Vinderen af 315 millioner er fundet
Danske Spil bekræfter nu, at vinderen af den historiske lotto-gevinst er fundet.
Danske Spil bekræfter nu, at vinderen af Danmarkshistoriens største spilgevinst er fundet lørdag formiddag.
Gevinsten lyder på hele 315 millioner danske kroner, og det er mere end en fordobling af den tidligere rekord.
Danske Spil vil endnu ikke bekræfte, hvem vinderen er. Flere danske medier skriver dog, at der er tale om en 47-årig mor med fem børn. Endvidere forlyder det, at hun for nyligt skulle være blevet fyret fra sit job, så pengene falder på et tørt sted.
Eurojackpot-kuponen er købt i Kvickly i Prøvestenscentret i Helsingør.
Det bekræfter varehuschef i Kvickly Claus Ljungdahl overfor Jyllands-Posten.
Allerede fredag aften begyndte han at modtage adskillige opkald og SMS'er med den gode nyhed.
Tidligt lørdag morgen tog han hen i Kvickly for at pynte op og gøre klar til fejringen af den store gevinst.
"Ud over at det må være en stor glæde for den heldige vinder, giver det jo også en masse positiv omtale af vores varehus," siger Claus Ljungdahl.
Claus Ljungdahl fortæller, at en kvinde lørdag formiddag mødte op i Kvickly i Prøvestenscentret og indløste en kupon med en gevinst, der var større end 9.999 kroner.
Når det sker, er det ikke muligt for varehuset at se, præcis hvor stor gevinsten er.
Men kvinden blev straks overfaldet af det store presseopbud, der i forvejen var til stede i Kvickly. En repræsentant fra Danske Spil var også mødt op, og han fik hurtigt trukket kvinden ind i et baglokale og siden hen sendt hjem.
"Jeg tror ikke, hun var helt klar over, hvordan hun skulle tackle alle de pressefolk, der var tilstede," siger Claus Ljungdahl.
Danske Spil oplyser om, at de står klar med professionel rådgivning, når folk vinder usædvanligt store beløb. Ofte ved folk ikke, hvordan de skal håndtere lige pludseligt at vinde en masse penge, og derfor kommer Danske Spil med gode råd til at håndtere både den store opmærksomhed, der kan være omkring det, samt hvordan man forholder sig til på et øjeblik at være blevet millionær.
Claus Ljungdahl har en travl dag med interviews og opmærksomhed fra nysgerrige kunder.
"Vi er jo alle sammen lidt misundelige, så de fleste af os medarbejdere køber nok lige en lotto-kupon med hjem," fortæller varehuschefen.
Det er ikke første gang, at Kvickly i Prøvestenscentret lægger hus til en stor lotto-gevinst. Claus Ljungdahl husker, at der for et par år tilbage var en lotto-klub, der vandt fem-seks millioner kroner.
Omend det beløb kan synes småt sammenlignet med gårsdagen enorme gevinst, var der også dengang gjort noget særligt ud af begivenheden.
Helt præcist drejer den nye gevinst sig om 315.009.958 kroner, oplyser Danske Spil.