Sommeren ’92 er en vinder

Man fristes til at gentage fodboldkommentatoren Svend Gehrs’ euforiske banalitet, der er blevet et historisk fodboldcitat: ”Det er genialt det der!”. Men ordene lød til landskampen mod Uruguay, som vi lammetævede til VM i 1986, og spillerne og træneren var nogle andre end dem, vi følger i ”Sommeren 92”. Når man taler om den danske nationalsport par excellence, må man hellere være helt præcis.

Alligevel er det umuligt ikke at tage klaphatten på og råbe hurra - eller huttelihut, alt efter sprogligt temperament - for Kasper Barfoed har gjort det, der næsten ikke syntes muligt. Han har lavet en skarp, humoristisk og rørende film om dansk fodbolds største triumf, der giver mening at se selv så mange år efter.

Vi kender karaktererne, vi kender udfaldet. Mange har hørt om intrigerne på holdet og sportspressen grove behandling af landstræneren Richard Møller Nielsen. Alligevel bliver ”Sommeren ’92” aldrig et gulnet postkort fra en svunden tid, ej heller falder den i den nationalromantiske fælde, som man kunne frygte. Det er et eksempel på eminent filmisk håndværk, ikke mindst af manuskriptforfatterne Barfoed og Anders Frithiof August, der modigt har ladet flere af de for holdet så væsentlige spillere sidde på bænken i dramaturgisk forstand. Den evigt tyggegummignaskende Flemming Povlsen og hans lyse drengesind lyser kun op i ganske få øjeblikke, ligesom smørhåret Michael Laudrup og hans arrogante jeg-er-for-kendt-til-det-her-sted-attitude ikke fylder lærredet rent fysisk, men blot ligger som en sortbejdset mental barriere mellem Ricardo og lillebror Brian Laudrup.

”Sommeren ’92” er ikke så meget en film om fodbold, som det er en fortælling om en undseelig mand, der mod alle odds bliver en helt. I centrum af historien står nemlig Richard Møller Nielsen, den fynske, jordbundne fodboldelsker, som folk anser som en dialektudfordret undermåler. Han bliver behandlet som en lort under fodboldstøvlen, både af DBU, spillerne og ikke mindst pressen. Kun af nød får han chancen for at føre det danske landshold til EM. En turnering, vi oprindeligt var røget ud af, men som borgerkrigen i Jugoslavien bragte os tilbage til. Holdet har kort tid til at forberede sig, og ingen føler sig parate. Bortset fra Ricardo, der tror på sit projekt. Men han skal kæmpe med en masse intern uro for at få holdet til at spille sammen.

Filmens afdækning af det indbildske, sladdervorne, perfide, barnlige og oppustede fodboldmiljø er overraskende for en, der bedst kender spillet fra grønsværen. Det viser, at ligegyldigt fnidder ikke er en tøsesport, som myten siger, men at mænd kan blive helt lige så optagede at kaste med giftige pile. I dette tilfælde er det nok mere præcist at sige, at de går efter manden og ikke efter bolden. Men det er jo netop bolden, det handler om, og det har Ricardo øje for. Heldigvis. Resten af historien kender vi.

Ulrich Thomsen er både blød og bastant som Ricardo, og det er i hans lune selskab at filmen får sin krog i tilskueren. Det er lang tid siden, at Thomsen er set så god. Men også Mikkel Boe Følsgaard som Kim Vilfort, der må afbryde sin deltagelse i turneringen for at være sammen med sin svært kræftsyge datter, gør indtryk. Og så er der den knap så kendte og knap så genkendelige, Esben Smed, der sniger sig helt ind hjertekulen med sit skægt krøllede portræt af John ”Faxe” Jensen. Det er Vilfort og Faxe, værelseskammeraterne, som sammen med Ricardo er de bærende karakterer i filmen, der både fremkalder overraskende meget grin og vældigt våde øjne. Ærligt talt havde jeg, for at parafrasere et berømt Ricardo-citat ”screwed down my expectations”, for sportsfilmens ofte unuancerede heltedyrkelse i kombination med en nationalhistorisk selvforståelsesmyte kunne have tacklet den gode smag på det groveste. Men der er rent spil gennem filmen, der er tidsmæssigt skulptureret som en kamp med tre tillægsminutter. Endnu en elegant detaljespejling af sporten, som er lavet af samme stof som dramaet urhistorie.

”Sommeren ’92” er en klar vinder.