Fortsæt til indhold
Sport

Skeptisk lotto-vinder: "Mig skulle de ikke narre"

En nordjysk mand vandt i weekenden 12,3 millioner kroner i lotto.

En skeptisk nordjyde vandt lørdag den helt store lottogevinst på 12.392.737 kroner. Men han fandt først ud af det mandag morgen, da telefonen ringede.

"Jamen, jeg er jo en klassisk skeptisk nordjyde, så det troede jeg da ikke på. Og da manden i telefonen bad mig logge ind på min spilkonto, bildte jeg ham ind, at jeg ikke sad ved en computer. Mig skulle han ikke narre," fortæller lottovinderen via en pressemeddelelse.

Manden, der er 30 år og fra Aalborg-området, er tilmeldt et abonnement hos Danske Spil, der sørger for, at han spiller lotto hver uge uden at skulle foretage sig noget aktivt.

"Jeg har haft abonnementet i seks år, men ikke været logget ind på min konto siden 2011. Jeg får bare de her mails om, hvorvidt jeg har vundet eller ej," siger han og fortæller, at denne mandag kom der dog ikke en mail ind i indbakken.

I stedet fik lottovinderen et telefonopkald, der skulle fortælle ham den glædelige nyhed. Men der skulle lidt tid og en del overbevisning til, før nordjyden troede på manden i telefonen.

"Ja, for han var ikke ude efter mine kontooplysninger, faktisk havde han dem. Så jeg begyndte at tro ham," fortæller nordjyden.

Den skeptiske lottovinder har endnu ikke fortalt sine kolleger om, hvad han har vundet. Han fortæller, at han har fortalt sin far de gode nyheder, som reagerede ved at begynde at hulke af glæde.

Nordjydens kammerater vil få det at vide inden for den nærmeste fremtid, når gevinsten skal fejres. For fejres det bliver gevinsten.

"Det er ikke sikkert, vi nøjes med en tur i Jomfru Ane Gade. Måske skal vi til London og se noget fodbold. Ellers har jeg ikke nået at tænke så meget over, hvad jeg vil med gevinsten," siger han og tilføjer efter lidt betænkningstid, at han også overvejer ny bolig og flere ferier i fremtiden.

Og til det har han en ting at sige:

"For pokker det bliver vildt."