slutbilledet i ”Sommeren 92”-filmen til højre bag Ricardo).

Så gik det ellers i sprint op i presserummet, hvor Carsten havde bestukket Reuters assistent med 1.000 kr. til at fremkalde mine film først, og ikke så snart var de ude af suppen og tørret, før vi blev enige om et negativ, der var skarpt og ikke mindst havde den smukke pokal med i sceneriet.

I skyndingen fik vi sendt negativet ved siden af, som ikke var nær så godt, men det var i farver, og det nåede at komme på forsiden af avisen på trods af den seneste deadline nogensinde for en lørdagsavis.

Med frankfurtere i forruden

Rubrikken hed kort og godt GULD, skrevet så stort, at det kunne læses over Øresund.

Efter en velfortjent svensk letguldbajer kørte jeg til Helsingborg, hvor der var kø ved færgelejet – og fest!

Jeg glemmer aldrig de to ungersvende, der havde svøbt deres nøgne overkroppe i Dannebrogsflag og gik rundt med en kasse med fem kilo Frankfurterpølser, som de nænsomt placerede under vinduesviskerne på de biler, der havde 1) tyske nummerplader og 2) ret sure mænd ved rattet.

Nogle 2)ere gik fluks ud og kastede pølserne i asfalten, mens andre valgte den nemmere, men ikke kønnere løsning at sætte viskerne i gang.

Ikke videre sportsligt, men jeg var færdig af grin. Klokken var mange, da jeg endelig blev vinket ombord på en færge og juhuu fik den første plads ved broklappen. Der ventede mange timers arbejde endnu med at fremkalde film, kopiere farvefotos og sende dem med flybrev til Århus, som det jo hed dengang, så jeg havde ikke noget imod at gasse op og komme hurtigt til hovedstaden.

Heltemodtagelse på Rådhuset

Ak ja! Broklappen gik så i baglås, så alle på den propfyldte færge måtte bakke ud, og hvem kom sidst? Moi! Forlænget spildtid.

Jeg måtte lige forbi Rådhuspladsen på vej til redaktionen, og sikke et syn! Jeg husker det som en drøm. Folk vaklede syngende rundt i morgensolen i et landskab af skrald, øldåser og verdenshistorie.

Arbeit arbeit! Der skulle af gode grunde laves rigtig mange sider til søndagsavisen, så der var travlt i det lille mørkekammer, men det rislede så dejligt ned ad ryggen, når de glade ansigter kom ud af maskinen.

Jeg skulle naturligvis også forevige heltemodtagelsen på Rådhuspladsen, der var som fortryllet, da jeg ankom. Renovationsfolkene havde knoklet til den store guldmedalje, og folk overstrømmede klatøjede til med ny ansigtsmaling og store smil.

Jeg må indrømme, at trætheden begyndte at melde sig, da spillerbussen blev forsinket halvanden times tid undervejs, men folkefesten var jo ren ferietablet for en arbejdsmand, og jeg nød hvert sekund.

På hovedet i pizzaen

Endnu en lommefuld film til fremkaldelse og viderebearbejdning, men til sidst kunne jeg kalde det en dag – eller to – og mødes med fruen i Tivoli til en pizza. Nu skulle jeg høre om hendes oplevelser og fortælle hende alle de sjove historier. Ja, Godaw do!

Alle sindsbevægelserne, arbejdsraseriet, natteroderiet og den pludselige lykkerus havde åbenbart krævet sin mand, for pludselig faldt mit hoved forover og ned i pizzaen. 38 timer efter at vækkeuret ringede dagen før.

Næste dag kunne det hele langsomt falde på plads i en udsovet, men forvirret hjerne. Den vanvittige sommermåneds dybe nedtur kom lidt på afstand i nogle dage, men der var stadig lang tids sorgbearbejdelse tilbage, inden hverdagen så småt igen blev til ….ja, hverdag.

Fodbold er de store følelsers spil. Det er livet i dén grad også.

Efterskrift: Danmark er ikke længere Europamestre, Ricardo er ikke mere, men vi og vores to sønner har det Åh åh….

Se flere af Lars Krabbes billeder herunder og del dine minder fra EM-finalen 1992 nederst i artiklen.